Aarhus Universitets segl

Olivia Struve - Ny ph.d.-studerende ved Filosofi og Idéhistorie

Olivia Struve startede som ph.d.-studerende d. 1. februar med projektet: ’Specimens, Silence, and Science; Hybrid Knowledge Exchanges and Epistemic Injustice in Denmark-Greenland Plant Histories, 1880-1940’.

Mit navn er Olivia, og jeg er her fra d. 1. februar startet som PhD -studerende (5+3) på afdelingen for filosofi og idéhistorie. Mit projekt har titlen ’Specimens, Silence, and Science; Hybrid Knowledge Exchanges and Epistemic Injustice in Denmark-Greenland Plant Histories, 1880-1940’, og jeg har Casper Andersen som vejleder. Efter et par år i København er jeg nu vendt tilbage til idéhistorie, hvorfra jeg har både min bachelor og kandidatgrad.

I en stor industribygning på vestegnen, lidt uden for København, forvalter Statens Naturhistoriske Museum til daglig en stor samling af tørrede planter ved navn Det Grønlandske Herbarium. Med omkring 181.000 karplanter fra Grønland/Kalaallit Nunaat, er det verdens største samling herfra. Det er netop denne samling og det naturvidenskabelige arkiv, som er et af de koloniale arkiver, jeg har brugt tid på at undersøge i København, og som jeg blandt andet nu skal arbejde videre med.

Mit projekt handler om, hvordan botanisk viden i dansk og grønlandsk kontekst skabes i perioden. Gennem en kombination af kolonihistorie og videnskabshistorie er det min ambition at belyse og analysere de relationer og praksisser, som botanisk videnskabeligt arbejde er en del af. Derfor placerer projektet sig i interdisciplinære akademiske fællesskaber herunder STS, plantehumaniora og natur- og kulturarvs studier. Med udgangspunkt i udvalgte cases og særlige planteindsamlinger er det ambitionen at åbne op for historier om de menneskelige relationer og hybride udvekslinger af viden, som er en del af såvel botanikkens som kolonialismens historie og arv. Særligt er jeg interesseret i at undersøge mere end de materielle udvekslinger af planter, og dermed også belyse, hvilke slags videnskabelige, sociale, økonomiske og religiøse vilkår og idéer, der påvirker den naturvidenskabelige gren, botanikken.

 

Kontakt:
Olivia Trude Struve
Institut for Kultur og Samfund – Afdeling for Filosofi og Idéhistorie
Jens Chr. Skous Vej 7
8000, Aarhus C
ots@cas.au.dk