Af Karen Gram-Skjoldager
Når man udfører arkivarbejde, falder man nogle gange over dokumenter, der ikke rigtig passer til de spørgsmål, man har stillet sig selv, men som indeholder historier, der fortjener at blive fortalt alligevel. Sådan en historie faldt jeg over jeg, da jeg for nylig var i Stockholm for at indsamle arkivmateriale om de svenske myndigheders overvågning af danskere i Sverige. Historien har en tysk spion og Aarhus Universitet i en delt hovedrolle, og den kommer her.
En dag i slutningen af januar 1943 satte kontorchefen i det svenske udenrigsministerium, Sven Grafström, sig ved sit skrivebord i ministeriet for at skrive et brev til den svenske diplomatiske repræsentation i København. I brevet bad han om at få at vide, hvad de svenske diplomater i Danmark vidste om en tysk statsborger ved navn Fred J. Domes. Domes var filolog, og i 1930erne havde han arbejdet ved tyskstudiet på Aarhus Universitet. Særligt interesseret var Grafström i oplysninger om, hvorvidt Domes havde været politisk aktiv under sit ophold i Danmark.
Grafström sendte brevet, fordi han kort inden havde haft besøg af Dr. Kappner fra den tyske repræsentation i Stockholm. Kappner havde foreslået, at Domes blev ansat i en ledig stilling som lektor i tysk ved Lunds Universitet.
Det tyske forslag kan forekomme usædvanligt. Sverige var en selvstændig, neutral stat under krigen, og Tyskland havde ikke noget grundlag for at blande sig i et internt svensk anliggende som en videnskabelig stillingsbesættelse. I realiteten havde den svenske politik imidlertid en ganske stejl hældning mod Tyskland, og den svenske regering gik i de første år af krigen langt for at imødekomme tyske krav og ønsker. Det betød bl.a., at den tillod tyske troppetransporter til Norge, og det betød, at Tyskland fra tid til anden følte sig kaldet til at give de svenske myndigheder ’gode råd’ om små og store spørgsmål inden for kultur og samfundsliv.
Henvendelsen fra Kappner satte Utriksdepartementet i en kattepine. På den ene side ville man gerne vise Tyskland imødekommenhed. På den anden ville man ikke bidrage til at ansætte en forsker med åbenlyse nazistiske sympatier. Det sidste frygtede man, at man ville komme til med Domes, Fra rektor på Lunds Universitet havde man nemlig hørt, at Domes var en ”utpräglad og typisk femtekolonnare”. Samtidig pressede den tyske repræsentation på for et få et hurtigt svar. Som Grafström skrev i en rykker til repræsentationen i København den 3. februar, ”härvarande tyska beskickning plågar mig [dagligen] i saken, varför det vore skönt att snart kunna ge ett besked.”
Fra København kunne man bekræfte Utrikesdepartementets mistanke. På den svenske legation havde man indhentet indberetninger fra den svenske vicekonsul i Århus, Niels Barnow, fra en svensk lektor ved Aarhus Universitet, Carl Olof Bergström og fra professor i tysk ved Københavns Universitet, tidligere Aarhus Universitet, Louis Hammerich.
Af de tre herrers rapporter fremgik det, at Domes var blevet ansat på AU i 1932 som hjælpelektor i tysk, en stilling han havde indtil 1937. Efter endt ansættelse, blev han i Århus i en periode, indtil han i 1940 blev udnævnt til leder af Deutsche Wissenschaftliche Institut i København og kultur- og videnskabsrådgiver for den tyske rigsbefuldmægtigede.
De tre informanter var enige om, at Domes allerede i sin tid i Århus matte have været finansieret af en eller anden type tysk organisation og havde fungeret som ’kulturspion’. Som den svenske vicekonsul skrev: ”[h]ans politiske Indstilling var udpraeget og aabenbar, og det maa betragtes som givet, at han udfoldede en Virksomhed paa Linje hermed, saaledes at han i hvert Fald maatte betegnes som Kulturspion.”
