Aarhus Universitets segl

Veteraner med metaldetektorer skal hjælpe Museum Vestsjælland

Museum Vestsjælland har indgået et samarbejde med projektet ”Vetektor Buddy”, hvor krigsveteraner med metaldetektorer fremover skal bistå museets arkæologer med at søge efter fund, inden der graves.

Allan Faurskov

Det hele begyndte med et foredrag om krig og det liv, der følger efter. Tidligere Balkan-veteran, Henrik Nielsen, fortalte i begyndelsen af april om sine erfaringer fra missionen, om følgerne – og om hvordan metaldetektorhobbyen har givet ham og andre veteraner ny mening i hverdagen.

Det foredrag blev startskuddet til et nationalt træf for veteraner den 5. april, arrangeret af ”Veteraner i Arkæologien” og ”Vetektor Buddy” i samarbejde med Veterancafé Lejre. Arrangementet fandt sted på Nyvang Andelslandsby og blev en stor succes. 

Samarbejdet mellem Museum Vestsjælland og ”Vetektor Buddy” er en del af forskningsprojektet ”Veteraner i Arkæologien” ved Aarhus Universitet. Projektet undersøger, hvordan arkæologi kan fungere som en social og sundhedsfremmende aktivitet for tidligere udsendte – og resultaterne er lovende.

”Vi ved fra vores forskning, at arkæologi kan have en gavnlig effekt for sårede veteraner. Samtidig er veteraner ofte meget dygtige amatørarkæologer med en stærk sans for strategi, systematik og samarbejde,” fortæller Minos Dobat, afdelingsleder ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier.

Museet ser store perspektiver i samarbejdet. Også fra forskningssiden er der stor opbakning til projektet:

"Vi oplever en stor interesse for projektet – både blandt veteraner, men også i sundhedssektoren og hos kommunerne. Der er et enormt potentiale i at bruge arkæologi som en sundhedsfremmende indsats, og her spiller de arkæologiske museer i Danmark en nøglerolle. Derfor vil vi meget gerne indgå flere samarbejder som det, vi nu har etableret med Vestsjællands Museum," fortæller Minos Dobat.

Foredraget, der satte det hele i gang, var en del af en ny række videnssaloner.

Læs mere om Veteraner i Arkæologien her.


Kontakt

Minos Dobat, lektor og afdelingsleder
Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: farkado@cas.au.dk
Mobil: +45 4111 8689