Sangbølgen fortsætter
Augustinusfonden støtter Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet, der skal gennemføre en kortlægning af sang i danske skoler sammen med Sangens Hus, Musiklærerforeningen og Center for Grundskoleforskning, SDU
Top tre over de mest kendte morgensange
1. "I østen stiger solen op" – en klassisk morgensang af B. S. Ingemann og C. E. F. Weyse.
Vidste du, at Weyse og Ingemann havde et samarbejde om at skabe smukke morgen- og aftensange som denne i 1830’erne? Sang blev anset som et vigtigt middel til børns dannelse i de første danske skolelove i begyndelsen af 1800-tallet.
2. ”Jeg ved en lærkerede” – en børneklassiker om barnets betragtning af naturen.
Vidste du, at Carl Nielsen sammen med andre komponister var med til at forny den folkelige sang i Danmark i starten af det 20. århundrede med enkle, folkelige melodier som denne?
3. ”Godmorgen, lille land” af Niels Brunse og Carsten Johannes Mørk er en nyere sang, der har vundet indpas som elsket morgensang.
Vidste du, at den er skrevet til indvielsen af Storebæltsbroen i 1998?
I august kom kulturminister Jakob Engel-Schmidt og dirigent og komponist Phillip Faber med et udspil, som skal styrke morgensangen i danske skoler. Et udspil, der glæder forskerne på Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet, der forsker i sangens fællesskaber. Nu er der endnu mere at glæde sig over, da Augustinusfonden har valgt at give støtte til en gennemførelse og kortlægning af sang i danske skoler i form af en undersøgelse af sangens status samt rolle i og udenfor musikfaget.
Lea Maria Wierød Borcak, seniorforsker ved Enhed for Sangforskning, fortæller:
”På Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet interesserer vi os for sang i alle afskygninger, men har for tiden især fokus på sangens fællesskaber. Vi har i vores nuværende forskning i danskernes syngevaner blandt andet kunnet pege på en sammenhæng mellem sangsocialisering i skolen, i barndommen og deltagelsen i og glæden ved sangkulturen i voksenlivet. Men sangs udbredelse og rolle i danske skoler er stærkt underbelyst. Vi ved ganske enkelt ikke, hvor stor en rolle sang spiller i Danmarks grundskoler. Det vil vi med denne bevilling undersøge ved at foretage en survey af sangens udbredelse og betydning på danske skoler, både i musikfaget og udenfor. Hvor meget fylder sang i hverdagskulturen på danske skoler? Hvor mange skoler har morgensang? Hvor meget arbejdes der med sangfaglighed i musiktimerne? Hvor meget fylder sang i andre fag?”
Den danske sangtradition er genstand for stigende bevågenhed
Vuggesang, børnesang, morgensang, fællessang – kært barn har, som bekendt, mange navne – den danske sangtradition er, ifølge sangforskeren, genstand for stigende bevågenhed. Ud over Kulturministeriets udmelding om at implementere morgensang i danske skoler, barsler adskillige organisationer og projekter landet over, ifølge Lea Maria Wierød Borcak, med indsatser, der skal styrke sangkultur og morgensang i skolerne.
”Det fornyede fokus for skolesang har rødder i den genfundne interesse for Danmarks stærke sangtradition og i betragtninger om sangs socialt og kulturelt dannende virkning. Indsatser til styrkelse af skolesangen bunder desuden i en bekymring for, at sangs rolle i skolerne er blevet svækket. Imidlertid har vi ingen klarhed over skolesangens status. En sådan viden er en helt nødvendig forudsætning for udvikling af indsatser og politik, der kan styrke skolesangen, og det er det, vi vil tilvejebringe sammen med vores samarbejdspartnere,” fortæller hun.
Fakta
- Enhed for Sangforskning er etableret i 2023 som en ramme for de mangfoldige faglige tilgange til sangforskning
- Sangforskning har traditionelt været distribueret ud mellem disse mange forskellige fagligheder, men den internationale trend går i disse år mod en samling af feltet under betegnelsen “song studies”
- Enhed for Sangforskning interesserer sig for sang i alle afskygninger, men har i deres igangværende projekter især fokus på sangens fællesskaber. Hvordan kan sang og det at synge styrke fællesskabsfølelsen og den sociale sammenhængskraft? Hvilke in- og eksklusionsmekanismer er på spil i sang? Hvordan har fællessangens rolle ændret sig historisk?
- Enhed for Sangforskning har netop modtaget en bevilling fra Augustinusfonden til gennemførelse af en kortlægning af sang i danske skoler med 315.322 kr.
Kontakt
Lea Maria Wierød Borcak, seniorforsker
Center for Grundtvigforskning, Enhed for Sangforskning
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Telefon +45 5091 5745
Mail: lmw@cas.au.dk