Nekrolog - Peter Widmann 1940-2026

Den 25. juli sov professor emeritus i dogmatik ved Aarhus Universitet, Peter Widmann, ind i sin lejlighed i Odense efter en periode med sygdom. Torsdag den 13. august bisættes han fra Odense Domkirke. Med tabet af Widmann har vi mistet en på mange måder enestående begavelse i dansk teologi og en kollega, som har sat et stort aftryk både fagligt og menneskeligt.

Widmann blev født 24. april 1940 i Oberboihingen i Tyskland, som søn af pastor Richard Widmann. Faderen var medlem af den tyske bekendelseskirke og derfor tydelig modstander af Hitlers Tyskland og havde ry for være en stor Lutherkender. Begge dele satte sig spor hos sønnen, der – ud over at læse i faderens Weimar-udgave af Luthers skrifter uden besvær - også med egne ord blev ”vaccineret” mod ethvert tilløb til sammenkædning af kristendom og nationalisme.

Som studerende boede Widmann på Evangelisches Stift i Tübingen, i øvrigt samtidig med den jævnaldrende Oswald Bayer, og efter endt studium blev han assistent hos Ernst Fuchs i Marburg. Her mødte han flere tilrejsende danskere. Først teologen Henrik Wilhjelm, der også bragte Ole Jensen til Sydtyskland. Da universitetssektoren ekspanderede, fik Ole Jensen m.fl. overtalt Widmann til at rejse til Danmark, hvor han i 1967 blev ansat som amanuensis på Det teologiske Fakultet i Aarhus. Mødet med danske teologer i Marburg og de efterfølgende år i Danmark er levende og morsomt beskrevet af Ole Jensen i tidsskriftet Fønix anledning af Widmanns 70 års dag i 2010. Her bekræftes billedet af Widmann som et sprænglærd, men også muntert menneske - en tænker, der altid gik efter ”det springende punkt”, det punkt, der i sidste ende afgør, om en påstand kunne vinde tilslutning eller måtte afvises. Der var ikke meget, der kom gennem nåleøjet.

Da Widmann kom til Danmark, havde han sin tyske dissertation om Ritschl bag sig, og i 198o fik han sin danske doktorgrad på baggrund af afhandlingen Thetische Theologie (udgivet 1982), som udkom i en kortere dansk udgave allerede i 1981. I afhandlingen viser Widmann, hvordan teologien ikke kommer uden om at tage moderniteten alvorligt, også fordi oplysningens kritik af gudsdyrkelsen selv havde religiøse rødder. Gud kan først være Gud ved at eliminere alle instanser ved siden af sig, og dermed sætter Gud ansvarligheden. Men er ansvarligheden sat, så medfører den dernæst, at Gud er Gud ved at fordre og skænke den frihed, der er nødvendig for at kunne leve op til ansvaret. Det springende punkt er, ”at netop den fuldstændige binding til Gud muliggør i anden omgang en binding til ansvarlighedens krav, og at denne binding muligvis sætter den første binding ud af kraft.” Ikke som en nødvendighed, men som en mulighed. Her ligger også gudskritikkens mulighed. Teologien og teologen må derfor uvægerligt stå på to ben. Ole Jensen pegede på, hvordan den kreds af teologer, som orienterede sig mod både Marburg og Aarhus, var mere interesserede i forbindelserne end modsætningerne mellem det 19. århundredes nyprotestantisme og det 20. århundredes dialektiske teologi. Det er Thetische Theolologie også et eksempel på.

Da dogmatikerne i Aarhus omkring 1990 besluttede i fællesskab at skrive en ny dogmatisk lærebog, blev det Widmann, der skrev det kristologiske kapitel i Fragmenter af et Spejl under overskriften ”Gammel og ny kristologi”. Her fortsatte han linjen fra disputatsen. Udgangspunktet blev monoteismens egen indre splittelse. Den Gud, der har skænket alt, har også krav på alt, og dermed truer Gudstanken med at bryde sammen under sin eget vægt. Kristologien må derfor ses som et svar på Gudstankens indre modsigelse. Kun hvis Gud binder sig til det menneske, der kun kan være menneske ved at binde sig til Gud, bliver det muligt for mennesker at binde sig til Gud i frihed. Den klassiske tonaturlære måtte derfor ifølge Widmann nyfortolkes og vikles fri af den metafysik, der truede med at undergrave sig selv. Den oldkirkelige kristologi var i Widmanns øjne på den ene side højdepunktet i teologihistorien, som eftertiden ikke har kunnet indhente; men den forudsætter samtidig netop en metafysik, som ikke længere kan opretholdes, og som også bliver kristologisk problematisk, fordi en truer med sløre menneskeligheden i Kristus. Derfor er det en teologisk opgave at udfolde en ny kristologi, der intellektuelt er fuldt på højde med oldkirkens, men som samtidig tager højde for de grundproblemer, der lå gemt i oldkirkens svar. Widmann er kritisk. Han kender opgavens sværhedsgrad. Hans kristologiske kapitel forbliver derfor kun et tilløb, der viser den retning en sådan ny kristologi må gå, hvad han ikke lægger skjul på. Tilgangen er eksemplarisk for Widmanns tænkning. At en problemstilling forekommer uoverkommelig vanskelig, betyder ikke, at man skal lade den ligge, tværtimod. Sådan må det være, hvis teologen tager sin opgave alvorligt

Widmanns evne til klart at gennemskue argumenter gjorde det ikke altid let for hans samtalepartnere, studerende såvel som kolleger; men samtidig var Widmanns bidrag til samtalen altid dybt inspirerende, og han har efterladt sig mange spor i dansk teologi og blandt danske teologer. Selv lod han sig aldrig indplacere i nogen teologisk retning. Dertil var den kritiske sans alt for stor.

Disputatsen var med til at gøre Peter Widmann til professor. Det var han fra 1981 til 2009. Fra 1994 til 2002 var han også dekan for Det teologiske Fakultet og ledede derfor også flytningen fra hovedbygningen til Tåsingegade, da det tidligere ortopædiske hospital kom til at huse Det teologiske Fakultet (og hvor Afdeling for Teologi nu efter en periode i Nobelparken er vendt tilbage til). Til hans 70-års fødselsdag udgav hans dogmatiske kolleger et festskrift under titlen Gudstankens aktualitet, hvor forfatterskaren viser Widmanns spændvidde og betydning.

Efter sin fratrædelse delte han og hustruen Brita i en årrække deres tid mellem Toscana og Aarhus. Når han var i Aarhus kom Widmann jævnligt på de teologiske gange og havde stor fornøjelse  af at lede læsekredse for de ph.d.-studerende. Fornøjelsen var i høj grad gengældt.

Med Widmanns død har Danmark mistet en teologisk ener. Han var i sin faglige og menneskelige tilgang i høj grad ubestikkelig. Kun på baggrund af en loyal fremstilling af modpartens position, er det muligt at finde det springende punkt, som kritikken bør rettes mod. Her gives ingen retoriske genveje. Det er derfor ikke blot en stor teologisk begavelse vi har mistet, men også en i nutiden tiltrængt akademisk rollemodel. Han vil blive savnet både akademisk og menneskeligt.

Æret være Peter Widmanns minde!

Af Bo K. Holm