Hvad kan vi lære af pastoralister?
Forskning i pastorale samfund udfordrer forestillingen om pastoralisme som en livsform, der hører fortiden til, og viser, hvordan mennesker, dyr og landskaber gennem årtusinder har været tæt forbundet. I anledning af FN's International Year of Rangelands and Pastoralists ser to forskere fra Aarhus Universitet nærmere på, hvad pastorale livsformer kan fortælle os i dag.
FAKTA: Hvad er pastoralisme?
-Pastoralisme er en livsform, hvor mennesker er afhængige af husdyrflokke og typisk på forskellige måder bevæger sig med eller efter dyrene.
-FN har udnævnt 2026 til International Year of Rangelands and Pastoralists.
-Året sætter internationalt fokus på græsningslandskaber og pastorale samfund.
-FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO koordinerer det internationale år.
Pastoralisme kan umiddelbart lyde som en livsform langt fra en dansk virkelighed. Men går vi 5.000 år tilbage, ser billedet anderledes ud.
”Kigger man 5.000 år tilbage i tid, så var alle pastoralister herhjemme, og landskabet så radikalt anderledes ud,” fortæller Mette Løvschal, professor i arkæologi, som forsker i forholdet mellem mennesker og græsningslandskaber – fra forhistoriske landskaber i Danmark og Nordeuropa til nutidige pastorale områder i Kenya.
Pastoralisme betyder grundlæggende, at mennesker er afhængige af husdyrflokke, og det er typisk forbundet med, at man på forskellige måder bevæger sig med eller efter dyrene.
Pastoralisme indgår i både Mette Løvschals og antropolog Maria Louws forskning, men fra forskellige geografiske og tidslige perspektiver. Mens Mette Løvschal blandt andet undersøger Nordeuropæiske græsningslandskaber over lange tidsperioder, har Maria Louw gennem mange år lavet antropologisk feltarbejde i Centralasien, især i Kirgisistan og Usbekistan. Regionen har historisk været præget af både samarbejde og konflikter mellem fastboende og pastorale befolkninger. I dag er de fleste mennesker i eksempelvis Kirgisistan fastboende. Alligevel spiller den pastorale historie fortsat en rolle.
”Selvom de fleste mennesker i dag ikke lever som pastoralister, har den verdensforståelse, man har med fra pastorale livsformer, stadig kæmpestor betydning,” fortæller Maria Louw.
Det kommer blandt andet til udtryk i selvforståelsen blandt mennesker, hvis familier tidligere har levet pastoralt. Maria Louw møder eksempelvis, blandt mennesker med en pastoral historie, en selvforståelse, hvor den pastorale fortid forbindes med større frihed og en mindre autoritetstro måde at tænke på end blandt fastboende befolkninger.
I Maria Louws forskning bliver pastoralisme dermed ikke kun et spørgsmål om husdyrhold, men også om selvforståelse, historie og forholdet til landskabet.
Forestillingen om den primitive pastoralist
I Centralasien har den pastorale livsform historisk været forbundet med forestillinger om noget primitivt og uciviliseret, fortæller Maria Louw. Under Sovjetunionen blev pastoralister i Centralasien tvunget til at bosætte sig og arbejde på kollektivfarme.
”Fra statens side ville man både civilisere dem, fordi de blev opfattet som vilde, uregerlige og uciviliserede, men også kontrollere dem,” siger Maria Louw.
Mette Løvschal møder også forestillingen om pastoralisme som noget tilbagestående. I Kenya har hun blandt andet beskæftiget sig med områder, hvor overgræsning bliver forklaret med, at pastoralister ikke er i stand til at regulere deres husdyrhold. Men Løvschal peger på, at forklaringen mange steder kan være en anden: at betingelserne for den pastorale livsform er blevet ødelagt af blandt andet hegn, intensiv opdyrkning og nye jordbrugsforhold. Pastorale samfund har ofte veludviklede måder at regulere græsningen på. Når jorden ikke er delt op af hegn, foregår der løbende forhandlinger om, hvem der må bruge græsset, og hvor mange dyr der kan græsse. Mobiliteten kan samtidig give en fleksibilitet, når forholdene ændrer sig – eksempelvis under længere perioder med tørke.
