Et gammelt og noget fortærsket mundheld siger, at den enes død er en andens brød. I dag gælder det primært i overført betydning – medmindre man da arbejder som bedemand – men i renæssancen ville der have været en anden og mere bogstavelig alvor bag ordene. Med humanismens fornyede interesse for antikkens litteratur og den deraf følgende opblomstring af latinen, som vi i dag kalder nylatin eller tidligmoderne latin, var det blevet kutyme at markere fremtrædende personers død med litterære værker skrevet på latin i et formsprog og en række genrer, der var stærkt præget af antikke idealer. Der var stor prestige forbundet med sådanne værker, så et dødsfald kunne udgøre en stor litterær mulighed for tidens latinkyndige – særligt hvis den afdøde havde været en person af en vis betydning, som f.eks. en fyrste eller en konge. Velkomponeret litteratur kunne udløse store pengegaver eller føre til lukrative ansættelser, men den særlige anledning gav også den kreative forfatter en sjælden mulighed for, i et offentligt medie, at reflektere over, hvad det (for ham) ville sige at være en god fyrste. 

I mit foredrag vil jeg præsentere nogle af resultaterne fra det projekt, der gerne skulle blive til en ph.d.-afhandling om den latinske dødslitteraturs rolle i 1500-tallets Nordeuropa. Med et kritisk blik på den litteratur, som fulgte i kølvandet på de tre reformationsfyrster Frederik den Vise af Saksens (1525), Christian III af Danmark-Norges (1559) og Frederik II af Danmark-Norges (1588) død, vil jeg demonstrere, hvordan de forskelligartede latinske værker i praksis bør tilgås som en del af samme social-antropologiske genre, der i samtiden agerede kanal for såvel private ambitioner som større samfundsdiskurser om religions- og kulturpolitik – og rummer interessante historier om personlige skæbner. 

Organiser:
Klassiske Studiers Seminarrække
Anders Kirk Borggaard (AU)

E-mail: 
a.kirk@cas.au.dk

Location:
Antikmuseet