Af Ulla Schmidt og Kirstine Helboe Johansen
Død er et menneskeligt grundvilkår. Alle skal dø og alle vil komme til at miste og vil skulle forholde sig til, hvad der skal blive af den døde krop. Den erkendelse er så basal, at den næsten er banal; men det understreger samtidig, at død og afdøde, tab og minde er noget alle mennesker konfronteres med. Samtidig er død ikke kun noget der sker for eller berører alle. Det er også noget mennesker forholder sig til, bearbejder og fortolker både gennem kommunikation – fortællinger, symboler, begreber - og praksis – individuelle og kollektive ritualer og handlinger.
Død og religion er traditionelt blevet set som tæt forbundne, i den forstand at mennesker har forsøgt at forholde sig til og komme til rette med død ved hjælp af religion som fortolkningsramme. Indenfor nyere forskning i død og minde er religion imidlertid trådt i baggrunden, til fordel for sekulariseringsprægede tilgange.
Den nye forskningssatsning tager udgangspunkt i en tese om, at religion og religiøse ressourcer stadig er betydningsfulde, når mennesker forsøger at komme til rette med død og skabe minder, men at det sker på nye måder. Institutionelt er folkekirken stadig den helt centrale aktør. I 2015 blev 84 procent af de døde begravet eller bisat af en præst i Den Danske Folkekirke. Samtidig er folkekirken og dens præster ikke enerådende på området: bedemænd, kommuner, kirkegårdspersonale og andre trossamfund er også aktører og bidrager til at forme vores måder at håndtere død og minde på, i samspil og måske nogle gange også i konflikt med folkekirken.
Nogle tendenser tyder på en større individualisering: Folk ønsker i større grad at give sin egen – eller sine pårørendes begravelseshandling – et personligt udtryk ved at inddrage andre elementer end de traditionelle og rituelt foreskrevne. Bibeltekster suppleres med moderne lyrik eller selvskrevne digte, og salmesang tilføjes populærmusikalske indslag. Vi ved imidlertid meget lidt om, hvilket omfang dette har, hvordan det kommer til udtryk, og hvordan det håndteres af de involverede. Ligeledes er det uafdækket, hvordan begravelser og bisættelser, som på et år samler henimod 50 procent af befolkningen, influerer på forholdet mellem kirke, medlemmer og samfund.
Folkekirkens plads som den ”selvfølgelige” forvalter af begravelsesritualer vil ikke nødvendigvis være selvskreven fremover. Flere aktører gør sig gældende på feltet med tilbud om udformning, planlægning og gennemføring af ceremonier og højtideligheder knyttet til død og minde; men også her vil ressourcer fra religiøse traditioner kunne spille en rolle, side om side med ressourcer fra andre dele af kultur, historie eller personlig biografi, men måske på andre måder end tidligere.
Tilsvarende bevægelser gør sig efter alt at dømme også gældende når det gælder udformning af kirkegårde og gravsteder. Dels ændres udformning og brug af traditionelle kirkegårde og gravsteder: større brug af fællesgrav og anonyme gravsteder, udvikling af skovkirkegårde, mere personlig udformning af gravsteder. Dels afvikles gravsteder hurtigere og kirkegårde lukkes. Dette ændrer måden, hvorpå minder skabes og vedligeholdes, og åbner for nye former for minde og mindedannelse, i forhold til både individuelt minde om den enkelte afdøde og lokalsamfunds kollektive minde om sin fortid.
Det nye forskningsområde skal undersøge hvad der sker med måderne vi forholder os til død og minde på gennem denne type ændringer – og hvad der sker med måderne vi forholder os til religion på. Det er derfor både forskning om død – og forskning om religion.
Praksisformer fra fysisk død til begravelse og ved mindekultur og mindedannelse
Satsningsområdet Død, minde og mindekultur undersøger fra forskellige vinkler, hvorledes religion og religiøse institutioner, særligt folkekirken, har eller får betydning som fortolkningsressource ved livets overgange; men projektets grundlæggende udgangspunkt er, at praksisformer ikke afspejler eller udtrykker på forhånd eksisterende religiøse og teologiske opfattelser. I stedet undersøges praksisformer som katalysator for religiøse og teologiske opfattelsers udformning og forandring. Det er i de konkrete praksisformer: på kirkegården, på nettet, ved begravelse, bisættelse og urnenedsættelse at forståelser og fortolkninger af hvad død er, hvordan død skal fortolkes, og hvordan relationen mellem levende og afdøde kan forvaltes, udvikles og opretholdes. Derfor udfordrer projektet også gængse måder at tænke og undersøge teologiske og religiøse forestillinger på og indgår dermed i en større diskussion af forholdet mellem teologi og praksis.
Projektet samler sig om to overordnede temaer: fra fysisk død til begravelse samt minde og mindedannelse.
I projektet undersøger vi de forskellige trin i forløbet fra fysisk død til begravelse, bisættelse, urnenedsættelse eller askespredning. Er der nye dele af forløbet, som bliver genstand for ritualisering og markering og er der andre dele, hvis betydning mindskes? Vi undersøger hvilke aktører der er involveret i og har indflydelse på de forskellige trin i processen: Hvordan man gør den døde krop klar til begravelse eller bisættelse? Skal afdøde begraves eller bisættes og skal en præst involveres? Hvad man skal synge og hvordan skal begravelse eller bisættelse udformes? I forhold til praksisformer ved begravelse og bisættelse er vi særligt interesseret i, om der kan afdækkes en øget personalisering af den religiøse praksis frem for mere standardiserede ordninger og ritualer, og vi undersøger desuden hvorvidt og i hvilket omfang der inddrages elementer med baggrund i andre religiøse traditioner, kunstneriske eller literære udtryk i folkekirkens etablerede og fastlagte ritualer for begravelse og bisættelse.
