Uge 44 er en tilbageværende anledning til at sætte fokus på døden. Ugen falder sammen med Allehelgensdag, hvor mange kirker landet over mindes årets afdøde. Derfor har Landsforeningen Liv &Død valgt netop denne uge til at invitere til samtaler, foredrag og arrangementer, der minder os om, at døden er en del af livet.

Henrik Reintoft Christensen deltager i uge 44 i et samarbejde med Landsforeningen Liv&Død om at skabe nye rum for samtaler om døden. Som en del af årets arrangement er han medarrangør af en udstilling på DOKK1 i Aarhus, hvor besøgende kan møde forskningen i dødens ritualer og mindekultur og samtidig reflektere over deres egne erfaringer.

”Uge 44 kan bruges som en påmindelse til at sætte ord på det grundvilkår at vi skal dø. De samtaler kan hjælpe os med at forstå og tale om den afmagt det kan afstedkomme, fordi vi bruger tid og sætter ord på noget, vi ellers ofte undgår: døden, tabet og den sårbarhed, som følger med,” fortæller han.

Døden som grundvilkår og kulturelt spejl
For Henrik Reintoft Christensen, der forsker i religionens rolle i det moderne samfund, er uge 44 en anledning til at formidle sin forskning om, hvordan døden i et sekulariseret samfund stadig er tæt forbundet med ritualer, relationer og behovet for mening.

Hans forskning viser, at selv i et samfund, hvor mange ikke længere ser sig selv som troende, spiller religion og ritualer stadig en central rolle, når livet slutter. I Danmark håndteres døden fortsat i høj grad af trossamfundene, først og fremmest folkekirken, der står for langt størstedelen af begravelserne. Det betyder, at religionen stadig sætter rammen for, hvordan vi forstår og markerer døden – også for dem, der ikke nødvendigvis deler kirkens tro.

”Døden håndteres meget forskelligt verden over,” forklarer han. ”Det er en tilbagevendende begivenhed i mange kulturer og religioner at fejre eller mindes ens afdøde slægtninge. Vi kender det måske primært fra de dødes dag i Mexico, hvor man besøger og spiser sammen med de døde, og mindes dem med glæde mere end med sorg. Sådanne traditioner findes også andre steder som fx Indien, Japan og Kina.”

I Danmark er døden derimod i høj grad blevet et privat anliggende – noget man håndterer alene eller inden for den nærmeste familie. Det betyder, at de følelser af magtesløshed, sorg og uforståelighed, som naturligt opstår i mødet med døden, ofte bliver usynlige.

Døden i Danmark
Henrik Reintoft Christensens forskning peger på flere paradokser i den måde, vi i Danmark forholder os til døden på. Et af dem er, at de fleste danskere ønsker at dø hjemme, men kun få får mulighed for det.

”Når de fleste danskere ønsker at dø hjemme, men kun få får muligheden, viser det, hvordan vi har nogle bestemte forestillinger om døden, ” siger han. ”Uge 44 kan skabe et rum, hvor vi taler sammen – ikke kun om døden i sig selv, men om værdighed, tryghed og selvbestemmelse i livets sidste fase. Ved at bringe dette emne frem kan vi sætte fokus på, hvorfor ønsket om at dø hjemme så sjældent bliver opfyldt.”

Han peger også på, at døden i Danmark i høj grad er uddelegeret til trossamfundene.

”I nogle lande er det de offentlige – ikke-religiøse – myndigheder, der står for håndteringen af døden. I andre er det overladt til markedskræfterne. I Norden er det kirkerne, der står for det – også selvom mange borgere ikke længere opfatter sig som særligt troende. På trods af dette, er der stor opbakning til begravelsesritualet, selvom det ofte kan være en balancegang for mange præster at levere en begravelse, som er personlig og giver et retvisende billede af afdøde, samtidig med at den forkynder det kristne budskab om genopstandelse.”

I et sekulariseret samfund, hvor mange mennesker ikke længere føler sig hjemme i religionens sprog eller rammer, er det vigtigt, ifølge ham, at skabe nye rum, hvor døden kan blive genstand for fælles refleksion.

Samtaler, der gør døden mindre fremmed
Ifølge Henrik Reintoft Christensen kan netop samtalerne om døden i uge 44 være med til at nedbryde det tabu, som stadig omgiver døden i vores samtid.

”Samtaler om døden i uge 44 kan bidrage til at nedbryde tabuet ved at skabe nogle åbne fællesskaber, hvor det er legitimt at tale om det, vi ellers undgår. Når døden bliver en del af en offentlig samtale – i stedet for noget, man kun møder i stilhed eller privat sorg – giver det plads til ærlighed, refleksion og fælles forståelse. Mange mennesker går alene med frygt, sorg og spørgsmål, fordi døden ofte forbindes med noget ubehageligt eller forkert at tale om. Tidligere blev døden opfattet som en naturlig del af livet, og ambitionen er at sådanne samtaler kan være med til at gøre døden mindre fremmed.”

Kontakt
 

Henrik Reintoft Christensen, lektor og afdelingsleder
Afdeling for Religionsvidenskab
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: hc@cas.au.dk
Mobil: +45 2826 1014