Aarhus Universitets segl

Lex og Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet udvikler dansk chatbot

I samarbejde med Center for Humanities Computing ved Aarhus Universitet tager Lex initiativ til at udvikle en dansk chatbot. Med udgangspunkt i indholdet i Nationalleksikonet vil chatbotten give brugerne mulighed for at gå i dialog med Lex’ indhold. Dermed vil brugerne få adgang til kvalitetssikret viden fra danske forskere og fagfolk, formidlet via Lex’ kvalitetssikrede artikler – og altid med tydelige kilder og mulighed for fordybelse

Med kunstig intelligens spredes falsk information hurtigere og mere overbevisende end nogensinde før. Samtidig forandrer AI den måde, vi søger viden på: Søgemaskiner erstattes af samtalerobotter, som ofte serverer fejlagtige og kildeløse svar, præget af udenlandsk bias og med ringe forståelse for danske forhold.

I samarbejde med Center for Humanities Computing ved Aarhus Universitet har Lex taget initiativ til at udvikle et pålideligt, dansk alternativ – en dansk chatbot. Med udgangspunkt i indholdet i Nationalleksikonet vil chatbotten give brugerne mulighed for at gå i dialog med Lex’ indhold. Dermed vil brugerne få adgang til kvalitetssikret viden fra danske forskere og fagfolk, formidlet via Lex’ kvalitetssikrede artikler – og altid med tydelige kilder og mulighed for fordybelse.

"Måden, vi søger viden på, er med kunstig intelligens under forandring, og Lex har en vigtig opgave: at sikre, at borgere har adgang til kvalitetssikret og troværdigt indhold. Kunstig intelligens kan være et kraftfuldt redskab til at løfte denne opgave endnu bedre," siger Erik Henz Kjeldsen, ansvarshavende chefredaktør for Lex – Danmarks Nationalleksikon.

I de kommercielle, udenlandske chatbots får man som bruger et AI-genereret svar på sit spørgsmål – et svar, hvor man hverken har indsigt i, eller mulighed for at kontrollere kilder og troværdighed.

"Lex ønsker at bruge vores stærke udgangsposition til at blive det danske alternativ hertil, og vi er allerede langt med arbejdet. Med betydelig fondsstøtte vil Lex etablere en chatbot, der kan tage kampen op mod de eksisterende og levere troværdig, danskbaseret viden." siger Erik Henz Kjeldsen.

Projektet er muliggjort med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.

"Den danske chatbot vil sikre, at borgere får adgang til kvalitetssikret viden på dansk – uden bias og uden at afgive personlige oplysninger. Den vil gøre det muligt for børn at få enkle forklaringer på komplekse emner, for borgere at sammenstille informationer og for undervisere at få hjælp – alt sammen med klare kilder og i et trygt miljø." siger Erik Henz Kjeldsen, ansvarshavende chefredaktør for Lex.

Stort behov for dansk alternativ

Projektet gennemføres som et anvendelsesorienteret forsknings- og udviklingsprojekt i samarbejde med Center for Humanities Computing ved Faculty of Arts på Aarhus Universitet. For at sikre, at den virtuelle assistent kan udvikle sig i takt med den teknologiske udvikling og brugernes ændrede søgeadfærd, er projektet treårigt.

"Vi ser et stort behov for et dansk alternativ til de store, internationale AI-løsninger, hvor borgernes personlige data ofte er på spil. Med dette projekt udvikler vi en løsning, der ikke blot styrker adgangen til troværdig information, men også kan fungere som en model for andre institutioner," siger Kristoffer Nielbo, professor og centerleder for Center for Humanities Computing ved Aarhus Universitet.

Lex og Aarhus Universitet ønsker at udvikle chatbotten i tæt samarbejde med befolkningen og søger derfor danskere i alle aldre og livssituationer til at teste og forme teknologien. Initiativet er drevet af ønsket om ansvarlig brug af AI og troen på, at Danmark bør gå foran i udviklingen af etiske, gennemsigtige og lokalt forankrede AI-værktøjer.

Brugere, som vil være med til at fremtidssikre adgangen til troværdig viden og hjælpe med at udvikle chatbotten, kan allerede nu tilmelde sig her.

 


Kontakt

Kristoffer Laigaard Nielbo, professor
Center for Humanities Computing
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: kln@cas.au.dk
Mobil: +45 2683 2608

Erik Henz Kjeldsen, ansvarshavende chefredaktør,
Lex.
Mail: ehk@lex.dk
Mobil: 5129 6549