Samtidig med at begravelse eller bisættelse markerer afslutningen på, hvorledes man håndterer den døde krop, udgør begravelse og bisættelse samtidig et ankerpunkt for at mindes afdøde. Afdøde er nu endegyldigt væk: kroppen er bortskaffet ved begravelse eller kremation; men samtidig mindes de efterladte fortsat afdøde og skal finde nye måder at relatere sig til afdøde på. Det sker gennem forskellige praksis- og kommunikationsformer, som tilsammen tegner et billede af en mindekultur. I projektets undersøgelse af kommunikations- og praksisformer i forbindelse med død spiller mindedannelse og mindekultur derfor en central rolle, som udtryk for hvorledes fortolkninger af død og afdøde viser sig i den fortsatte opretholdelse af relationer til afdøde.
Projektet fokuserer først og fremmest på gravsteder og kirkegårde, som steder hvor religiøse praksisformer, individuelle og kollektive ritualiseringer samt institutionelle forordninger for minde og mindedannelse udfolder sig og mødes; men der inddrages også mindekultur og mindepraksis uden for kirkegården. Projektet undersøger derfor hvordan gravsteder og kirkegårde udformes i dag – både hvorledes kirkegårde institutionelt opbygges og reguleres og hvorledes efterladte selv indgår i udformningen af konkrete gravsteder. Projektet undersøger også, hvordan kirkegårde og gravsteder indgår som del af individuel og kollektiv mindepraksis og herunder hvorledes forholdet mellem kollektiv og individuel mindepraksis kan beskrives samt hvorledes forskellige praksisformer fx minde, rekreation og lokalhistorie mødes og reguleres på kirkegårde. Endelig undersøger projektet hvilke aktører, der har eller tiltager sig indflydelse på regulering af individuel og kollektiv mindepraksis. Udover mindepraksis på kirkegårde søger projektet også at afdække, hvordan der etableres steder for minde og mindepraksis uafhængigt af kirkegårdene og hvorvidt og i hvor høj grad den praksis der udfolder sig her adskiller sig fra mindepraksis på kirkegårdene.
Med analyser af død og mindekultur bidrager projektet til den større religionssociologiske undersøgelse og diskussion af, hvordan forholdet mellem folkekirke og medlemmer, befolkning og samfund udvikler og forandrer sig i dag. Det gælder både i forhold til en undersøgelse af centrale aktører i håndtering af den døde krop og i forhold til hvordan praksisformer i forhold til håndtering af den døde krop og mindekultur udvikler sig og forhandles. Som del heraf indgår projektet desuden i en nærmere belysning af hvordan og i hvilket omfang religion og religiøse ressourcer indgår i private individuelle eller kollektive praksisformer ved død og minde.
Samtidig bidrager projektet til såvel en religionshistorisk som systematisk teologisk analyse og diskussion af dødens fænomenologi og teologi. Projektets analyser vil inkludere hvordan død fortolkes og italesættes og på hvilken måde relationen mellem døde og levende forstås og udfolder sig blandt såvel lægfolk som eksperter, og ad den vej bidrager projektet til en religionshistorisk afdækning af hvordan død fortolkes i dag såvel som til en systematisk og praktisk teologisk undersøgelse af, hvordan den kristne fortolkning af død og relationen mellem døde og levende forkyndes gennem praksis- og kommunikationsformer. Projektets bidrag til et større forskningsfelt udfolder sig desuden gennem tre nordiske workshops, hvor dette og lignende nordiske forskningssatsninger diskuteres i en bredere kreds.
Forskergruppe og metodisk tilgang
Forskergruppen består af Professor MSO Ulla Schmidt, forskningsleder for projektet, Lektor i Religionsvidenskab Henrik Reintoft Christensen, Lektor i Religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen, Lektor i teologi Kirstine Helboe Johansen, Post. Doc. Anne Kjærsgaard samt en endnu ikke ansat post. Doc. med base hos FUV. I samarbejde om en række delprojekter afdækker forskergruppen i fællesskab forskellige aspekter af forløbet fra fysisk død til begravelse samt minde og mindekultur.
Metodisk gennemføres projektet ved hjælp af forskellige tilgange. Der indgår dokumentanalyse til at analysere blandt andet forordninger og regelsæt, ritualforordninger og rituelle tekster som salmer, bønner og prædikener, formidlende tekster om fx dødsfald og begravelsespraksis og nettekster fra fx mindesider. Der foretages forskellige former for kvalitative dataindsamlinger gennem interviews, eliteinterviews og observationsstudier med henblik på at afdække hvordan mennesker italesætter forhold omkring død og minde, hvordan mennesker engagerer sig i forskellige individuelle og kollektive praksisformer og hvordan forholdet mellem den italesatte og den praktiserede forståelse kan beskrives. Endelig udformes en større kvantitativ spørgeskemaundersøgelse med henblik på at afdække generelle tendenser og bestemte praksisformers udbredelse. Der inddrages desuden forskelligt teoretisk baggrundsmateriale afhængig af det konkrete forskningsspørgsmål og forskningskontekst.
De forskellige delprojekter kan ikke tilsammen lave en fuldstændig afdækning af feltet, men de udgør begyndelsen på en bedre forståels af de praksisformer, kommunikationsformer, forestillinger, religiøse ressourcer, institutioner, aktører og forhandlinger, som er involveret i den samtidige håndtering og fortolkning af død og minde.
