Aarhus Universitets segl

Forskere fra Aarhus finder Europas ældste blå pigment i Tyskland

Et nyt studie ledt af forskere fra Arts, Aarhus Universitet, har identifi-ceret den tidligste kendte brug af blå pigment i Europa. Fundet kaster nyt lys over oprindelsen af kunst, kreativitet og kropsdekoration.

Fundet er gjort ved Mühlheim-Dietesheim, Tyskland.

Arkæologer fra Aarhus Universitet har fundet spor af blå pigment på et stenartefakt, der dateres omkring 13.000 år tilbage til den ældste stenalder, senpalæolitikum. Fundet er gjort ved Mühlheim-Dietesheim i Tyskland, lige øst for Frankfurt.

Ved hjælp af en række avancerede videnskabelige analyser kan forskerne bekræfte, at sporene stammer fra det blå mineralpigment azurit, som ikke tidligere er set i Europas palæolitiske kunst. 

"Fundet udfordrer, hvad vi troede, vi vidste om brugen af palæolitiske pigmenter, siger studiets sidsteforfatter og projektleder," professor Felix Riede.

Indtil nu har arkæologisk forskning antaget, at palæolitiske kunstnere overvejende brugte røde og sorte pigmenter. Ingen andre farver er reelt til stede i kunsten fra denne periode. Antagelsen har hidtil været, at det skyldes mangel på blå pigmenter eller begrænset visuel appel.

Baner vej for ny viden
Med fraværet af blå i palæolitisk kunst, tyder den nye opdagelse på, at blå pigmenter kan have været brugt til enten kropsdekoration eller farvning af tøj – aktiviteter, der bevares dårligt og dermed efterlader få arkæologiske spor.

"Tilstedeværelsen af azurit viser, at den palæolitiske befolkning havde viden om mineralpigmenter og kunne få adgang til en meget bredere farvepalet, end vi tidligere troede – og de kan have været ret selektive i den måde, de brugte visse farver på," fortæller studiets førsteforfatter, post.doc Izzy Wisher.

Stenen med azuritsporene blev oprindeligt antaget at være en olielampe. Nu ser det ud til, at stenen har været en blandingsflade eller palet til at forberede blå pigmenter.

Fundet tyder på kunstneriske eller kosmetiske traditioner og giver anledning til en genovervejelse af palæolitisk kunst og farvebrug.

Resultaterne baner nye veje for at udforske, hvordan tidlige befolkninger udtrykte identitet, status og tro gennem materialer, der var langt mere varierede og levende end hidtil antaget.

Studiet er gennemført i samarbejde med Rasmus Andreasen, James Scott og Christof Pearce ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, samt Thomas Birch ansat ved både Institut for Geoscience (AU) og Nationalmuseet, foruden kolleger fra Tyskland, Sverige og Frankrig.

Det fulde studie er offentliggjort i tidsskriftet Antiquity: 
https://doi.org/10.15184/aqy.2025.10184 


Kontakt:

Felix Riede (dansk og engelsk)
Professor, Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet.
f.riede@cas.au.dk
Telefon: 60 18 73 82

Izzy Wisher (engelsk)
Postdoc, Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet.
izzywisher@cas.au.dk
Telefon: 87 15 21 68

Oops, an error occurred! Code: 202602271918541796a2d1