Aarhus Universitets segl

Professor Lotte Meinert introducerer Hartmut Rosa

Den 14. september gæster professor Hartmut Rosa Institut for Kultur og Samfund med forelæsningen: "From Responsibility towards Respons-a-bility: Resonance as an Ethic of Care in an Accelerated World". Det sker i forbindelse med årets andet arrangement i serien Futures Lecture. En af dem, der ser frem til forelæsningen, er professor i Antropologi, Lotte Meinert, der også deltager på dagen. Læs og hør Lotte Meinert introducere Rosa.

Hvornår stiftede du første gang bekendtskab med Hartmut Rosa?
-Det var omkring 2014  gennem en studerende, der skrev om tid, social acceleration og ADHD. Men det var først under corona-nedlukningerne, at jeg selv fik tid til at fordybe mig i hans arbejde. Jeg sad i et hus ved havet, med ild i brændeovnen og læste, totalt opslugt, og så stiftede jeg en lille Rosa læsegruppe.

Hvad er han mest kendt for? Hans vigtigste bidrag? 
-Rosa er mest kendt for sit resonansbegreb, som beskriver den genklang, der kan opstå mellem mennesker og verden - når noget i verden påvirker os, og vi lader os bevæge. Rosa beskriver som andre sociologer, hvordan vores tid og det moderne er karakteriseret ved social acceleration og fremmedgørelse. Det som er særligt ved Rosas tænkning er hans påpegning af, hvordan tempoet og accelerationen skaber det, han kalder en ’rasende stilstand’, som har en indbygget dynamisk stabilisering – vi er nødt til at løbe hurtigere og hurtigere i trædemøllen for blot at opretholde status quo – og dét gør, at vilkårene for at opleve resonans og meningsfylde bliver trange.

Hvordan er han blevet brugt inden for dit fagområde?
-I antropologi, sociologi og filosofi bruges og diskuteres Rosas begreber flittigt. I antropologien bruges resonansbegrebet blandt andet til at diskutere, hvilke konsekvenser tempo og højhastighedssamfund har for menneskers trivsel og vores evne til at være i verden. Antropologer undersøger blandt andet, hvordan natur, kærlighed, relationer, religion, kunst og andre fænomener kan opleves og forstås som resonansfelter.

Anbefaling til bog: Hvad skal man læse af ham og hvorfor?
-Hvis man har god tid, skal man læse værket "Resonans", som nu også er oversat til dansk, for at forstå dybden i resonansbegrebet og dets teorihistoriske sammenhæng. Hvis man ønsker en hurtigere indføring i nogle af Rosa grundbegreber er "Fremmedgørelse og Accelleration" et godt bud. En anden lille og meget fin bog er "Det Ukontrollerbare", hvor han blandt andet skriver om snevejr og om at møde verden gennem aggression. 

Hvad forventer du af foredraget?  
-Jeg tror, vi kan regne med, at Rosa leverer sine knivskarpe analyser af samtiden, med nuanceret kritik og humor. Og så glæder jeg mig særligt til at høre ham tale om responsivitet, venskab og omsorg i relation til Løgstrups tænkning, som han er blevet optaget af.

Hvad er din rolle i forbindelse med Futures? 
-Jeg er diskutant efter Rosas oplæg sammen med Thomas S. Wentzer fra filosofi. Og så håber jeg på at komme ud at gå en tur i Moesgårdskoven sammen med Rosa og diskutere forskningsideer om tid og resonans.

Hør professor Lotte Meinert introducere Hartmut Rosa:

Oops, an error occurred! Code: 20241121143923afe3b9c8