Af Jens Linderoth

Den 21. april i år forsvarede jeg min afhandling:  “The knowing and the knower in Martin Heidegger 1918 – 1921 – Investigations into the dynamics of an explicative self between philosophy, theology and science”. Pga. sygdom har den været undervejs i otte år. Solen skinnede, bedømmerne kunne lide mit arbejde, dialogen var god og mange familie, venner og kolleger var mødt op, så det var en forrygende dag. Mit bedømmelsesudvalg bestod af George Pattison, Søren Gosvig Olesen og Anders Moe Rasmussen. Hovedvejleder var Lars Albinus. Herunder præsenterer jeg arbejdet med særlig vægt på teologiske aspekter.

Den akademiske visdoms kilder
Forholdet mellem teologi og filosofi, fornuft og åbenbaring, optager begge parter. I det 20. århundredes filosofi indtog Heidegger med hovedværket Væren og Tid så central en plads, at spørgsmålet om dette forhold til tider blev forvandlet til spørgsmålet om Heideggers forhold til teologien. Hos Heidegger er der imidlertid snarere tale om et trekantsdrama, hvor filosofien og videnskaben også skilles ad. Ved besvarelsen har nogle lagt vægt på den afstand, Heidegger på et tidspunkt selv satte dem imellem ved at erklære sig som filosofisk ateist og kalde teologien en positiv videnskab i modsætning til sin fænomenologiske filosofi. Andre har derimod lagt vægt på Heideggers katolske baggrund og de strukturelle og begrebslige ligheder mellem hans tænkning og teologi.  Ind i dette felt har den enkelte forskers teologiske, filosofiske eller videnskabelige observans naturligvis sat sit præg på, hvordan forholdet hos Heidegger er blevet forstået. Da vi jo her har med hermeneutiske sager og ikke regnestykker at gøre, er dette helt i sin orden.

Mine greb efter den Heideggerske visdomskilde
Alligevel har jeg i min afhandling valgt en anderledes fremgangsmåde. Jeg har forsøgt at tage det alvorligt, at den sag, der er på spil hos Heidegger, netop er hans egen hermeneutik og hvordan denne kan svare til og udtrykke den oprindelige motivation i ham selv, der satte ham i gang på hans tankeveje mellem filosofi, teologi og videnskab. Det, Heidegger vil gøre eksplicit i den periode, jeg kigger på, hvor han ofte kaldte sin metode for fænomenologisk eksplikation, er altså det Heideggerske selv, der både er det, der ekspliceres og det, der eksplicerer. For at komme nærmere til det, der er på spil hos Heidegger, har det derfor været min strategi at undersøge det selv og dets dynamikker ved at benytte tre greb.

• I stedet for at fokusere på, hvad Heidegger siger, har jeg fokuseret på, hvem han er, lader sig selv være, eller fremstiller sig selv som, når han siger noget. Som professor George Pattison sagde det til forsvaret, så har jeg henledt opmærksomheden på fortælleren i Heideggers filosofi.
• I stedet for at prøve at læse hele Heidegger eller hele Heidegger ud fra Væren og Tid, har jeg afgrænset mig til en klart defineret periode, der udgør begyndelsen på Heideggers selvstændige filosofiske virke, og som samtidig med god grund kaldes hans protestantiske periode. Jeg afgrænser perioden ved hjælp af tre breve. I de to første til henholdsvis Heideggers forældre og til hans kollega og personlige katolske præst i Freiburg bryder Heidegger med Katolicismen og erklærer samtidig, at hans kristne Gudsforhold er intakt og spiller en afgørende rolle i hans selvforståelse som kaldet til at være filosof, samt at han ikke kan tilslutte sig nogen bestemt protestantisk konfession, da han som filosofisk forsker ikke kan stå i en konfessionel binding. I det sidste brev understreger han over for sin studerende Karl Löwith, at han tænker som kristen teolog og at dette forhold er helt centralt for at forstå ham. Kort efter brevet til Löwith indtog Heidegger en ny positur ved at erklære filosofien ateistisk.
• I stedet for at forsøge at lave en afstand mellem Heideggers og mit fortæller-jeg har jeg forsøgt at gøre Heideggers hermeneutik til min. Dvs. jeg prøver ikke kun på at beskrive Heideggers filosofiske performance af ham selv udefra, men arbejder ’hermeneutisk naivt’, som om jeg skriver teksterne med Heidegger og gør hans selv til mit. Min tekst er altså en genopførsel af den unge Heideggers selv på en ny scene nemlig min. Denne bevidst naive metode har sit forlæg hos Heidegger, der skriver Paulus’ breve med ham og derved prøver at undgå den naivitet, der, for ham at se, ligger i objektiverende tilgange som f.eks. den historisk-kritiske. Disse tilgange kritiserer Heidegger for at søge at sikre sig et holdepunkt i tidens strøm via objektivering. Derved undgår de den radikale usikkerhed, der hører med til radikal historicitet og tidslighed. Det kan være fint nok, hvis man vil vide noget om, hvad Paulus var, men ikke, hvis vi vil lade Paulus løfte sløret for, hvordan vi kan forstå os selv i tiden, før vi sikrer os mod den f.eks. med en videnskabelig metode.

