Line Keller Nørbøge Ottosen - ny ph.d.-studerende på Historie
Line Keller Nørbøge Ottosen er ny ph.d.-studerende på Historie pr. 16. marts 2026
Afdeling for Historie og Klassiske byder velkommen til Line Keller Nørbøge Ottosen, som er ny ph.d.-studerende på afdelingen pr. 16. marts 2026
---------------------------------------
Mit navn er Line, og jeg glæder mig til at vende tilbage til Historie d. 16. marts med en ny titel – ph.d.-studerende. I de sidste par år – indtil jeg gik på barsel sidste sommer – har jeg arbejdet som videnskabelig assistent på professor Nina Koefoeds projekt ”Voices of the People.” Her har jeg som daglig projektleder i samarbejde med flere studentermedhjælpere digitaliseret og transskriberet 1700-tallets supplikprotokoller, og løbende gjort vores arbejde tilgængeligt og søgbart på https://app.transkribus.org/sites/supplikker.
I forbindelse med dette arbejde blev jeg for alvor opmærksom på de mange interessante supplikker, hvori udsatte dele af befolkningen henvendte sig til kongen, og hvad dette kan fortælle om forholdet mellem undersåt og statsmagt i 1700-tallet.
Med mit ph.d.-projekt vil jeg derfor undersøge, hvordan udsatte dele af befolkningen oplevede, reagerede og interagerede med den enevældige statsmagt med henblik på at belyse hvilken direkte eller indirekte påvirkning de udsattes supplikker fik på udviklingen af tidlige sociale tiltag og 1700-tallets samfund. Jeg er især interesseret i, hvordan de udsatte forstod sig selv i relation til statsmagten, og hvordan de benyttede supplikinstitutionen til at (gen)etablere kontrol over deres liv og situation.
Takket være digitaliseringen af supplikprotokollerne vil jeg efterstræbe at udarbejde en større digital analyse af de 220 supplikprotokoller fra 1699-1799, som i samspil med en erfaringshistorisk nærlæsning af udvalgte kilder skal give et indblik i 1700-tallets samfund fra neden.
Kontakt:
Line Keller Nørbøge Ottosen
Mail: lkj@cas.au.dk
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Historie og Klassiske Studier
Jens Chr. Skous Vej 5
Bygning 1463