Kulsvierne af Aristofanes (kopi 1)
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Klassisk Komediekult præsenterer den oldgræsk komedie KULSVIERNE af Aristofanes på Antikmuseet
Lørdag d. 16.5. kl. 19.30
Søndag d. 17.5. kl. 13.00
Dikaiopolis er træt af krigen. Athen ligger i krig med den rivaliserende bystat Sparta, og landdistrikterne ligger øde hen, fordi bønderne har søgt tilflugt bag byens tykke mure. Der er pladsmangel, boligmangel og fødevaremangel, borgerne deltager ikke i den demokratiske proces, mens politikerne udelukkende ser på, hvad der kan skaffe dem stemmer eller i det mindste en vellønnet tjans som diplomatisk udsending til en af Athens fjerne måske-allierede. Midt i suppedasen sidder bonden Dikaiopolis og længes hjem til sin lille gård. Men hvad kan een enkelt mand gøre for at skabe fred?
Klassisk KomedieKult er ikke en professionel teatertrup; vi spiller gratis, for vores formål er (selvisk) at få lov at spille Aristofanes og (uselvisk) at formidle den græske komedies charme, absurde humor og evigtgyldige politiske satire til det brede publikum. Vi tager udgangspunkt i autoriserede danske oversættelser, men bearbejder dem, så de kulturelle referencer og politiske stikpiller bliver tilgængelige for den moderne tilskuer. Ikke desto mindre sker alle større ændringer under reference til den græske originaltekst og med et opmærksomt øje for oldgræsk historie og kultur, for der er både klassiske arkæologer og filologer blandt vore medlemmer.