Tidligt lørdag d. 24. maj døde dr. theol., docent emerita Anna Marie Aagaard (1935-2025), der siden sin ansættelse på Det Teologiske Fakultet i Aarhus i 1961 kom til at præge teologistudiet her; og som siden sin entré på den økumeniske scene kom til at præge arbejdet der både nationalt og internationalt.

Dr. theol. Anna Marie Aagaard var et ”powerhouse”, en betegnelse hun selv brugte om mennesker, der som hun selv var netop kraftcentre. Hun var et energibundt, der fik folk til at bevæge sig og ting til at ske, når hun engagerede sig i dem. Som lektor fra 1962, og fra midt-firserne docent, var hun fakultetets teologiske radar; hun beviste gang på gang sin næse for nye tendenser og teologisk talent. Men hun gik ikke efter smiger, epigoner eller disciple, der var kloner af hende selv; hvis studerende viste og beviste deres evner – også uden for hendes egne forskningsfelter – spottede hun dem og skubbede til dem. Ligeledes skulle de studerende og forskningsspirer, hun var vejleder for, selv finde og gå vejen, om end der kunne falde en note eller en afreven bogannonce af med et venligt ”Her! AMAa”. Aagaard holdt ikke hof, og hun var ikke til småsnak og sladder. Teologien var i centrum, også når hun inviterede til middag på privatadressen i Højbjerg, hvad hun qua den i praksis fungerende leder af dogmatikgruppen gjorde to gange om året. Som vært havde hun planlagt aftenens samtaleemner, der altid koncentrerede sig om aktuelle teologiske spørgsmål, oftest af international karakter – selv velforberedt.

Det begyndte, da den 18-årige Anna Marie i 1953 indledte teologistudiet på Aarhus Universitet og hurtigt blev bemærket. Straks efter den afsluttende cand.theol.-eksamen i 1961 blev hun ansat som assistent på Gammel Testamente og underviste bl.a. i hebraisk. Men Aagaard skiftede allerede året efter til Dogmatik, som hun fandt mere udfordrende for sin teologiske sans, og blev den første kvinde, der blev fastansat ved fakultetet. Det fik hende ikke til at hvile på laurbærrene. I 1966 etablerede hun sammen med ægtefællen, Johannes Aagaard, Det Økumeniske Center i Aarhus, mens hun fra 1967 arbejdede på og i 1973 forsvarede sin disputats, Helligånden sendt til verden. For at skrive den havde hun lært sig russisk, for hun var også virkelig dygtig til sprog. Samtidig var hun involveret i restruktureringsopgaver på fakultetet, hvor hun bl.a. var primus motor i udarbejdelsen af den første moderne studieordning for teologistudiet på AU, gældende fra 1972. Det var den ordning, jeg studerede under, og den misundte de os i København.

Ligeledes passede hun posten som delegeret ved Kirkernes Verdensråd og som medlem af dens kommission for restrukturering af organisationen 1968-72, samt fra 1970 som medlem af Det Lutherske Verdensforbunds teologikommission med etablering af den velfungerende Women’s Desk. Det ledte for hende frem til oprettelse af en meget aktiv økumenisk kvindegruppe i Aarhus.

Anna Marie Aagaards vigtigste kendetegn er vidsyn og åbenhed. Hun afskyede snæversyn og lukkethed, hvilket prægede hendes forhold til dansk teologi og kirkelighed. Der skulle være større rummelighed kristeligt set. Derfor var den økumeniske scene hendes, og hun vidste at navigere i den, om det var med de amerikanske Maryknoll-søstre i Latinamerika eller med de ortodokse mænd i Kirkernes Verdensråd, hvor hun i 1990’erne var Europas præsident. I sidstnævnte sammenhæng fik hun ry som den største alfahan, og hun, der ikke var ordineret, stillede sig på et møde i Finland op ved siden af de ortodokse biskopper i deres gule og guldfarvede ornat i en lang gul kjole. Selvfølgelig var den strategisk tænkende Aagaard ligestillet med dem og vidste at markere det!

Anna Marie Aagaard gik dog aldrig i ét med omgivelserne. Hun kunne indtage et rum, og hun gik i øvrigt sine egne veje. Hun havde mod og gåpåmod. Det var nødvendigt, for hun fik ikke noget forærende, var ikke del af en discipelkreds. Mens hun skrev sin disputats, sad hun – når hun ikke var rundt i verden – på sin Doktorvaters, Regin Prenters kontor, uden at de to på noget tidspunkt udvekslede et ord med hinanden; og Prenter strøg hende ikke med hårene ved forsvarshandlingen. Udstår man denne behandling, har man stamina. Hun blev Danmarks første kvindelige doktor i teologi – under forsvaret iført en lang rød kjole, sin viden og sin naturlige autoritet. Alt dette førte til invitationer til at gæsteforelæse på internationale topuniversiteter som Yale Divinity School.

Som underviser tilførte Aagaard, ud over det økumeniske, også undervisningen sin viden om billedkunst og skønlitteratur, ikke mindst poesi. I det hele taget dyrkede hun tværdisciplinær undervisning, og hun var en meget inspirerende underviser, hvis man havde tæft for andet end det traditionelt teologiske eller mere snævert filosofiske. Teologisk forskning skulle ikke stå i stampe, og i dansk sammenhæng nød den godt af hendes plads i Statens Humanistiske Forskningsråd i årene 1985-90. For fakultetets fremtidige undervisning fik det desuden i 1990’erne betydning, at hun igen indtog posten som en yderst energisk forperson for Det Teologiske Studienævn – selvfølgelig med studieforbedringer for øje.

Dr. theol. Anna Marie Aagaard gik på tidlig pension i 2000, da fakultetet skulle flytte fra hovedbygningen på Ndr. Ringgade over til det nedlagte Ortopædisk Hospitals bygninger på Tåsingegade, og var øjeblikkeligt en stærkt savnet kollega. Imidlertid var hun stadig meget aktiv, især i det økumeniske arbejde, hun sad i en årrække i bestyrelsen for Det Økumeniske Institut, Tantur, på Vestbredden, og skrev flere bøger. Den sidste, Mod til at tro, udkom i 2013, to år før hendes 80-års-fødselsdag. Hun nåede at fejre sin 90-års-fødselsdag i januar i år, stadig optaget af teologien. Men nu er et stort, men beskedent, menneske her ikke mere. Hun vil forblive stærkt savnet.

Æret være hendes minde.