Når landskabet opdeles med hegn, bliver den bevægelse vanskeligere. Det får Løvschal til at stille spørgsmål ved forestillingen om, at indhegning og privatisering nødvendigvis er den mest rationelle måde at organisere et landskab på. Hendes forskning i de lange historiske linjer viser samtidig, at pastoralisme og forskellige former for græsning har kunnet eksistere gennem meget lange perioder.
Et andet blik på landskabet
Mette Løvschal peger også på, at græsning kan være mere end et redskab til at opnå bestemte effekter i naturen.
”Det er en måde at relatere sig til landskabet på, passe på det på og passe på sine dyr på. Det er måske noget af det, vi mangler – kulturelle praksisser omkring at passe på et landskab,” siger hun.
Maria Louws forskning i Centralasien viser et andet aspekt af relationen til landskabet. Her undersøger hun blandt andet, hvordan historie og forestillinger om fortiden indgår i den måde, mennesker bevæger sig gennem og forholder sig til landskabet på. I sit feltarbejde i Kirgisistan har hun eksempelvis beskæftiget sig med hellige steder i naturen. Det kan være en kilde, et træ eller en særlig klippeformation, som mennesker opsøger.
”Historien og forholdet til fortiden er en del af folks nutidige bevægelse rundt i landskabet,” fortæller Maria Louw.
Mette Løvschal peger på en beslægtet pointe:
”Det at bevæge sig i landskabet er at bevæge sig rundt i ens historie.”
Hvad kan vi lære i dag?
I 2026 har FN udnævnt året til International Year of Rangelands and Pastoralists. For Mette Løvschal og Maria Louw giver pastorale livsformer anledning til at se på vores egen relation til natur og landskaber med nye øjne.
I Danmark bruges græssende dyr i dag blandt andet i naturgenopretning, hvor fokus ofte er på, hvad græsningen kan gøre for eksempelvis biodiversiteten. Mette Løvschal peger på, at græsning i pastorale samfund også er en kulturel praksis og en måde at skabe og vedligeholde relationer mellem mennesker, dyr og landskab på.
Hun arbejder selv med spørgsmålet i praksis. I et aktuelt projekt undersøger hun muligheden for at genindføre hyrdebrug i Midtjylland som en strategi i naturgenopretningen – blandt andet som et alternativ til at indhegne naturområder.
”Vi forestiller os måske, at pastoralisme er noget forhistorisk eller tilbagestående,” siger hun. ”Men vi ønsker samtidig en større sammenhæng med naturen.”
Maria Louw peger på et andet perspektiv. Hendes forskning i Centralasien viser, hvordan landskabet kan være tæt forbundet med historie, tidligere generationer og menneskers forståelse af deres plads i verden. Det betyder ikke, at pastorale livsformer kan overføres direkte til en dansk virkelighed, men de kan udfordre vores forestillinger om, hvordan mennesker kan være knyttet til deres omgivelser.
”Jeg synes, vi kan lære rigtig meget af pastorale samfund i forhold til at knytte kultur, livsstil og mennesker til de her områder,” siger Mette Løvschal.
Vid mere:
Hvordan mennesker og græsningslandskaber har formet hinanden gennem tusinder af år.
Mette Løvschal undersøger i essayet ”Mutual entrapment”, hvordan mennesker og husdyr var med til at skabe de nordeuropæiske hedelandskaber – og hvordan landskaberne samtidig kom til at forme menneskers liv og praksisser.
Læs Mette Løvschals essay i Aeon
Hvordan fortiden fortsat er til stede i menneskers liv i Kirgisistan.
Maria Louw undersøger i artiklen ”Ghosts of a different present - spectres of possibility in the lives of older Kyrgyz Muslims”, hvordan fortid, fravær og forestillinger om en usynlig verden spiller sammen med nutiden blandt ældre kirgisiske muslimer. Artiklen handler ikke specifikt om pastoralisme, men udfolder nogle af de perspektiver på fortid og verdensforståelse, som Maria Louw nævner i interviewet.
Læs Maria Louws artikel i Journal of the Royal Anthropological Institute
Kontakt
Mette Løvschal, professor
Afdeling for Arkæolgi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: lovschal@cas.au.dk
Mobil: +45 2288 9205
Maria Louw, lektor
Afdeling for Antropologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: etnolouw@cas.au.dk
Mobil: +45 2226 2279