Henrik Thrane blev født i Hellerup 1934 og døde maj 2024 på Frederiksberg kun få måneder før 90-års-fødselsdagen. Hele arbejdslivet blev præget af virket som arkæolog og forsker. Hans samlede videnskabelige produktion er anselig med vel over to hundrede artikler og bøger, der blev forfattet i en lind strøm selv i de seneste år med svigtende helbred. Skønt han altid vendte tilbage til broncealderen (med c!) som hovedinteressen, omfatter skriverierne også arkæologihistorie samt jernalder og vikingetid; ofte den dybe bebyggelseshistorie belyst gennem arkæologiske og naturvidenskabelige metoder. Henrik Thrane ledede eller deltog i et stort antal udgravninger i Danmark, Grækenland, Syrien, Armenien og Iran.

Vigtige publikationer omfatter Europæiske Forbindelser (1975), Sukas IV (1978), Lusehøj ved Voldtofte (1984), Excavations at Tepe Guran in Luristan (2001), Fyns Yngre Broncealdergrave (2004), Warfare & Society (m. Otto og Vandkilde, 2006) samt Kirkebjerget ved Voldtofte (2016). Samlet set præges den videnskabelige produktion af udsynet til resten af verden som uomgængelig. Henrik Thrane arbejdede i de seneste år på en bog om den fremtrædende danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885). Thrane var ligesom Worsaae selv internationalt kendt og foretog rejser for at blive klogere på hjemlige forhold. De var begge arkæologiske pionerer og fyrtårne i hver deres tidsepoke.

Der er ingen tvivl om, at et studieophold i Cambridge ved Trinity College 1957-58 var skelsættende for Thrane. Det blev for ham et møde med en større verden og førte til, at han kom til at deltage i de britisk-græske udgravninger af Knossos paladset på Kreta. Ikke mindst vakte opholdet i Cambridge hans interesse for nærorientalsk arkæologi. Her mødte han mennesker, som skulle blive livslange venner og kolleger, men også nogle af ’de store gamle’ som Sir Max Mallowan og hustruen Agatha Christie, som Henrik betegnede som vældig sød og venlig; han forblev i øvrigt en ivrig læser af krimier hele sit liv! Hans udgravningsinteresser udvidedes til Iran (Luristan), Iraq og Syrien (Hama by-højen med P.J. Riis). Han fik også udgravningserfaring fra Italien, England og Sverige. En særlig ven fra de unge år var den britiske arkæolog David Stronach, som blev direktør for den Britiske Skole i Teheran i Iran indtil revolutionen i 1979, derefter professor i nærorientalsk arkæologi ved Berkeley. Sine sidste udgravninger i udlandet foretog Henrik Thrane netop sammen med Stronach i Armeniens hovedstad Yeravan. Tilbage i det hjemlige fremstår de omfattende undersøgelser på Sydvestfyn, især storhøjen Lusehøj og den tilhørende boplads ved Voldtofte, som Henrik Thranes fortjeneste og hovedbidrag til den europæiske broncealderforskning.

Karrieren begyndte i den danske museumsverden som inspektør, først ved Nationalmuseet og senere Fyns Stiftsmuseum, der begge gav Thrane vigtige erfaringer. Erhvervelsen af doktorgraden ved Aarhus Universitet i 1975 markerede en drejning i en definitiv akademisk retning. I 1987 blev han indvalgt i Det humanistiske Forskningsråd, hvor han hurtigt blev et skattet medlem med sin præcise og nøgterne stil. Fra 1990 var han Rådets næstformand. Senere var han aktiv i oprettelsen af en arkæologisk forskerskole sammen med docent dr.phil. Lise Hannestad.

Som karrierens højdepunkt blev Henrik Thrane i 1996-2004 udnævnt som professor i Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet efter 16 år uden en professor på afdelingen. Det kan ikke have været nemt at klare samarbejdet med lektorer, der fortrinsvis kunne enes om at være i opposition til ideen om en professor. Thrane var old-school og ordknap, men var bestemt ikke uden humor. Han udviste stor åbenhed overfor tidens teoretiske strømninger i arkæologien og understregede til stadighed vigtigheden af et internationalt udsyn. Da han gik på pension i 2004, efterlod han faget i bedre gænge end da han tiltrådte. Ære være Henrik Thranes minde!

Professor dr.phil. Helle Vandkilde; Arkæologi og Kulturarvs Studier, AU