Af Troels Solgaard Andersen
I løbet af Anden Verdenskrig deltog omkring 1.000 danskere i direkte allieret krigstjeneste, heriblandt de relativt få, som blev en aktiv del af Special Operations Executive (SOE) og udsendt med faldskærm til Danmark for at udføre hemmelige specialmissioner. Den primære opgave, som de danske SOE-agenter skulle udføre, var at assistere den eksisterende modstandsbevægelse i Danmark gennem efterretningsarbejde, etablering af kontakter, oplæring i sabotage, samt skaffe materiel til modstandsarbejdet for at fremme de allieredes krigsførelse.
Før udsendelsen til Danmark gennemgik SOE-agenterne flere måneders træning på forskellige Special Training Schools (STS), der lå hemmeligt placeret rundt omkring i Storbritannien. Her blev agenterne trænet i diverse metoder af britiske officerer til såkaldt irregulær krigsførelse bag fjendes linjer, og de blev testet gennem hårde fysiske og mentale træningsøvelser.
Én måde at teste SOE-agenternes mentale tilstand på var ved hemmeligt at observere deres håndtering af alkohol. Historikeren Knud J.V. Jespersen har tidligere beskrevet, hvordan de indledende STS-skoler var udstyret med en velforsynet bar. I baren kunne SOE-organisationen nemlig både få indblik i, hvordan den enkelte agent opførte sig i mere afslappende omgivelser, og få et indtryk af, hvordan agenten håndterede alkohol i både store og små mængder.
Disse observationer blev nedfældet i rapporter fra træningsskolerne, hvor agenternes samlede træningsforløb gennemgås og opsummeres. Træningsskolerapporterne har ikke før været fuldt tilgængelige, hvorfor vi indtil nu har haft et meget lille kendskab til, hvordan de danske agenter mon klarede bartesten.
Generelt er der ikke meget omtale af drikfældighed i rapporterne, men enkelte steder er påvirkningen af alkohol kommenteret. I agenten Christian Altenburg-Hansens rapport bliver hans forhold til alkohol kort nævnt som et led i en indledende kortlægning af agentens mentale tilstand: ”He (…) is interested solely in the course and in fitting himself for any future activity. He is very level-headed – drinks little and has no interest in outside attractions.” I Poul Holger Hammerichs rapport bliver alkohol bemærket som det allerførste i beskrivelsen af agentens personlighed: ”Drinks very little. Still keeps very much to himself and does not go out.”
Nogenlunde samme bemærkninger faldt om Jørgen Helk, hvorom det blev noteret: ”Very moderate drinker. Spends his money carefully and says that he has a wife and child to think of”, og derudover om Frits Vang, som på trods af sin meget udadvendte karakter drak lidt og var forsigtig med penge, sandsynligvis fordi hans kone var i pengeproblemer i Stockholm: ”Drinks little and careful with his money (…). Maintains jolly outward appearance though he is not happy about his wife in Stockholm who is not earning much and having difficulty in managing there.”
Ronald Kay Lund var også meget udadvendt, men samtidig yderst populær blandt kvinder. Han forfaldt dog ikke til heftigt drikkeri af den grund: ”He is tall and good looking and has many admirers among the women. (…) He goes out a good deal (…) but does not dring [sic] to excess.”
Lidt anderledes forholdt det sig med Jens Paul Jensen, som på grund af sin unge alder kunne have flere vanskeligheder med at styre alkohol: ”The only disadvantage (…) is that he is young, being 22 years of age, and inclined to be a trifle impulsive. He is very reliable and trustworthy, drinks moderately but shows a very keen interest in women.” Jensens forhold til alkohol udgjorde imidlertid ikke et faresignal for SOE-ledelsen, det gjorde derimod hans unge alder og interesse for kvinder, som potentielt kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, når først agenten var sat fri på dansk grund, og måske få agenten til at nedprioritere modstandsarbejdet.
Agenten Adolf Theodor Larsen blev også holdt øje med i baren. Og i modsætning til Jens Paul Jensen havde han både styr på alkoholen og interessen for kvinder: ”He has a good character, dependable and reliable; drinks moderately and whilst in my company has shown no more than the average healthy interest in women (…).”
Fælles for ovenstående bemærkninger er, at agenternes forhold til alkohol dels var begrænset, dels blev set som en del af en afbalanceret personlighed. Træningsopholdet blev ikke udnyttet til diverse udskejelser, men som et seriøst foretagende. Hvad der så skete efter træningsopholdet, var en anden sag.
En anderledes observation om alkohol ses i Ernst Henry Jensens træningsrapport. I den indledende personkarakteristik nævnes det i april 1944: ”Rather over-bearing character and sure of himself. Is somewhat inclined to disregard authority. Drinks spirits when the opportunity occurs but they do not seem to have much effect om him.”
