Anders Haagerup - Ny ph.d.-studerende ved Afdeling for Teologi
Anders Haagerup skal, i sit projekt, beskæftige sig med en teologisk læsning af den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgårds forfatterskab.
Mit navn er Anders Haagerup, og d. 1. februar begynder jeg som ph.d.-studerende (4+4, ja vel rettere 4,5+3,5) på Afdeling for Teologi. Her har jeg været studerende i 5 år udover det foregående semesters udvekslingsophold i Oslo.
Den friske fjeldluft har jeg ikke kunnet få med hjem til Aarhus og Frederiksbjerg, hvor jeg bor med min kone – derimod har jeg taget noget af den norske litteratur med. I mit projekt skal jeg nemlig foretage en teologisk læsning af den norske stjerneforfatter Karl Ove Knausgårds forfatterskab, som med dets særprægede sammenblanding af det jordnære og det ophøjede i den lille og den store fortælling står åbent mod teologiens forståelseshorisont.
Jeg er særligt interesseret i meningsskabelse i krydsfeltet mellem det individorienterede narrativ og metanarrativet, og jeg tilgår emnet ud fra en kierkegaardsk ide om selvets narrative dannelse samt det epokale begreb om metamodernisme.
Kontakt:
Anders Haagerup
Institut for Kultur og Samfund
Systematisk Teologi
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Aarhus C
anha@cas.au.dk