Ville Heidegger oprindeligt løbe forbi døden og ontologien i armene på Vorherre?
Der er to gængse fortolkninger af Heideggers forhold til kristendom, som jeg vil nuancere og problematisere. Begge understøttes af tekster fra hans ateistiske periode, der følger lige efter den periode, jeg beskæftiger mig med. Væren og Tid hører til her.

Han er en endelighedens tænker, der ser døden som den yderste horisont, som Dasein løber frem imod. Selvom dette løb kan minde om en eskatologisk struktur, er det en eskatologi uden eskaton, som den teologiske Heideggerlæser Judith Wolfe siger det.

Han undersøger eksistentiale og ontologiske strukturer, der er gældende for enhver eksisterende/ ethvert værende. Heroverfor står de eksistentielle konkretioner af disse strukturer, der danner materiale til den eksistentiale analytik. Den kristne livsanskuelse er ’kun’ sådan en eksistentiel konkretion.

Disse to fortolkninger kan nu kombineres til en forklaring på Heideggers ateisme. Heidegger skærer Gud ud af sin filosofi og barberer eksistensen til efter endelighedens grænser for at kunne have en fællesmenneskelig struktur at undersøge.

At Heidegger benyttede sig af de ovenstående greb i hans ateistiske periode, synes uomtvisteligt. Men jeg betvivler i afhandlingen, at de havde det sidste ord. Selv i den ateistiske fase. Hvad nu hvis opgøret med teologien var drevet af kristne motiver til at begynde med? Hvad nu hvis Heidegger erfarede – måske endog som sin initiale erfaring – at den teologiske måde at vide og sikre sin viden på var i modstrid med den sag, teologien skal vide om? Disse spørgsmål kan ikke reduceres til en Max Webersk forestilling om, at et protestantisk ideal om askese og kald har et sækulariseret efterliv i Heidegger. At have sin videns-relation til Gud i form af dogmatisk eller videnskabeligt sikret viden, der sikrer et fast holdepunkt, udelukker for Heidegger en relation til Gud som en, der kommer og som vi derfor venter u-sikret på. Min afhandling søger at gøre eksplicit, at det ingen-ting, der kan ses som kernen i Heideggers tænkning, kan være Vorherre samtidig med, at det kan være oprindelsen til selv-forglemmelse til fordel for viden om de sikrede objekter. På den måde foregribes helt fra Heideggers begyndelse, at faren og det reddende er intimt forbundne som det f.eks. ses i hans berømte forelæsning Spørgsmålet om Teknikken. Hvis det forholder sig således, indeholder Heideggers ansats en radikal genuint kristeligt motiveret dekonstruktion af teologi, parallel med en lignende dekonstruktion af videnskab og filosofi. Dermed bliver tvetydigheden og den stadige tilbagekaldelse en central pointe i hans projekt.

Afhandlingen
Mere konkret består afhandlingen af 6 kapitler og en konklusion. De første tre kapitler forsøger at fremføre mine tre ovenfor omtalte greb.

Introduktionen handler om mit fokus på Heideggers eksplikative selv og hvilke umiddelbare implikationer, dette fokus har.

Kapitel 2 bestemmer materialet og afgrænser perioden, men på en sådan måde at det i et hermed bliver indikeret, at de afgrænsninger, som jeg læner mig op ad hos andre Heideggerlæsere, altid allerede indikerer en bestemt læsning af materialet. Derved søger min læsning allerede fra begyndelsen efter at blive kastet tilbage på sig selv og i et dermed gøre det samme ved andre læsninger.

