Marie Tranberg Hansen - Ny postdoc ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Marie Tranberg Hansen skal sammen med Jens Christian Bjerring arbejde på et forskningsprojekt finansieret af Carlsbergfondet med fokus på samspillet mellem narrativ identitet og agentisk AI.
Mit navn er Marie Tranberg Hansen, og jeg er ny postdoc ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie. Jeg skal sammen med Jens Christian Bjerring arbejde på et forskningsprojekt finansieret af Carlsbergfondet med fokus på samspillet mellem narrativ identitet og agentisk AI.
Agentiske AI-systemer kan planlægge og handle på individers vegne og må derfor danne repræsentationer af de brugere, de hjælper. Projektet undersøger, hvornår disse repræsentationer stemmer overens med brugernes egen forståelse af deres liv, og hvornår de i stedet opleves som fremmedgørende. En central ambition er at afdække, om narrativ overensstemmelse kan fungere som et pejlemærke for autonomi og tillid og dermed bidrage til en ny narrativ tilgang til ansvarlig AI.
Jeg er uddannet psykolog og har en ph.d. i psykologi fra Aarhus Universitet, hvor min forskning hovedsageligt har omhandlet narrativ identitet i relation til psykisk lidelse og selvmordsrisiko. Jeg ser frem til at bringe denne viden ind i et nyt tværfagligt forskningsfelt og bidrage til at undersøge, hvordan psykologisk forskning i narrativ identitet kan understøtte udviklingen af mere ansvarlig og menneskecentreret AI. Samtidig glæder jeg mig til at blive en del af forskningsmiljøet på Filosofi og Idéhistorie.
Kontakt:
Marie Tranberg Hansen
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Bygning 1465, lokale 619
8000 Aarhus C
marieth@cas.au.dk