EU-bevilling til forskning i den europæiske koloniarv
Med en EU-bevilling på 2 millioner euro i ryggen skal forskningsprojektet ECHOES undersøge, hvilken rolle koloniarven spiller i Europa og i forholdet til tidligere koloniområder.
Sammen med otte andre universiteter i og uden for Europa og tre museer skal det interdisciplinære forskningsprojekt ECHOES undersøge, hvilken rolle koloniarven spiller i Europas relationer til omverden.
”Selvom koloniseringen varede adskillige århundreder og fik omfattende konsekvenser for såvel udviklingen i Europa som i de europæiske kolonier, så fylder erindringen om det ikke meget, hvis man for eksempel sammenligner med nazismens rædsler og kommunismens tyranni, ” forklarer Jan Ifversen, der er medleder af projektet.
ECHOES er en interdisciplinær gruppe, der består af EU-forskere, kolonihistorikere, erindringshistorikere eksperter i kulturarv, kunsthistorikere og museologer, og de skal konkret undersøge sporene efter kolonitiden i udvalgte byer i og uden for Europa.
Forskning i koloniarven mangler
Der er mange spor efter kolonitiden i Europa og i de områder, som har været koloniseret af Europa. Men der er ingen forskning om, hvilken rolle koloniarven spiller på et europæisk plan, og hvad koloniarven betyder for EU’s relationer med regeringer og andre aktører i andre dele af verden.
”I en verden, hvor Europa ikke mindst gennem EU søger at styrke relationerne til andre regioner, er det vigtigt at undersøge, hvordan koloniarven stadig påvirker relationerne til de områder, som var under europæisk herredømme. Helt aktuelt er der utrolig megen fokus på, hvordan Europa skal forholde sig til Afrika i lyset af de mennesker, som krydser Middelhavet. Samtidig fylder spørgsmålet om, hvorvidt europæiske lande skal undskylde for de frygtelige sider af koloniseringen stadig mere. Det er denne type udfordringer, vi gerne vil være med til at belyse gennem vores forskning” fortæller Jan Ifversen.
Fakta
Bevillingen til ECHOES er givet inden for EU’s H2020- program inden for call’et “ENG-GLOBALLY-01-2017: Strengthening Europe's position in the global context: science diplomacy and intercultural relations. ” Projektet har fået en bevilling på 2 millioner euro og løber i tre år.
Der deltager seks europæiske universiteter (Hull, AU, Amsterdam, Coimbra, Rennes og Warszawa), tre universiteter uden for Europa (Fudan i Shanghai, UCT i Cape Town og UNIRIO i Rio de Janeiro) og fire museer. Fra Aarhus Universitet deltager lektor Britta Timm Knudsen, lektor Christoffer Kølvraa, lektor Jan Ifversen, lektor Casper Andersen og lektor Nick Shepherd.
Ved at undersøge hvordan forskellige aktører i europæiske byer (København, Bristol, Marseille, Lissabon Amsterdam og Warszawa) og tre byer i områder, der tidligere var koloniseret af europæerne (Rio de Janeiro, Cape Town og Shanghai), forholder sig til den europæiske kulturarv, vil ECHOES fremme en interkulturel dialog. I de nævnte byer samarbejder projektet med museer, kunstnere og foreninger om at gentænke kulturarven og skabe rammer for et vidensdiplomati.
Kontakt
Lektor Jan Ifversen
Globale Studier, IKS, AU
Mail: jif@cas.au.dk
Mobil: 40184818