Aarhus Universitets segl

Katrine Frøkjær Baunvig ny professor i Grundtvigforskning

Aarhus Universitet styrker Grundtvigforskningen med Katrine Frøkjær Baunvig som ny professor fra den 1. december 2024. Hun vil kombinere klassisk humanistisk forskning med avanceret teknologi for at skabe nye perspektiver på Grundtvigs forfatterskab og digital kulturarv.

Faktaboks
Den første tirsdag i november hvert år er det World Digital Preservation Date, og den første tirsdag i november 2024 lancerede holdet bag Center for Grundtvigforskning et tvillingecenter: Center for Digital Tekstarv / Center for Digital Textual Heritage (CDHtxt). Det har til opgave at udarbejde højkvalitetsdigitaliseringer af dansk tekstarv og forfine infrastrukturen omkring bevaringen af allerede digitaliseret materiale som www.grundtvigsværker.dk

”Min interesse for den tiltrækningskraft, der ligger i Grundtvigs person og virke, blev vakt under korsang. Det slog mig, at hans sangtekster kunne relateres til de teoretiske overvejelser over ritualers betydning for fællesskabers selvopretholdelse, som jeg beskæftigede mig med under mine religionsvidenskabelige studier,” fortæller Katrine Frøkjær Baunvig.

”Det inspirerede mig til først at undersøge Grundtvigs brug af ord som ”jeg” og ”vi” i salmerne og senere at anvende AI-baserede undersøgelser til at forstå logikkerne bag sammenhængskraft i hans forfatterskab. Senest har det ført til bogen: ”Grundtvig og monstrene”, der udkom allehelgensaften.”

Som professor vil Katrine Frøkjær Baunvig fortsætte sit store engagement i Grundtvigs skrifter og kulturarv:

”Jeg vil fokusere på to centrale opgaver i forbindelse med mit professorat. Jeg vil både fokusere på at sikre digital bevaring af kulturarvsmateriale af høj kvalitet, som for eksempel Grundtvigs værker på www.grundtvigsværker.dk. Og så vil jeg også fokusere på computationale metoder til at udforske kulturarvsmateriale fra 1800-tallet. Det sidste vil jeg gøre med henblik på at undersøge, hvad forholdet er mellem på den ene side vores nutidige syn på og brug af Grundtvig og hans samtid, Guldalderen, og på den anden side livsværket og perioden, som det fremtræder på baggrund af de overrumplende mange data, vi har til rådighed fra netop dette tidsrum. I dette arbejde kaster jeg desuden et særligt interesseret sideblik på et bestemt kulturelt kendetegn, som gerne knyttes til Grundtvig og guldalderperioden: fællessangens og dens historie.”

For Katrine Frøkjær Baunvig er digital kulturarvsbevaring en hastende opgave:

”Center for Grundtvigforsknings udgivelse af Grundtvigs værker er et af mange eksempler på, hvordan offentlige og private midler bruges på digitaliseret kulturarv. Men der mangler en klar plan for lagring og bevarelse af disse data. Derfor vil jeg arbejde for langtidsholdbare løsninger for produktion, visning og lagring af digitalt kulturarvsmateriale,” fortæller hun.

Udforskning af de nationale standardfortællinger om Grundtvig og Guldalderen
Ud over den digitale kulturarvsbevaring ønsker den nye professor at udforske de traditionelle nationale fortællinger om Grundtvig og Guldalderen.

 ”Grundtvig og Guldalderen er levende kulturarv og kanonisk stof for mange danskere i dag. Det vidner læseplaner på alle uddannelsesniveauer og en stabil medieinteresse om. Den eksplosive vækst ikke mindst i 1800-talsdata sætter os nu i stand til at gå denne formative periode og erindringsrum efter i sømmene – er de nationale standardfortællinger om Grundtvig og om Guldalderen dækkende? Dette åbne forskningsspørgsmål driver en række af mine igangværende forskningsprojekter med støtte fra AUFF NOVA, Carlsbergfondet og EU's HERA-virkemidler,” forklarer hun.

Tiltrædelsesforelæsning
Der holdes tiltrædelsesforelæsning i Aula/Vandrehallen fredag den 7. februar 2025 kl. 14-15.00 med efterfølgende reception.


Kontakt

Et billede, der indeholder Ansigt, person, portræt, sort-hvid Automatisk genereret beskrivelse
Katrine Frøkjær Baunvig, centerleder, professor
Grundtvig Centeret
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: baunvig@cas.au.dk
Mobil: +45 9352 1770