Mette Svart Kristiansen udnævnt til professor i historisk arkæologi
Mette Svart Kristiansen tiltræder 1. september 2026 som professor i historisk arkæologi ved Aarhus Universitet. I professoratet vil hun blandt andet styrke samarbejdet mellem universitetet og de kulturhistoriske museer og bidrage til udviklingen af historisk arkæologi fra middelalderen til i dag.
Mette Svart Kristiansen har gennem mange år været med til at udvikle historisk arkæologi som forsknings- og undervisningsfelt. Hun begyndte selv som studerende på det dengang relativt unge fag middelalderarkæologi og arbejdede efterfølgende som udgravningsleder på større arkæologiske udgravninger i og omkring København.
Senere vendte hun tilbage til universitetet som underviser og forsker og har været med til at udvikle fagområdet fra middelalderarkæologi mod en bredere historisk arkæologi, der beskæftiger sig med perioden fra middelalderen og frem til i dag.
Hendes egen forskning har især været rettet mod landbebyggelse i middelalderen og nyere tid.
– Arkæologien giver et unikt blik på mennesker, deres hverdag, store og små fællesskaber samt økonomiske og sociale strategier i forhold til det omgivende samfund, siger Mette Svart Kristiansen.
Samarbejde med museerne og nye arkæologiske felter
Som professor vil Mette Svart Kristiansen blandt andet arbejde for at styrke samarbejdet mellem universitetet og de kulturhistoriske museer gennem forskningssamarbejder og fagudvikling.
Hun peger blandt andet på nyere og nyeste tids arkæologi som et voksende videns- og praksisfelt, der kan skabe nye forbindelser mellem kulturhistoriske institutioner, humaniora og offentligheden.
Samtidig ser hun formidlingen af humanistisk viden til det omgivende samfund som en vigtig del af professoratet.
– Historieskrivning, som arkæologien er en del af, er afhængig af blikket på kilderne, og de spørgsmål vi stiller til dem. Den er ikke statisk, men foranderlig. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor nysgerrighed og nuancer kan være under pres i den offentlige samtale: selv om de elementer og steder, som vi arbejder med arkæologisk, er konkrete og fysiske, så er forståelsen heraf afhængig af en række faktorer. Arkæologi – og humaniora – skal bidrage til at styrke den offentlige samtale, uanset emne, tid og sted, siger Mette Svart Kristiansen.
Tiltrædelsesforelæsning i oktober
Mette Svart Kristiansen tiltræder professoratet 1. september 2026. Hendes tiltrædelsesforelæsning finder sted 9. oktober i auditoriet på Moesgaard. Tidspunkt og emne offentliggøres senere.
Kontakt
Mette Svart Kristiansen, professor
Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: markmsk@cas.au.dk
Fastnet: + 45 87162084