Aarhus Universitets segl

Heidi L. Maibom udnævnt til professor i filosofi

Heidi L. Maibom er blevet udnævnt til professor i filosofi. Med udnævnelsen styrker instituttet forskning i krydsfeltet mellem filosofi, psykologi og samfund og ser frem til Heidi L. Maiboms fortsatte bidrag til både forskning og offentlig debat.

Heidi L. Maibom forsker i empirisk informeret sindsfilosofi, moralpsykologi og psykopatologi. Hendes arbejde kredser om de følelser, der former vores sociale og moralske relationer – herunder empati, skam og skyld – og hvordan disse følelser både forbinder os som mennesker og gør os opmærksomme på hinandens behov og perspektiver.

I forbindelse med udnævnelsen afholder hun sin tiltrædelsesforelæsning den 28. maj kl. 13–15. Forelæsningen har titlen: "Good Guilt, Bad Guilt: An Exploration og vil dykke ned i et af de centrale begreber i hendes aktuelle forskning.

Følelser, der forbinder os
– Jeg arbejder med de følelser, der vedrører vores sociale og moralske forhold: følelser, der forbinder os med andre mennesker og gør os følsomme over for deres behov, meninger og holdninger (empati, skam, skyld). Værdien af sådanne følelser er for nylig blevet kritiseret – både empati og skyld anses i stigende grad for at være problematiske for individuel trivsel. Mit arbejde understreger vigtigheden af disse følelser gennem en dybere forståelse af dem og deres sociale funktion, fortæller den nye professor.

Heidi L. Maibom er aktuelt medforfatter på en kommende bog om skyld. Fremadrettet planlægger hun desuden bogprojekter om det psykopatiske sind, filosofi som livsform og filosofiske traditioner på tværs af verden.

Hendes forskning har tydelig samfundsmæssig relevans. I en tid, hvor følelser som empati og skyld i stigende grad bliver problematiseret i forhold til individuel trivsel, arbejder hun for at nuancere forståelsen af disse følelsers betydning og sociale funktion. Samtidig undersøger hun, hvordan filosofi kan bidrage til at leve et bedre og mere meningsfuldt liv – et arbejde, der også berører spørgsmål om psykisk lidelse og psykoterapi.

Interessen for forskningsfeltet opstod under hendes postdoc, hvor et kursus i Mind & Morals vakte hendes nysgerrighed for psykopaters moralske evner og ansvar. Dette blev indgangen til hendes arbejde med moralens psykologi, følelser og atypisk psykologi.


Kontakt
Heidi L. Maibom, professor
Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: au803043@cas.au.dk
Telefon: +45 8715 2768