Mattias Gori Olesen forsker i det moderne Mellemøsten. Han fokuserer særligt på de intellektuelle, religiøse, politiske og klimatiske bånd mellem Mellemøsten og Det Indiske Ocean, særligt til Indien, Østafrika og Japan.
Mattias har sin ph.d. (2023) fra Arabisk- og Islamstudier, Aarhus Universitet. Hans afhandling fokuserede på arabiske og egyptiske kulturelle forestillinger om "Orienten" i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, samt på hvordan disse forestillinger blev mobiliseret i pan-østlige antikoloniale politiske visioner, der forbandt Egypten med især Indien og Japan. Hans efterfølgende postdoc-projekt (2023-2025) på Aarhus Universitet var en del af projektet Constructing the Ocean: Indian Ocean Infrastructures and Thick Transregionalism (2021-2025), som drejede sig om det muslimske da'udi bohra-samfunds bånd på tværs af Det Indiske Ocean, med fokus på Cairo, Yemen, Indien, Emiraterne, Tanzania og Kenya. Mattias' delprojekt fokuserede specifikt på bohra-samfundets tilstedeværelse i Cairo og deres restaurering af middelalder-fatimidiske monumenter i byen samt replikationen af (neo-)fatimidisk arkitektur i bohra-infrastruktur omkring Det Indiske Ocean.
I øjeblikket er Mattias ansat som videnskabelig assistent i det tværfaglige projekt Monsoon Cultures (forår 2026) på Aarhus Universitet. I samarbejde med forskere fra humaniora og naturvidenskab i Danmark, Tanzania og Indien fokuserer projektet på, hvordan monsunen gennem historien har påvirket kulturer og økosystemer omkring det vestlige Indiske Ocean – med et særligt nutidigt fokus på klimaforandringernes effekter. Projektet fokuserer på Indien, Østafrika og den arabiske verden.