Af Casper Rønnov
I dag er besættelsestiden mere tilgængelig end nogensinde – både for fagfolk og offentligheden. Digitaliseringen har åbnet op for nye muligheder for at formidle og fortolke historien, men har også skabt et rum, hvor fortællinger former sig uden faghistorikernes mellemkomst.
Det rejser etiske spørgsmål: Skal historien fortælles uden hensyn til de mennesker, den handler om, eller kan hensynet til de efterladte sameksistere med ønsket om oplysning?
Dette blogindlæg undersøger de etiske dilemmaer, der opstår, når data om de ca. 6.000 danskere, der meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig – de såkaldte frivillige – gøres digitalt tilgængelige. Deres fortællinger har længe stået i skyggen af mere dominerende narrativer. Især offentlighedens vedvarende opdeling i helte og skurke gør det vanskeligt at forstå de frivilliges valg som andet end moralske fejltagelser. Men hvordan formidler man denne del af historien nuanceret og etisk forsvarligt i en digital tidsalder, hvor alle kan skabe deres egen version af fortiden?
Og hvordan kan en etisk balanceret digital platform bidrage til at åbne for mere komplekse fortællinger om besættelsestiden, uden at skabe unødig stigmatisering, men med respekt for både fortiden og de efterlevende?
Efter fem års besættelse i Danmark var der i den umiddelbare efterkrigstid en klar opdeling af helte og fjender. Heltene var modstandsbevægelsen, og fjenderne blev over en bred kam associeret med nazismen. Linjerne blev trukket skarpt op, så samfundet kunne identificere, hvem fjenden var.
Fjendebilledet blev beskrevet med vendinger som: ”De opførte sig som gale Mennesker” og ”disse Voldsmænds Bersærkergang”, som det lød i Frede Nielsens Danmark i Besættelsestiden. Grundbøger til Brug for Oplysning om Danmark fra 1945. Dette fjendebillede omfattede også de frivillige og var i lang tid veletableret i både forskningen og offentligheden i Danmark. Besættelsesforskningen har i dag en nuanceret forståelse af Danmarks situation under Anden Verdenskrig, mens den binære opfattelse af helte og fjender under besættelsestiden stadig cirkulerer i offentligheden.
Bovrupkartoteket er eksemplarisk i forhold til at illustrere det etiske dilemma. Bovrupkartoteket indeholder en optegnelse af størstedelen af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP’s, medlemmer. I perioden 1945-46 blev kartoteket beslaglagt og afskrevet af modstandsbevægelsen, som grundet et fogedforbud udstedt af Justitsministeriet måtte overdrage det til politiet. I 1946 blev kartotektet udgivet, som et bevidst forsøg på fra modstandsbevægelsens side at forhindre, at danske nazister skulle blive glemt.
I 2018 valgte ”Danskerne Historie Online” at publicere en frit tilgængelig og elektronisk udgave af kartoteket, fordi det har en slægtsforskningsmæssig betydning og en generel historisk kildeværdi. Danskerne Historie Online forklarede således til Kristeligt Dagblad:
’[…] vi har den principielle holdning, at vi ikke kan lave om på historien. Det er ekstremt farligt, hvis man begynder at lægge etik ned over historiefortællingen […] vi ikke kan lave om på historien […] historien er historien, og det er ikke vores opgave at hemmeligholde, hvad der er sket i fortiden […]”.
Vi kan faktisk godt lave om på historien, men ikke på fortiden. Når kartoteket publiceres ukritisk, risikerer Danskerne Historie Online så ikke at genstarte heksejagten på nazisterne og deres efterkommere? En tolkning af fogedforbuddet påpeger, at formålet med forbuddet var dels at yde beskyttelse til personer, som optrådte i kartoteket, og dels en håndhævelse af retsprincipper.
Det stiller derfor store krav til, hvordan vi som historikere vælger at formidle disse historier. Hvis vi vælger ukritisk at publicere følsomme eller private informationer, vil der være stor risiko for, at primært efterkommerne vil blive udsat for hetz og offentlig udskamning, som historiker Claus Bryld har påpeget. Der skal være en mere nuanceret og kompleks fortælling, som kan udfordre offentlighedens ensidige forståelse af besættelsestiden. Der skal være plads til en fortælling, som kan rumme besættelsestidens nuancer og gøre de marginaliseredes fortællinger til en del af den danske historie.
Målet om den nuancerede og komplekse fortælling er dilemmafyldt. Hvordan kan vi sikre en nuanceret formidling af de frivilliges historie, når store dele af kildematerialet er frit tilgængeligt for alle i samfundet, og efterkommerne af de frivillige måske stadig er tynget af deres forfædres handlinger?
For nogle efterkommere betragtes de frivilliges historier som epicentre i familiens mentale landskab. Nogle frygtede konsekvenserne af stigmatiseringen. ”Jeg er bange for, at hvis man kommer på fjernsynet, så er der måske en, der siger: ‘Ham den gamle nazist!’”, som en tidligere frivilling udtalte i 2004. Denne frygt omfattede også pårørende og familier, som i visse tilfælde havde tilskyndet til tavshed blandt de tidliere frivillige.
I dag er det imidlertid blevet langt vanskeligere at opretholde denne tavshed. Digitaliseringen har gjort oplysninger om fortiden mere søgbare og offentligt tilgængelige, hvilket kan forstærke følelsen af udsathed blandt efterkommerne. Hvor historien tidligere levede i familiens rum, kan den nu hurtigt blive genstand for offentlig debat.
