Aarhus Universitets segl

Ebbe Stoklund - Ny ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie

Ebbe Stoklund skal arbejde med projektet ’The Powers of Recognition’, som skal undersøge, hvordan social anerkendelse medieres af forskellige former for social magt.

Mit navn er Ebbe, og fra 1. september starter jeg som ph.d.-studerende på Afdelingen for Filosofi og Idéhistorie, hvor jeg også tidligere har læst min bachelor- og kandidatuddannelse i filosofi. Mit projekt har arbejdstitlen ’The Powers of Recognition’ og skal undersøge, hvordan social anerkendelse medieres af forskellige former for social magt.

Anerkendelse er blevet teoretisk og empirisk belyst fra mange forskellige samfundsvidenskabelige og humanistiske vinkler. Alligevel hersker der stor uenighed om, hvordan vi bør forstå vekselvirkningen mellem anerkendelse og social magt, samt hvordan vi bør forstå skellet mellem ’social’ og ’politisk’ anerkendelse. I en tid præget af polarisering, identitetspolitiske konflikter og usikre politiske og sociale tilhørsforhold bliver øget anerkendelse ofte fremhævet som et oplagt svar på disse udfordringer. Netop her bliver det afgørende at have blik for anerkendelsens magtstrukturer.

Med metodisk afsæt i kritisk fænomenologi vil jeg undersøge, hvordan sociale magtstrukturer medierer de følelser, værdidomme og sociale kategorier, der er på spil i anerkendelse. Derved vil jeg belyse, hvorvidt og hvordan anerkendelse selv kan være en udøvelse af potentielt undertrykkende magt og i forlængelse heraf kritisk undersøge dens emanciperende og fællesskabende potentiale. Projektet placerer sig således – i forlængelse af mit eget akademiske virke – i krydsfeltet mellem kritisk fænomenologi, social ontologi og politisk teori.

Ebbe Stoklund
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Nobelparken
8000 Aarhus C
ebst@cas.au.dk