Aarhus Universitets segl

Sebastian Gerberg - Ny videnskabelig assistens ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier

Sebastian Gerberg tilknyttes DIME-projektet og skal bl.a. beskæftige sig med borgerinddragelse, workshops, vejledninger og projekter, der har til formål at engagere offentligheden i arkæologien.

Mit navn er Sebastian, og siden jeg blev færdiguddannet cand.mag. ved Aarhus Universitet i 2021, har jeg haft fokus på offentlig arkæologi.

Mit arbejde kredser især om, hvordan vi kan bygge broer mellem arkæologien og den brede mangfoldighed af interesser, der findes for faget – gennem inklusivitet, åbenhed og imødekommenhed. Jeg er særligt optaget af tilstedeværelsen og betydningen af alternativ arkæologi og har undersøgt, hvordan denne kan være til gavn både for offentligheden og for faget selv, fremfor at skabe splid eller tabuisere forhistorien gennem polarisering.

En væsentlig del af min tid har været dedikeret til AVC (Archaeological Visual Communication) Project, et internationalt samarbejde med formål at formidle arkæologi og historie i tegneserieformat. Projektet bygger på edutainment-princippet og kombinerer faglig viden og høj læringsværdi med et lettilgængeligt og underholdende medie.

Jeg er desuden medstifter af ARKTUELT, et socialfagligt mødested for idéudveksling, projektudvikling og workshops, hvor målet er at styrke faglig opkvalificering og skabe et forum for alle med interesse i kulturhistorisk projektudvikling.

Nu vender jeg hjem til Aarhus og Moesgaard for primært at arbejde med DIME-projektet. Her skal jeg bl.a. beskæftige mig med borgerinddragelse, workshops, vejledninger og projekter, der har til formål at engagere offentligheden i arkæologien.