Tre fortællinger om afmagt fra Kulturmødet

”Man kan ikke løse et problem, man ikke vil erkende, men i det øjeblik man erkender det, kan man begynde at løse det.”

Ordene kom ikke fra scenen, men fra en af de mange tilhørere på Knud Sørensens Plads. Her var bænkene fyldt, da forskningsprojektet Afmagt.dk lørdag den 22. august rykkede ind på Kulturmødet Mors.

På scenen sad antropolog og projektleder Mikkel Rytter, antropolog Rikke Sand Andersen og historiker Bertel Nygaard. Med sig havde de tre vidt forskellige fortællinger om unge flygtninge på midlertidigt ophold, mennesker, der bor alene med kronisk sygdom, og musikmiljøerne i 1970’ernes Aarhus.

Fælles for dem var spørgsmålet om afmagt – og om, hvad mennesker gør, når de møder grænserne for det, de selv kan forandre.

En fremtid på midlertidigt ophold

I Mikkel Rytters bog Ung på flugt er blikket rettet mod unge med flygtningebaggrund, der lever i Danmark med midlertidige opholdstilladelser. Midlertidigheden betyder, at fremtiden hele tiden kan være til forhandling.

Men bogen handler ikke kun om mennesker, der står uden muligheder. Gennem blandt andet de unges digte undersøges også deres forsøg på at finde et sprog og en handlekraft i en situation præget af uvished.

Når sygdom udfordrer livet alene

Hos Rikke Sand Andersen rykkede samtalen helt tæt på kroppen.

I ”Kronisk alene” følger hun mennesker, der bor alene og samtidig lever med alvorlig eller kronisk sygdom. At bo alene er ikke det samme som at være ensom, understregede hun. Men sygdom kan ændre betingelserne for et liv, hvor man hidtil har været vant til at klare sig selv.

For hvem ringer man til, når kroppen ikke længere makker ret? Og hvordan beder man familie og venner om hjælp, hvis man hele sit liv har været vant til, at omsorg og pleje i høj grad blev varetaget af velfærdsstaten?

Det er spørgsmål, der bliver mere aktuelle, i takt med at omsorgsansvar i stigende grad også lander hos familie og pårørende. Ifølge Rikke Sand Andersen er der derfor brug for en samtale om nye fællesskaber og måder at bo og yde omsorg på.

Fra afmagt til modmagt
Bertel Nygaard tog publikum med tilbage til 1970’ernes Aarhus, hvor beatmusik, kvindemusik og punk gav lyd til utilfredshed med blandt andet storbyliv, forurening, isolation og samfundets indretning.

Men musikken beskrev ikke bare problemerne. Musikerne skabte egne spillesteder, arrangerede koncerter og forsøgte at organisere sig uden om etablerede pladeselskaber og bookingbureauer.

På den måde kunne musikken blive en form for modmagt: Man satte ikke kun ord på det, man var utilfreds med, men forsøgte også at skabe noget andet.

Afmagt er ikke det samme som passivitet
Det blev en gennemgående pointe i samtalen, at afmagt ikke nødvendigvis er det samme som passivitet.

Afmagten kan opstå, når man står over for noget, der er svært at gennemskue eller forandre – et system, en sygdom eller vilkår, som den enkelte ikke selv har valgt. Men følelsen kan samtidig pege på det, man ønsker, var anderledes.

Som Bertel Nygaard formulerede det fra scenen, ligger der en grad af protest i afmagten. Der, hvor mennesker mærker grænserne for, hvad der synes muligt, bliver deres håb og ønsker også synlige. Nogle livsbetingelser må accepteres, mens andre måske netop bør udfordres.

Undervejs blev forskernes samtale afløst af oplæsninger af digte og passager fra bøgerne. Dorte Palle Jørgensen fra Rakkerpak Productions styrede samtalen og holdt den røde tråd mellem de tre forskellige forskningsfelter.

Da mikrofonen nåede ud blandt publikum, fortsatte refleksionerne fra pladsen.

”Tusind tak, fordi fænomenet afmagt er blevet til et forskningsområde,” lød det fra en tilhører, der pegede på, at forskningen kan være med til at skelne mellem den afmagt, der kan handles på, og den, der må accepteres som en del af livet.