Mikkel Bang Maesen - Ny Ph.d-studerende ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier
Mikkel Bang Maesen skal arbejde med et projekt, som undersøger dansk bolighistorie i det 20. århundrede med fokus på den sorte omstilling af hverdagslivet.

Mit navn er Mikkel Bang Maesen, og jeg blev cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet i 2023. Siden da har jeg arbejdet med bystrategisk udvikling i Aarhus Kommune, hvor jeg har været involveret i flere af kommunens store byudviklingsprojekter, herunder Aarhus Ø, Amtssygehuset og Lisbjerg.
Nu ser jeg frem til at vende tilbage til AU for at tage hul på mit ph.d.-projekt, som undersøger dansk bolighistorie i det 20. århundrede med fokus på den sorte omstilling af hverdagslivet. Projektet dykker ned i, hvordan modernismens og velfærdssamfundets forestillinger om det gode liv, den ideelle bolig og en attraktiv hverdag udviklede sig gennem 1900-tallet. Jeg ønsker at afdække, hvem der formede disse fortællinger, hvilke mekanismer der lå bag, og hvorfor udviklingen tog den form, den gjorde. Derfra håber jeg at kunne nuancere og problematisere det 20. århundredes store ”sociale fremskridt”, og se på de omkostninger og aftryk det satte. Målet er således at levere indsigter, der kan bidrage til at kontekstualisere den presserende grønne omstilling af hverdagslivet – en udfordring, der bliver stadig mere afgørende i lyset af de økosociale udfordringer, vi i fremtiden står overfor.
Kontakt:
Mikkel Bang Maesen
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Historie og Klassiske Studier
Jens Chr. Skous Vej 5
Bygning 1463
8000 Aarhus C
maesen@cas.au.dk