Aarhus Universitets segl

Marie Beukel Bak - Ny ph.d.-studerende på afdeling for Historie

Marie Beukel Bak starter som ph.d.-studerende ved IKS pr. 1. februar, hvor hun skal arbejde med spørgsmålet om krigens transformative betydning for kvinderollen.

Mit navn er Marie Bak, og jeg starter 1. februar 2024 som ph.d.-studerende på 4+4-ordningen ved Historie. Jeg har en bachelor i Historie med tilvalg i Tysk Sprog, Litteratur og Kultur (SLK) fra Aarhus Universitet, og færdiggør i disse dage et udvekslingsophold ved Leipzig Universitet som en del af min kandidat, hvor jeg også har kombineret Historie og Tysk SLK.

Med mit projekt ”Køn, kvinder og krig – et forvandlingsrum” ønsker jeg at undersøge, i hvilken grad og på hvilke måder Første Verdenskrig fik betydning for danske kvinder og deres mulighedsrum. Dette område har hidtil været overset i danske behandlinger af krigen, ligesom krigen i det hele taget fylder begrænset i skandinavisk forskning.

Projektet er en prosopografisk (gruppe-biografisk) analyse af en mindre gruppe kvinder og de netværk og organisationer, de bevægede sig i, med udgangspunkt i fire domæner – husholdning og regulering, fredsarbejde, humanitært arbejde samt journalistik, medier og litteratur. Samtidig ønsker jeg også at se på interaktionerne mellem de forskellige domæner samt tilknytningen til både den tidligere kvindebevægelse og bredere trans- og internationale kvindenetværk.

Centralt for projektet er spørgsmålet om krigens transformative betydning for kvinderollen – her i et neutralt, men krigspåvirket land – og formålet bliver at kortlægge danske kvinders forandrede rolle under Første Verdenskrig.

Jeg glæder mig meget til at starte på projektet og blive en del af instituttet.

Kontakt: 
Marie Beukel Bak
Institut for Kultur og Samfund
Jens Chr. Skous Vej 5
8000 Aarhus C
mbb@cas.au.dk