Aarhus Universitets segl

Niels Nørkjær Johannsen udnævnt til professor i arkæologi

Niels Nørkjær Johannsen er udnævnt til professor i arkæologi ved Aarhus Universitet. I sit professorat vil han blandt andet undersøge migration i forhistorien og de langsigtede konsekvenser, migration kan have for kultur og identitet.

Den 1. september 2026 tiltrådte Niels Nørkjær Johannsen som professor i arkæologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

I sit professorat skal han kombinere arkæologisk grundforskning med udviklingen af nye tværfaglige samarbejder og perspektiver. Et centralt omdrejningspunkt bliver hans forskning i Europas yngre stenalder – neolitikum – og særligt migration og de kulturelle og identitetsmæssige forandringer, der kan følge i kølvandet på migration.

”Migration er en helt grundlæggende præmis i menneskelige samfund og kulturer. Arkæologien kan i samspil med andre fagligheder være med til at give os en bedre forståelse af de kulturelle og samfundsmæssige dynamikker, der ofte følger med migration – også dem, der udspiller sig på den lidt længere bane,” siger Niels Nørkjær Johannsen.

Nye muligheder for at forstå fortidens migration

Forskningen i forhistorisk migration har udviklet sig markant gennem det seneste årti. Nye metoder og tværfaglige samarbejder har gjort det muligt at undersøge menneskers bevægelser i fortiden på nye måder.

For Niels Nørkjær Johannsen handler det ikke alene om at fastslå, at mennesker har flyttet sig, men også om at undersøge, hvad der sker med kultur og identitet efter en migration.

”Jeg vil i de kommende år særligt fokusere på migration og de langsigtede kulturelle og identitetsmæssige implikationer af konkrete migrationer i fortiden. Det er et felt med store potentialer for vores bredere, tværfaglige forståelse af menneskers migration generelt – i alle dens skikkelser og varianter,” fortæller han.

Et andet spor i professoratet er forholdet mellem mennesker, materiel kultur og teknologi. Her undersøger Niels Nørkjær Johannsen blandt andet, hvordan de ting og teknologier, mennesker omgiver sig med, påvirker deres måde at tænke og handle på.

”I samspil med andre fagligheder kan arkæologien være med til at belyse de store linjer i, hvordan relationen mellem mennesker og teknologi har udviklet sig. Det er en forståelse, som også har relevans i det 21. århundrede,” siger han.

Tværfaglighed som drivkraft

Niels Nørkjær Johannsen er uddannet forhistorisk arkæolog og har gennem sin karriere arbejdet med både arkæologisk teori og miljøarkæologiske spørgsmål og metoder.

Hans interesse for tværfaglig forskning blev for alvor udviklet som kandidatstuderende og juniorforsker i internationale forskningsmiljøer og siden på Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.

”Jeg er grundlæggende meget nysgerrig på andre fags måder at skabe viden på og deres metoder – og på, hvordan vi kan få dem til at arbejde produktivt sammen,” siger Niels Nørkjær Johannsen.

Tiltrædelsesforelæsning

Niels Nørkjær Johannsen holder sin tiltrædelsesforelæsning fredag den 9. oktober 2026.

Forelæsningen har titlen Re-peopling prehistory: towards an archaeology of post-migration culture and identity.