Kristian Pindstrup - ny videnskabelig assistent på Historie
Vi byder Kristian Pindstrup velkommen tilbage som Videnskabelig assistent den 1. februar 2025.
Mit navn er Kristian Pindstrup, og efter et kort intermezzo vender jeg den 1. februar tilbage som videnskabelig assistent hos Jeppe Büchert Netterstrøm på projektet ”Unlocking the 16th century: AI-based transcription and online publication of early modern Danish law”, som er finansieret af Calsbergfondet. Det næste års tid skal vi dykke ned i en række af 1500-tallets tingbøger fra forskellige dele af landet, herunder fra Kongens Retterting og Ribe Byting, som Rigsarkivet lige nu er i gang med at genindscanne i bedre kvalitet, hvilket giver os de bedste forudsætninger for at bruge Transkribus til at træne de første danske håndskriftsmodeller fra perioden. Med det allerede gode Transkribus-miljø på Aarhus Universitet, mine mange års erfaring med Transkribus fra Aarhus Stadsarkiv, og ikke mindst vores nylige erfaring med at transskribere 1600-tallets drabssager i Viborg Landstings Dombøger har vi et godt afsæt for at bearbejde materialet, som i sidste ende gerne skal kunne komme alle historikere og historieinteresserede til gode.
Kristian første arbejdsdag er mandag den 3. februar og vi glæder os til at byde ham velkommen tilbage.