Der var tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange genstande agenterne måtte indtage. Spørgsmålet var, hvordan de reagerede under påvirkning af alkohol. Ernst Henry Jensen blev født i 1908 og var således en af de ældste blandt SOE-agenterne. Måske havde han i årenes løb oparbejdet en vis erfaring med alkohol. Hans høje indtag blev aldrig tolket som et problem på træningsskolerne – og ud fra hvad vi ved, skabte alkohol heller ikke problemer for hans udsendelse i Danmark efterfølgende.
De få kommentarer om agenternes forhold til alkohol i rapporterne betyder formentlig ikke, at de fleste danske agenter overhovedet ikke drak spiritus, mens de var på træningsskolen. De skal nok nærmere forstås sådan, at det hos enkelte agenter potentielt kunne udvikle sig til et problem, eller at deres håndtering af alkohol blev vurderet som noget positivt, fordi de beviste i baren, at de kunne styre det.
Derudover kunne en screening af agenternes alkoholhåndtering på skolerne ikke udelukke, at de senere fik problemer med spiritus. Det skete f.eks. for tre agenter; nemlig den 22-årige Jens Paul Jensen under hans udsendelse til Danmark, hvor et stort forbrug af spiritus, diverse damebesøg, sløseri med våben, materiel og sikkerhed samt manglende kommunikation med de lokale modstandsfolk skabte tillidsbrud og besværliggjorde sabotagearbejdet i Nordjylland i løbet af efteråret og vinteren 1943. I Jensens træningsrapport fremgår det kortfattet, at han blev sendt tilbage til England i januar 1944, sikkert på grund af samarbejdsvanskeligheder med modstandsfolk i Danmark.
Den anden agent er den føromtalte Adolf Theodor Larsen, som briterne skønnede kunne håndtere både alkohol og kvinder. Men under et besøg på Restaurant Ritz i Frederikshavn i marts 1943, hvor han havde slået sig løs og indtaget alkohol, kom Larsen til at vise sin pistol og giftampul til kvinden Grethe Thomsen, som derefter kontaktede det danske politi. Larsen blev arresteret og sendt i tysk koncentrationslejr efter tysk krav. Hvordan den enkelte agent opførte sig efter træningsopholdet, var til en vis grad ude af SOE-organisationens hænder.
Den sidste agent er den ældste agent, Jens Peter Carlsen, der af sikkerhedsmæssige årsager måtte evakueres til Sverige i slutningen af maj 1944 som en direkte konsekvens af dårligt mentalt helbred og store problemer med alkohol. Der er ingen bemærkninger til alkohol i Carlsens rapporter fra træningsskolerne. I sin beretning til historikeren Jørgen Hæstrup kort efter krigen, hvor Carlsen redegør for sit modstandsarbejde, bliver alkohol heller ikke nævnt som årsag til, at han måtte evakueres.
Det gør derimod sikkerhedsbrud og nervepres: ”Efterhaanden blev min Stilling noget vanskelig. Jeg blev en Del kendt, og Arbejdet begyndte efterhaanden at gaa mig paa Nerverne. I Juni 1944 tog jeg derfor fra Byen og rejste til Sverig [sic], idet jeg overlod Arbejdet til Hecht-Johansen, der da var kommet til for at hjælpe mig og fortsætte mit Arbejde.” Vi kan ikke med sikkerhed sige meget om baggrunden for Carlsens drikkeri. Der var nok forskellige måder at håndtere stress og nervepres på, og for tre af agenterne blev alkohol en mindre produktiv del af løsningen. SOE-agenterne var mennesker af kød og blod.
Rapporterne over agenternes forløb på træningsskolerne i Storbritannien indgår i et større projekt om etableringen af den danske modstand i eksilet fra London. Her bliver træningsrapporterne anvendt som en central kildegruppe til at belyse det britiske syn på de danske agenter mere bredt.
Peter Birkelund og Henrik Dethlefsen: Faldskærmsfolk. SOE’s arbejde i Danmark 1941-45, Årsskrift for Frihedsmuseets Venner, København 1986.
Peter Edelberg: ”Andy og Grethe” i John T. Lauridsen (red.) Over stregen – under besættelsen, Gyldendal, København 2007.
Jørgen Hæstrup: Kontakt med England 1940-1943, Thaning og Appels Forlag, København 1954.
Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England. Special Operations Executive og den danske modstandskamp. Det lange tilløb 1940-1943, bd. 1, Odense Universitetsforlag, Odense 1998.
Jakob Sørensen: For Danmarks Ære. Danskere i allieret krigstjeneste 1939-45, Informations Forlag, København 2011.
National Archives, London, HS 9.
Jørgen Hæstrup, beretninger, håndskriftsamlingen, Rigsarkivet.