Andre opfattede en stigmatisering fra officielt hold. Eksempelvis beskriver Carl Jørgen Heide, hvis far havde været tysk soldat, at da familien skulle rejse til Canada, blev faderen afvist af den canadiske ambassade. Ifølge Heide skyldtes afvisningen officielt faderens sygdom, men Heide var overbevist om, at afvisningen i virkeligheden skyldtes faderens tid som tysk soldat.
I et andet eksempel fortæller Egon Andresen om, hvordan hans tidligere tysklærer eksplicit tog afstand fra ham i forbindelse med en klassekomsammen, grundet Egon Andersens fars rolle under krigen. Det var ikke kun offentlighedens stigmatisering, som fyldte for efterkommerne. Andre beskriver også det, som kan kaldes for en selvvalgt tavshed.
Den selvvalgte tavshed præges i højere grad af en personlig fordømmelse, hvilket afspejles i historien om Aage Mariegaard. Hver gang der blev talt om Aage Mariegaard, blev fortællingen til et åbent sår for de nære pårørende. I lang tid efter blev lillebroderen, fætteren og Aages daværende kæreste retraumatiseret. I et andet tilfælde levede en kvinde i skam over sin fars tid som tysk soldat.
Konsekvenserne af stigmatiseringen kan være en årsag til, at der inden for de seneste 20-25 år har været en forskningsmæssig tendens til at forstå baggrunden for de frivilliges handlinger og konsekvenserne for deres efterkommere. Men digitaliseringen peger som vist derimod i den anden retning.
Inden jeg skrev dette indlæg, havde jeg en overbevisning om, at en database for de SS-frivillige kunne bidrage til at afstigmatisere de svære familiehistorier og skabe en mere nuanceret forståelse af Danmark under besættelsen. Nu er jeg mere i tvivl pga, de problemer som en sådan database potentielt kan skabe for de frivilliges pårørende samt deres og de afdøde frivilliges ret til privatliv.
En løsning kunne omfatte en offentlig, men etisk balanceret digital læringsplatform. Platformen skulle da samle besættelsestidens erfaringer og skildre de forskellige sider af besættelsen for at tydeligøre, at besættelstiden var meget andet end en kamp mellem de gode og onde.
Platformens etiske balancer kunne f.eks. bestå i, at den kun delte personhenførbare oplysninger og historier fra soldater, hvis efterkommere har givet aktivt tilsagen til dette. Platformen vil kunne hjælpe den danske offentlighed med at forstå, hvorfor de enkelte personer traf deres valg – uanset om de kæmpede for Danmark eller Tyskland.
Birk, Christian. 2018. "Åbning af nazi-arkiv rejser etisk dilemma." Kristeligt Dagblad. https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/nu-offentliggoeres-arkiv-over-danske-nazister.
Christensen, Anne-Marie. 2018. Landsforrædernes børn : skam og fortrængning : besættelsen 1940-1945. 1. udgave ed. Ꜳrhus: Etnovator.
Christensen, Claus B., Joachim Lund, Niels W. Olesen, og Jakob Sørensen. 2015. Danmark besat: krig og hverdag 1940-45. 4. reviderede udgave. ed. Kbh: Information.
Christensen, Claus Bundgård, Niels Bo Poulsen, og Peter Scharff Smith. 1998. Under hagekors og Dannebrog: danskere i Waffen SS. 6. oplag ed. Kbh.: Aschehoug.
Christiansen, Søren B., og Rasmus Hyllested. 2011. På den forkerte side: de danske landssvigere efter befrielsen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
"Et værdigt minde for frihedskæmperne." 2005. Berlingske. Last Modified 10.10.2005. https://www.berlingske.dk/et-vaerdigt-minde-frihedskaemperne.
Kvist, Jacob, og Tomas Kristiansen. 2000. "Boom hos SS-venner." Berlingske Last Modified 25.02.2003. https://www.berlingske.dk/samfund/boom-hos-ss-venner.
Lauridsen, John T. 1995. "Opgør og udrensning : de danske nazister efter befrielsen i 1945." Den jyske historiker (71): 59.
Lov om behandling af personoplysninger (Persondataloven). 2000. In LBK nr. 429 af 31. maj 2000. Lovtidende A: Justitsministeriet, j.nr. 1997-760-0464.
Mariegaard, Mads. 2015. Blodbaner: en familiehistorie om nazisme, mord og mørklægning: Berlingske.
Mikkelsen, Brian. 2005. "Et værdigt minde for frihedskæmperne." Berlingske Tidende, 7.10, 2005, 2, Magasin.
Nielsen, Frede. 1945. Danmark i Besættelsestiden.Grundbøger til Brug for Oplysning om Danmark: Det Danske Selskab.
Rasmussen, Anders F. 29.08.2003. "60 året for 29. august 1943." [Tale]. Statsministeriet. Last Modified 13.07. 2012. https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/anders-fogh-rasmussen-v-om-samarbejdspolitikken-29-august-2003.
Stensager, Anders O. 2006. "Bovrup-Kartoteket – et boghistorisk studie." Magasin fra Det Kongelige Bibliotek 19 (1): 40-54. https://tidsskrift.dk/magasin/article/view/66609.
Thomsen, Poul-Erik. 2005. "Danske nazisoldater holder fast i fortiden." JydskeVestkysten Aabenraa, 2005, 1. https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3Adc840809-a1af-4e38-a305-25a3d7ed51e9/query/Danske%20nazisoldater.
