Aarhus Universitets segl

Idéhistorie
for HTX-undervisere

Enkeltfag på deltid

Introduktion

Efteruddannelseskurset Idéhistorie for HTX-undervisere har til formål at opkvalificere gymnasielærere til at undervise i det nye gymnasiefag Idéhistorie B i de tekniske gymnasier og supplere deres allerede eksisterende viden. Gymnasiefaget er et bredt forankret humanistisk historiefag særegen for HTX-uddannelsen.

Forløbet beskæftiger sig med udviklingen i menneskets måde at forholde sig til verden på, som den kommer til udtryk i anvendelse af teknologier og idéer i et historisk perspektiv. Faget ser idédannelserne og teknologierne i en historisk, social, kulturel og global sammenhæng, som danner udgangspunkt for refleksion over samt perspektivering og stillingtagen til udvikling og anvendelse af teknologier og ideer gennem historien i en vekselvirkning med naturen. Faget hviler på tre indholdsmæssige dimensioner - en almenhistorisk, en idehistorisk og en teknologihistorisk. Disse tre dimensioner er også strukturerende for kurset. 

Idéhistorie i HTX er tilrettelagt af Idéhistorie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og varetager efteruddannelsen af undervisere til Idehistorie B i HTX-uddannelserne. Kurset er tilrettelagt som deltidsstudie med i alt 9 hverdagsseminarer og forløber over to semestre.

1. semester af efteruddannelsen fokuserer på at levere det metodiske grundlag for arbejdet med nye undervisningsforløb og på at levere en idéhistorisk understøttelse af HTX-uddannelsens forskellige teknologiske fag. På 2. semester er der fokus på bredere tematikker til brug i undervisningsforløb.

Udover seminarundervisningen er en del af undervisningen planlagt som fjernundervisning med porteføljeafleveringer og peer-feedback. Det er et krav for aktiv deltagelse og beståelse af faget, at man følger opgavernes deadlines.  

En stor del af studiet vil være selvstudium. På grund af den begrænsede tid vil en stor del af undervisningen være foredrag med efterfølgende diskussion; deltagerne opfordres derfor til at danne studiegrupper. 

Målgruppe

Kurset retter sig mod nuværende og kommende ansatte undervisere på HTX-uddannelserne, som ønsker faglig opkvalificering i Idehistorie B. 

Opbygning

Enkeltfag Indskrivningsperiode ECTS-POINT STED
Idéhistoriske tilgange 01.09.2023 - 31.01.2024 10 ECTS Aarhus
De naturvidenskabelige og teknologiske ideers historie 01.02.2024 - 31.08.2024 10 ECTS Aarhus

Kurset oprettes under forudsætning af tilstrækkelig studentertilslutning. 

Universitetet forbeholder retten til at aflyse et kursus eller udbudt undervisning efter ansøgningsfristens udløb. Fx i tilfælde af for få tilmeldte.

Adgangskrav

Forudsætningen for optagelse på studiet kræver en gymnasial uddannelse med dansk på A-niveau, historie eller idéhistorie eller samtidshistorie på B-niveau, engelsk på B-niveau samt yderligere et fremmedsprog på A-niveau – dog kun på B-niveau, hvis det er et fortsættersprog.

Opfylder du ikke de formelle adgangskrav, eller er du i tvivl om hvilke gymnasiale niveau, du har, kan du kontakte Efter- og Videreuddannelse, Arts Studier for nærmere vejledning. 

Ansøgning

Ansøgningen sker gennem vores digitale ansøgningssystem DANS. 

Ca. 6 uger efter ansøgningsfristen modtager du besked om, hvorvidt du er optaget. I forbindelse med ferier og helligdage, stor søgning eller særlige vilkår for igangsættelse af undervisning, kan der gå længere tid inden du får svar. Kommunikationen sker via DANS.

Aarhus Univeristet gør opmærksom på, at der ved for få ansøgninger eller særlige omstændigheder, kan ske aflysning af annoncerede udbud.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen. Behandling af personoplysninger sker i henhold til Aarhus Universitets regler:

http://www.au.dk/om/profil/privatlivspolitik/

Deltagerbetaling

Deltagerbetalingen er per modul og ses i faktaboksen. Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms.

Deltagerbetalingen opkræves forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration. Der kan udover deltagerbetalingen være udgifter til undervisningsmateriale.

Deltagerbetalingen giver dig ret til at følge undervisningen i det semester, du er optaget i. Hvis du ønsker at deltage i det samme undervisningsforløb igen senere, skal du indsende en ny ansøgning om optagelse, og der vil blive opkrævet deltagerbetaling igen. En ny deltagerbetaling giver ikke flere eksamensforsøg, og du kan derudover ikke gå til eksamen i et allerede bestået fag.

Du får først eksamensret, når din deltagerbetaling er registret i vores system.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Læs om støttemuligheder

Afmelding og refundering af deltagerbetaling

Hvis du ønsker at afmelde dig fra et uddannelsesforløb, skal du afmelde dig skriftligt til administrationen på Efter- og Videreuddannelse, Arts. Du afmelder dig ved at sende en mail til: evu.arts@au.dk.

Medmindre andet fremgår af dit optagelsesbrev, kan du få deltagerbetalingen refunderet, hvis vi modtager din skriftlige afmelding inden første undervisningsgang og senest 1. september ved undervisning i efterårssemestre og senest 1. februar ved undervisning i forårssemestre. Efter undervisningen er startet, er det ikke længere muligt at få refunderet din deltagerbetaling.

Studieordninger

For nærmere oplysninger om uddannelsen, som kurset tilhører, prøvetyper mv. henvises til studieordningen for:


For generelle regler og bekendtgørelser, der knytter sig til udbuddet af heltidsuddannelse på deltid se:

Hovedområde og Studienævn

Kurset Idéhistorie for HTX-undervisere hører under hovedområdet Arts. Studienævnet ved Institut for Kultur og Samfund, Arts, har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og prøver. 

Uddannelsen udbydes af Studienævnet for Filosofi og Idéhistorie. Undervisningen varetages af lærere ved Institut for Filosofi og Idéhistorie samt gæsteforedragsholdere. Holdet ledes af:

Lektor, ph.d. Jakob Bek-Thomsen
Institut for Kultur og Samfund
E-mail: idejbt@cas.au.dk
Telefon: 26 17 96 55