FORSKERPERSPEKTIV: USA vender blikket mod Europa – igen
Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli 2025 i en tid med øget geopolitisk spænding. USA har igen fokus på Europa og efterlyser større ansvar fra sine allierede – et mønster, der ifølge professor i historie på Aarhus Universitet, Thorsten Borring Olesen, har rødder tilbage til 1973.
Danmarks formandskab 1973 og 2025:
Danmark havde det første formandskab i 1973 – hvordan markerede vi os i den rolle, og hvilken betydning fik det for Danmarks EU-profil?
-Det var en kæmpeudfordring. Danmark var lige pr. 1. januar 1973 trådt ind i EF og fik allerede i andet halvdel af 1973 for første gang overladt rollen som EF-formandsland. Det var derfor i høj grad den danske Anker Jørgensen-regering og Udenrigsministeriet, som kom til at håndtere den europæiske dialog med amerikanerne om Europaåret. Det var en udfordring i sig selv, men det var også en kæmpeudfordring at håndtere de forskellige tiltag til styrkelse af EF-samarbejdet, der samtidig foregik. Mange af disse tog sigte på en politisk og sikkerhedspolitisk styrkelse af samarbejdet, hvilket der på ingen måde var stærk appetit på i Socialdemokratiet og næppe heller bredere i det danske politiske system. Men regeringen og Udenrigsministeriet leverede under svære odds en konstruktiv indsats for at få de amerikanske og europæiske ender til at mødes. Det lykkedes som nævnt ikke, men egentlig tror jeg, at de danske beslutningstagere var meget tilfredse med, at det hele endte med status-quo.
Hvilken rolle vil du vurdere, Danmark kan komme til at spille som formandskabsland i 2025?
-Der jo ingen tvivl om, at der også denne gang bliver tale om en stor udfordring. Regeringen hævder jo selv, at Danmark overtager formandskabet på et afgørende tidspunkt i Europas historie. Det er vel en ganske korrekt vurdering. Der er store og tunge emner på dagsordenen vedr. sikkerhed og forsvar, Ukraine, migration samt behovet for at styrke EU’s konkurrenceevne under bibeholdelse af den sociale sammenhængskraft. Det bliver ikke let at håndtere den dagsorden, men danske politikere og embedsmænd har dog indgående erfaring med sådan brede og komplekse øvelser. I øjeblikket øver man sig jo ved at være medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor tror jeg, det interessante bliver, om det danske formandskab får ’ro’ til at forfølge nogle af sine mærkesager eller om efteråret primært må bruges til brandslukning i forhold til akutte kriser.
Når Danmark overtager EU-formandskabet den 1. juli, sker det i en union, der har udviklet sig markant siden 1973, hvor Danmark blev medlem – og samme år for første gang varetog formandskabet.
Dengang hed det De Europæiske Fællesskaber (EF). Samarbejdet var først og fremmest økonomisk med blot ni vesteuropæiske lande som medlemmer. I dag er EU en politisk union med 27 medlemslande, styrkede fælles institutioner, en fælles valuta i størstedelen af medlemslandede og et voksende fælles ansvar for klima, sikkerhed, digital regulering og håndtering af globale kriser.
Trods forskellene er det historiske ekko tydeligt – især i forholdet mellem USA og Europa. USA retter igen sit blik mod Europa og efterspørger øget ansvar fra sine europæiske allierede. Det skaber en interessant parallel til 1973, hvor USA – ifølge professor i historie ved Aarhus Universitet – Thorsten Borring Olesen – forsøgte at presse EF-landene til at løfte en større del af den fælles sikkerhedsbyrde.
”Året 1973 er vældigt interessant, fordi 1973 af den amerikanske regering blev udråbt som ”Europaår” – uden at inddrage Europa, EF, i lanceringen af det. Hensigten var at få EF-landene til at betale en større andel af den europæiske sikkerhedsbyrde i en tid, hvor USA var økonomisk svækket og politisk påvirket af Vietnamkrigen,” fortæller historiker Thorsten Borring Olesen.
Bag initiativet stod præsident Nixons sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger. Med Europaåret ønskede USA at revitalisere det transatlantiske samarbejde – og samtidig sende et signal om, at tiden var inde til, at Europa tog mere ansvar.
Det amerikanske initiativ faldt sammen med en anden afgørende udvikling: EF´s første udvidelse.
EF´s udvidelse spillede stor rolle for det amerikanske initiativ
I 1973 udvidede EF med tre nye medlemslande – Danmark, Irland og Storbritannien.
”EF’s udvidelse spillede en stor rolle for det amerikanske initiativ, for i udenrigsminister Henry Kissingers argumentation lå det sådan, at USA havde hjulpet (Vest)Europa på fode efter Anden Verdenskrig blandt andet ved at bakke op om og promovere den europæiske integrationsproces. Dette havde ifølge Kissinger gjort Europa stærkt – og endnu stærkere nu i 1973 med Storbritanniens indlemmelse. Problemet med den amerikanske regerings tilgang var, at USA, måske berettiget, ønskede, at Europa skulle bidrage mere til det atlantiske forsvar, men samtidig ikke ønskede at drage den politiske konsekvens af Europas nye styrke.”
Flere af disse dynamikker genfindes i dag i en ny geopolitisk virkelighed.
USA ønsker igen, at Europa bidrager mere til eget forsvar.
I 1973 var der, ifølge historieprofessoren, stærke røster fremme om, at EF-landene i forbindelse med Europaåret skulle styrke deres sikkerhedspolitiske samarbejde med en egentlig forsvarsdimension.
”Den tanke blev imidlertid lagt i graven, fordi en række af landene var bange for, at det ville svække NATO-samarbejdet, samtidig med, at lande som Vesttyskland, Nederlandene og Danmark eksplicit frabad sig, at EF udviklede sig til en supermagt,” fortæller han og peger også på klare forskelle, når den amerikanske tilgang i 1973 sammenlignes med i dag.”
Set fra amerikansk side fik Europaåret derfor ikke den ønskede effekt:
”Europaåret blev en tydelig fiasko – amerikanerne fik ikke det, de kom efter i forhold til en nylancering af det atlantiske samarbejde. Men i løbet af 1974 blev samarbejdet genbekræftet med den såkaldte Ottawa-deklaration. Amerikanerne og Kissinger stillede sig med andre ord tilfredse med status-quo. Når det var tilfældet, skyldtes det, at amerikanerne stadigvæk havde brug for de europæiske allierede i den kolde krig, og fordi der jo også var klare fordele i fortsat at være ’leader of the pack’ så at sige,”
En skrøbeligere alliance
I dag ser billedet anderledes ud – især under Trump, hvor sammenholdet i NATO fremstår mere usikkert.
”I dag virker dette under Trump til ikke længere at være nok, og der er jo en uberegnelig, men også reel frygt for, at alliancen kan bryde sammen – under et eller andet amerikansk påskud eller handling. Uenigheder om Ukraine eller Grønland kunne være sådanne tilfælde. Læg dertil, at den underminering af demokratiet og politiske skridning i retning af et autoritært styre, som foregår under Trump, kan erodere det værdifællesskab, som også har været med til at holde alliancen i live.”
Kontakt
Thorsten Borring Olesen, professor
Afdeling for Historie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mobil: +45 51211348
Mail: histbo@cas.au.dk
Vid mere:
Læs artikel i Æra om Europaåret 1973 (opdateres)
Læs bogen Den svære dans – om Danmark og det europæiske samarbejde (GAD 2022)