Aarhus Universitets segl

Niels Josva Balling - Ny ph.d.-studerende ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie

Niels Josva Balling er startet som ph.d. d. 1. februar med projektet : ”Fossile længsler: en videnskabshistorisk undersøgelse af danske brændselsressourcer, ca. 1750-1840.”

porttræt af Niels Balling
Foto: Per Rasmussen

Mit navn er Niels Josva Balling, og jeg er netop startet som ph.d.-studerende (4+4) på Afdeling for Filosofi og Idéhistorie. Med Casper Andersen som hovedvejleder skal jeg de kommende år arbejde på mit projekt, der har den foreløbige titel ”Fossile længsler: en videnskabshistorisk undersøgelse af danske brændselsressourcer, ca. 1750-1840.” Jeg har en bachelor i historie fra AU og skal sideløbende med første del af mit ph.d.-forløb færdiggøre min kandidat i historie.

Mit projekt placerer sig i krydsfeltet mellem videnskabshistorie og miljøhistorie og består i en undersøgelse af, hvordan danske naturforskere i perioden ca. 1750-1840 gjorde danske brændselsressourcer til genstand for deres videnskabelige undersøgelser. I anden halvdel af 1700-tallet herskede en utalt frygt for, at landet stod overfor en nært forestående mangel på brændsel særligt i form af en mangel på træ og brænde. Ansporet af denne krisestemning igangsattes flere videnskabelige undersøgelser af mulighederne for at udvinde stenkul inden for det dansk(-norske) rige. Mens disse bestræbelser i det lange løb viste sig ikke at bære frugt, gav disse undersøgelser i deres samtid anledning til store forhåbninger til de brændselsressourcer, man mente at kunne udvinde på blandt andet Bornholm og Færøerne.

Med teoretisk afsæt i videnskabshistorien og STS-feltet vil jeg undersøge, hvordan blandt andet sådanne stenkulsforekomster blev ”enacted” som naturressourcer gennem danske naturforskeres videnskabelige praksisser. Endvidere vil jeg søge at belyse, hvordan produktionen af videnskabelig viden var med til at drive både forestillingerne om en potentiel brændselskrise og håbet om udfrielse fra denne krise gennem udnyttelsen af fossile brændsler. På et mere overordnet plan skal projektet herved bidrage til forståelsen af de former for viden, der har været med til at forme de europæiske samfunds overgang til brugen af fossil energi.

Kontakt:

Niels Josva Balling
Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Jens Chr. Skous Vej 7
8000 Aarhus C
njb@cas.au.dk