Aarhus Universitets segl

En gåde om forbløffende ligheder på tværs af bronzealderens Europa

I et nyt projekt støttet af Augustinus Fonden undersøger forskere og arkæologer forbindelserne mellem bronzealderens Skandinavien og Sardinien.

I spidsen for projektet Metaller og Giganter står blandt andet professor ved Arkæologi og Kulturarvsstudier, Helle Vandkilde. Med en bevilling på 4,6 mio. kr. skal projektet, der løber fra 2024-2027, undersøge Skandinaviens forbindelse til bronzealderens Sardinien.

”Vores seneste forskning har vist, at nogle af kernefundene i dansk kulturhistorie også optræder på Sardinien. På den italienske ø er der nemlig fundet prototyper af de ikoniske hornede hjelme fra Viksø, Kallerup, Grevensvænge og Tanum, der repræsenterer en dyb forbindelse til nordisk kulturarv,” fortæller Helle Vandkilde.

Projektet skal udforske, hvordan disse hidtil oversete forbindelser mellem Sardinien og Norden omkring 1000-800 f.Kr. kan forklares. Ved at anvende en bred vifte af tværfaglige metoder vil forskningsteamet forsøge at klarlægge nye arbejdsgange, der kan bane vejen for gennembrud i vores forståelse af bronzealderens fuldbyrdelser.

”Projektet styres af hypotesen om, at de forbavsende ligheder, vi ser på tværs af Europa, har rødder i handlen med metal og rav. For at løse gåden om sammenhængen igangsættes en ny forskningsfase med metoder, der blandt andet inkluderer højteknologisk feltarbejde, multi-isotopanalyser af metaller samt infrarød spektrometri af rav,” forklarer Helle Vandkilde.

Projektet er et samarbejde mellem Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, Moesgaard Museum og Nationalmuseet. Forskningsteamet består af arkæologer fra Moesgaard Museum, mens samarbejdspartnere omfatter Curt-Engelhorn Zentrum Archäometrie Mannheim samt forskere fra universiteterne i Cagliari, Sassari og Göteborg.

Nyheden er baseret på Augustinus Fondens pressemeddelelse.


Om Augustinus Fonden

Augustinus Fonden støtter den humanistiske vidensproduktion i Danmark og er et af landets store kulturfonde. Fondens formål er at styrke den kulturelle selvforståelse og identitet i en globaliseret verden samt at bidrage til indsigt og fordybelse i en tid med hurtige indtryk og hastige forandringer. Fondens filantropiske arbejde fremhæver, hvordan kulturarven kan bidrage til øget viden om historie og identitet, der i sidste ende kan gøre os klogere på sammenhængen mellem fortiden og fremtiden samt menneskets og samfundets udvikling. Som følge af stor efterspørgsel samt ambitionen om fortsat at løfte humanistisk forskning forlænger Augustinus Fonden i 2023 forskningsinitiativet med yderligere tre år og øger puljen med 120 mio. kr.
Udover kunst og kultur støtter fonden desuden to andre hovedområder: ’Viden og Uddannelse’ samt ’Sociale indsatser’.

Læs mere om Augustinus Fonden her.


Yderligere information

Helle Vandkilde, professor
Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
E-mail: farkhv@cas.au.dk
Telefon: 2172 7240