Armin W. Geertz udnævnt til Ridder af 1. grad
Armin W. Geertz, der er professor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, er blevet udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

Professor Armin W. Geertz er udnævnt til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen gældende fra den 21. september 2018. Han har allerede modtaget ridderkorset og diplomet med posten og skal til offentlig audiens på Christiansborg Slot den 15. oktober 2018, hvor han kan takke Dronningen for sin udnævnelse.
Jørn Borup, der er leder af Afdeling for Religionsvidenskab, ønsker Armin W. Geertz tillykke med udnævnelsen, der er givet på baggrund af en stor indsats inden for religionsforskningen.
”Professor Armin W. Geertz’ udnævnelse til Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen er meget fortjent. Både nationalt og internationalt har han præget religionsforskningen inden for forskellige felter markant. Udover bidrag til religionshistorien og studiet af oprindelige folk har Armin med etableringen af ’kognitiv religionsvidenskab’ vist nye veje for religionsforskningen, hvilket han også har fået stor international anerkendelse for,” fortæller Jørn Borup.
Fakta
Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen er andet trin i Dannebrogordenen. I 2006 blev Armin W. Geertz udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen, som er det første trin i ordenen.
CV:
1969: B.A. ved University of Wisconsin
1978: Magistergrad i religionshistorie ved Aarhus Universitet
1992: Dr. phil. ved Aarhus Universitet
1984-1995: Lektor ved Institut for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet
1995: Professor i religionshistorie ved Institut for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet
2006: Ridder af Dannebrogordenen