Aarhus Universitets segl

Ny rapport: Ældre kvoteflygtninge møder udfordringer i Danmark

Forskningsprojektet, Reorienting Integration, belyser ældre congolesiske kvinders dagligdag i Danmark i ny rapport. Rapporten dokumenterer sproglige, sundhedsmæssige og sociale udfordringer, som mange ældre kvoteflygtninge møder. Rapporten peger imidlertid også på løsningsforslag for at modvirke isolation og skabe en bedre hverdag for målgruppen.

Bag om forskningsresultatet

”Genbosat sidst i livet” er nr. 5 i en rapportserie rettet mod kommunale medarbejdere.
Rapportserien giver indblik i, hvordan kvoteflygtninge ser og oplever deres nye liv og hverdag i Danmark.

Studietype: Projektet er anvendt humaniora og følger ankomsts-, genbosætnings- og inklusionsprocesser for congolesiske kvoteflygtninge, der er kommet til Danmark siden 2021.

Eksterne samarbejdspartnere:
Projektet ”Reorienting Integration” (2022-2026) er et samarbejde mellem forskere fra Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, forskere fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd samt medarbejdere fra Center for Udsatte Flygtninge i DRC Dansk Flygtningehjælp.

Ekstern finansiering:
Projektet er finansieret af VELUX FONDEN og ældre rapporten af Fonden Ensomme Gamles Værn.

Link:
https://cas.au.dk/reorienting-integration
Rapporten er udarbejdet af:
Rikke Trige Jensen
Mette Lind Kusk
Emilie Mortensen
Mikkel Rytter

Siden 2021 er knap 400 congolesiske kvoteflygtninge blevet genbosat fra FN-lejre i Rwanda til danske kommuner. De består hovedsageligt af enlige mødre med børn. Blandt dem er en mindre gruppe ældre kvinder i alderen fra 55-90 år, som nu forsøger at skabe sig en meningsfuld tilværelse i et nyt land, hvilket har vist sig vanskeligt for flere af dem, selv om de også udtrykker taknemmelighed for genbosætningen.

”Flere af disse kvinder kæmper med at lære dansk og kan ofte ikke læse eller skrive, fordi deres skolegang har været begrænset. Samtidig er mange plaget af forskellige helbredsproblemer som PTSD, diabetes og fysiske skavanker, der gør det svært for dem at deltage i arbejdsrettede introduktionsforløb,” fortæller Mikkel Rytter, og uddyber:

”Vores rapport peger også på, at mange ældre kvoteflygtninge føler et tab af status i familien efter genbosætningen, da de ikke længere har en central rolle i familielivet, men er afhængige af børn og børnebørn, der hurtigere tilegner sig det danske sprog og viden om det danske samfund. På grund af sprogbarrieren har gruppen af ældre kvoteflygtninge ofte svært ved at danne nye sociale relationer.”

Anbefalinger til forbedringer

Udfordringerne uddybes i rapporten ”Genbosat sidst i livet: Ældre kvoteflygtninges liv i Danmark”. Rapporten fremhæver syv indsatsområder, som kan forbedre de ældres trivsel og netværk

  1. Ældre kvoteflygtninge bør bo i nærheden af familiemedlemmer eller andre kinyarwandatalende borgere for at styrke tryghed og netværk.
  2. Mulighed for fællesskaber med andre kinyarwandatalende bør prioriteres. Dette kan for eksempel ske ved at hjælpe de ældre med adgang til mobiltelefon eller computer, så de kan mødes online med andre.
  3. Tilgængelige tilbud og sociale mødesteder for de ældre kvoteflygtninge. De ældre kvinder skal måske have hjælp med at finde nye interesser, for eksempel muligheden for at lave håndarbejde, gå på gymnastikhold eller dyrke grøntsager i en nyttehave kan være med til at give gruppen en mere meningsfuld hverdag.
  4. Frivillige borgere, som for eksempel DRC Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors’ landsdækkende program ’Venner viser vej’, kan spille en vigtig rolle i at integrere de ældre i lokalsamfundet.
  5. Sundhed og trivsel bør prioriteres, og de ældre skal informeres om hjælpemuligheder som sundhedspleje eller hjemmehjælp.
  6. De ældre kvoteflygtninge kan på kort eller længere sigt måske have glæde af en ”paragraf 94-ordning” således, at en datter eller et voksent barnebarn ansættes som deres ”selvudpegede hjælper” med ansvar for at varetage pleje og omsorgsopgaver. Dette forudsætter dog, at en sådan opgave kan passes ind med den pårørendes uddannelse og / eller arbejdsliv.
  7. Det vil være en god ide at invitere de ældre (og evt. deres voksne børn) til samtale om alderdom, død og begravelsesritualer i Danmark – både ift. hvad der lavpraktisk kan ske, men også hvem der bærer ansvaret.

Kontakt

Et billede, der indeholder Ansigt, person, Pande, Hage Automatisk genereret beskrivelse
Mikkel Rytter, professor
Afdeling for Antropologi
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: mikkelrytter@cas.au.dk
Mobil: +45 2514 9892