Kapitel 3 kredser om Heideggers måde at læse Paulus på i den berømte forelæsningsrække Einleitung in die Phänomenologie der Religion for derved at lære at gentage hans ’naive’ eksegetiske metode, hvor han skriver Paulus’ breve med ham. Denne kredsen sker i en stadig opposition til Theodore Kisiels læsning, der har været toneangivende for forståelsen af Heideggers tidlige forelæsninger i mere end 20 år. Det, der skiller os, er, at han ser Heidegger som på jagt efter en metode i form af den såkaldte formale indikation til at indikere fællesmenneskelige eksistentiale strukturer i første halvdel af kurset, mens anden del for Kisiel handler om at finde sådanne strukturer i det kristne materiale. Jeg derimod fokuserer på, hvorledes Heidegger bevidst lader jagten være ambivalent og ende i aporier, samt hvorledes det særligt og partikulært kristne dogmatiske indhold i form af Galaterbrevet bliver ved med også at være forståelsens efterstræbte genstand i jagten på selvforståelse, dog på en ny ’ikke-teologisk’ måde. Også når Heidegger kaster sig over en tidslig eksistensstruktur i Thessaloniker-brevene.

Kapitel 4 undersøger, hvordan Heidegger danner begreber på en måde, hvor begreberne bevarer en tvetydighed og åbenhed over for et religiøst udenfor. Konkret kigger jeg på begreberne Kenntnisnahme (tagen notits af) og Ereignis (begivenhed). ’Kenntnisnahme’ er det, der går forud for en Erkenntnis (erkendelse) og som sådan det første skridt i videnskab. Som sådan er det dobbelttydigt både det første skridt i videnskabens afliven af en livsverden eller det ur-videnskabelige skridt, hvori selvet koncentrerer sig og bliver eksplikativt. Ereignis spiller en vigtig rolle hos den sene Heidegger. Men det popper altså også op i vores periode. To gange er det udsat for en større konceptuel udvikling. Det er også tvetydigt. I Heideggers allerførste forelæsning efter krigen minder det meget om Ereignis hos den sene Heidegger. Der spilles på betydningen af det egne eller det til-egnede i modsætning til en ’Tatsache’. I forbindelsen med læsningen af Thessalonikerbrevene derimod, tenderer Ereignis til at betyde en objektiveret begivenhed i modsætning til parusien, der griber ind i selvforholdet udefra allerede i og med at den forventes.

Kapitel 5 undersøger, hvorledes Heidegger på universitetet holder en plads åben for denne forventning ved hverken at forskrive sig til eller fra de tre akademiske hoveddiscipliner, som jeg ser være på spil hos ham. I stedet ser jeg ham som dansende mellem disciplinerne, hvorved hans tænkning hverken bliver eller ikke bliver videnskabelig viden om eksistentiale strukturer, uendelig filosofisk spørgen eller teologisk sikret viden om den gen-kommende Gud. Her inddrager jeg tre Heideggerlæsere, som jeg betragter som repræsentant fra hver disciplin blandt nutidige Heideggerlæsere for derved at lade dem illustrere hvorledes, Heidegger kan ses og er blevet set som henholdsvis videnskabsmand, filosof og teolog. Mit arbejde bestod så bare i at vise manglerne i de enkelte læsninger og derved lade Heideggers tænkning stå frem som en dynamisk bevægelse dem imellem, der lader et sted være åbent for tiltale.

Mit sidste kapitel inden konklusionen består i en læsning af de tre ovennævnte breve, hvor jeg prøver at fremlæse den eksistentielle positur, Heidegger indtager i perioden for at kunne være den eksplikative kristent-videnskabelige tvetydige tænker, som jeg læser ham som. Via brevene bliver det helt klart at Heidegger lader sin egen eksistentielle positur konstitueres af og konstituerer hans tænkning, hvorfor et skel mellem filosoffen og personen Heidegger opløses. Der tilstræbes ’naivt’ at selvet forbliver helt uden fordoblinger.

Hvad så nu?
En filosofi, der følger efter Heideggers komposition af sit selv, kan gå af mange veje, men særligt to spørgsmål optager mig.

Hvordan ser Heideggers komposition af sig selv som tænkeren af sin tænkning ud i andre dele af forfatterskabet? Her er de nyligt udgivne Sorte Hæfter et nyt spændende materiale, der trænger til at blive læst for andet end deres udtalelser om jødespørgmål og nazisme.  

Kunne der etableres en dialog mellem Heidegger set som selv-kompositionerende tænker og den nye nordiske auto-fiktion eller fiktionsløse fiktion med Karl Ove Knausgård og kæmpeværket Min Kamp som repræsentant instar omnium? En sådan dialog kunne også give anledning til at komme ind på nazisme-spørgsmålet uden at give det, det sidste ord.

Under disse spørgsmål vil Heideggers selv-forhold til kristendom og en kommende Gud vedblive at være et centralt tema. Her kunne f.eks. Jean Luc Nancys dekonstruktion af kristendom være spændende at inddrage.