Lektor Bergström kunne fra sin stilling på AU fortælle, hvordan tyskeren i løbet af sin ansættelse på universitetet var blevet hetzet af en lille gruppe venstreorienterede studerende, der havde knust hans ruder og beskyldt ham for at være medlem af NSDAP, for at spionere og for at udbrede propaganda i forbindelse med sin undervisning.
Som den forsigtige videnskabsmand, Bergström var, pointerede han, at de studerende ikke havde dokumentation for deres beskyldninger. Men han fremhævede dog også, at ”der vilar det en viss misstanke över hans försök att stifta bekantskap med så många som möjligt”. Den mistanke blev ifølge Bergströms understøttet af, at Domes, efter at universitetet havde afskediget ham i 1937, hårdnakket insisterede på at blive i Århus, og at han i de første dage af april 1940 tog på ”studierejse” til Vestjylland uden mere præcist at kunne forklare, hvad der var formålet med rejsen (”hans huvudämne är teaterhistoria!”). Bergström mente dertil at vide, at Domes umiddelbart efter besættelsen havde vist sig i København i tysk uniform.
Hvor meget hold der var i de specifikke beskyldninger om Domes’ arbejde som efterretningsagent og propagandist er svært at vurdere. Stemningen over for tyskere i Danmark var mildt sagt ikke positiv i 1943, så der blev nok ikke rundet nedad i karakteristikkerne af hans politiske virke. Vi ved dog med sikkerhed, at han var medlem af SA fra 1933 og af NSDAP fra 1937 samt at han var engageret i Nordische Gesellschaft, der fra 1933 fungerede som nazistisk kulturel propagandainstitution. Vi ved også, at han i 1940 blev ansat i Auswärtiges Amt og tilknyttet den tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede Cecil von Renthe-Fink i København, og at han derfra fungerede som leder af Deutsche Wissenschaftliche Institut. Det var derfor næppe skudt helt ved siden af, da Hammerich konkluderede om Domes, at han ”vore opålitlig och politiskt alltför livaktig för att kunna rekommenderas.”
Heldigvis for de svenske myndigheder, kan man sige, var Domes ikke bare problematisk ud fra en politisk betragtning. Hans akademiske meritter lod også en hel del tilbage at ønske. Det var tydeligt, at det nystartede jyske universitet – af onde tunger på den tid kaldet ’Jungleuniversitetet’ – ikke havde haft frit valg på alle hylder, da de skulle finde en tyskunderviser. Ifølge Barnow kunne Domes’ ”intellektuelle Dannelse betragtes som ringe” og Bergström kilder meldte ”… att mannen inte är någon vetenskaplig kapacitet och ej heller någon god universitetslärare. Hans föreläsningar beteckmades med ordet puerila, han anses vara föga intelligent…” På den baggrund var konklusionen, ”att han med sin bristande intelligens och energi och med sitt osäkra uppträdande inte torde vara nagon särskilt farlig propagandist.” Hammerich var enig – og mere udiplomatisk: ”Farlig vore han emelllertid icke, ty därtill vore han för dum”.
For Utrikesdepartementet og universitetet i Lund var den kritiske vurdering af Domes’ akademiske evner en gave, der gjorde det muligt at lukke sagen på et upolitisk grundlag. Efter at Lunds Universitet havde modtaget indberetningerne fra Danmark, kunne rektor i slutningen af februar meddele, at sagen nu var løst; på et møde i den humanistiske sektion havde man i fuld enighed besluttet ikke at ansætte Domes. Det havde man gjort dels med henvisning til de oplysninger, man havde modtaget fra fagfolkene i Danmark, dels med henvisning til, at den lokale professor i tysk havde ”vissa anmärkningar mot hans fonetiska kompetens och i någon mån också mot hans uttal”. Dermed var sagen afgjort, og Domes kom ikke til at fortsætte sin akademiske – eller hemmelige politiske – karriere i Sverige.
Artiklen baserer sig på Utrikesdepartementet: 1920 års dossiersystem: I.2.L: Utländska lärarebefattningar i Sverige 1942-1944, II, Riksarkivet Stockholm
