Af Sasja Emilie Mathiasen Stopa

I årene op mod 1520 kommer Martin Luther til en ny forståelse af menneskets forhold til Gud, der modnes under arbejdet med hans forelæsninger over Salmernes Bog og Paulus’ Breve. I min afhandling Soli Deo honor et gloria. A Study of Honour and Glory in the Theology of Martin Luther afdækker jeg den afgørende, men oversete betydning, som begreberne ære og herlighed har for denne reformulering af gudsforholdet i retfærdiggørelseslæren.

Gennem analyser af et bredt tekstmateriale, der omfatter en lang periode af Luthers liv og indbefatter både forelæsninger og disputationer samt kateketiske skrifter og prædikener, viser jeg, hvordan retfærdiggørelsen ved tro alene kredser om genoprettelsen af menneskets ære og om genetableringen af menneskets evne til at ære Gud. I Luthers teologi er troens herliggørelse af Gud og menneske intimt sammenknyttede, eftersom Gud i Kristus åbenbarer og distribuerer sin ære til mennesket for at gøre det i stand til gennem tro at opfylde det første bud, som Luther omformulerer: “Du skal ære én Gud.”

Afhandlingens brede tekstmæssige fundering muliggør en undersøgelse af de betydningsskift, der forekommer efterhånden som Luther modnes som reformator. Det gælder for eksempel Luthers forståelse af den kristne ydmygelse, der i de tidlige skrifter primært bestemmes negativt som syndserkendelse, men som i de senere skrifter i højere grad defineres som kærlighedsgerninger for næsten. Det gælder desuden Luthers opfattelse af spørgsmålet om den kristnes lydighed overfor øvrigheden. I de tidlige skrifter fremhæver Luther den evangeliske frihed til at bryde med den verdslige øvrighed, hvis denne forhindrer opretholdelsen af et passende gudsforhold. Men efter bondekrigen i 1525 og Luthers visitationsrejser i Sachsen i slutningen af 1520’erne understreger Luther i højere grad den kristnes lydighedspligt overfor fyrsten, der skal sikre orden og inddæmme synd.

Ære er et forkætret begreb i moderniteten
Selvom ære og herlighed er uomgængelige begreber for forståelsen af Luthers teologi, er de stort set fraværende i nyere lutherforskning og luthersk teologi. Dermed spejler teologien en generel indifferens overfor eller ligefrem modvilje mod æresbegrebet, der vandt frem i tiden efter anden verdenskrig, og som stadig præger den vestlige verden. Nutidsmennesket betragter oftest ære som noget, der tilhører forældede eller fremmede samfundsformer, og konfronteres kun med æresbegrebet, når medierne beretter om muslimske minoritetsmiljøer, eller når man i mangel på bedre må gribe til arkaiske vendinger som “æret være hans minde.”

Jeg argumenterer i afhandlingen for, at denne generelle modvilje mod ære dels er begrundet i ærens fremtrædende betydning for nationalsocialismen og dels i den generelle samfundsudvikling væk fra hierarkisk opbyggede standssamfund og til demokratier baseret på relativ lighed og frihed. I et essay fra 1973, On the obsolescence of the concept of honor, opsummerer den amerikanske sociolog Peter L. Berger efterkrigstidens holdning til æresbegrebet og definerer ære som et arkaisk begreb i moderniteten. I stedet for det aristokratiske og standsspecifikke æresbegreb fremhæver Berger forestillingen om individets universelle værdighed. Andre fremtrædende tænkere såsom Axel Honneth og Paul Riceœr har fremdraget anerkendelse, som et begreb til formulering af det fænomen, der tidligere blev betegnet som ære. Jeg berører i afhandlingens afsluttende kapitel, den spirende diskussion indenfor lutherforskningen om, hvorvidt retfærdiggørelsen i dag bør fortolkes som en anerkendelsesproces, sådan som for eksempel Oswald Bayer har foreslået det.

Jeg hævder desuden, at underbetoningen af ærens betydning for Luthers teologi har rødder i tysk lutherforskning og protestantisk teologi i første halvdel af det 20. århundrede. Med udgangspunkt i Luthers tidlige skrifter formulerer både dialektisk teologi og teologer fra den såkaldte lutherrenæssance en udpræget negativ antropologi, der betoner Guds afsondrede majestæt og menneskets ydmygende resignatio ad infernum på bekostning af en mere konstruktiv udfoldelse af menneskets rolle i gudsforholdet. Walter von Loewenich sammenfatter denne udvikling i bogen Luthers theologica crucis fra 1929, hvori Heidelbergdisputationens modstilling mellem korsteologi og herlighedsteologi ophøjes til lov. Dermed gøres mennesket stumt og ude af stand til lovprisende at forherlige Gud og til at ydmyge sig i kærlige gerninger for næsten. Denne lammende antropologi udtrykkes paradigmatisk i Karl Barths berømte foredrag Das Wort Gottes als Aufgabe der Theologie fra 1922. Barth påpeger dog samtidig nødvendigheden af menneskets æresudvisning overfor Gud og synes dermed at vise frem mod en rehabilitering af protestantisk herlighedsteologi, som har sit udgangspunkt i korset.

Fortolkningshorisonten for Luthers æresbegreb
Æresbegrebet har til alle tider spillet en afgørende rolle for menneskets forståelse af sig selv i relation til sine sociale omgivelser og til Gud. I et begrebshistorisk perspektiv indkapsler begrebet et mangefacetteret betydningsfelt, som indbefatter både indre forestillinger om værdighed, moralsk dydighed, samvittighed og selvrespekt, der angår individets følelsesliv og handlingsincitament, samt ydre forestillinger om agtelse, anerkendelse og renomme, der indlejrer individet i dets sociale relationer og materialiserer sig i samfundsmæssige udmærkelser såsom ærefulde embeder, priser og ordener. Desuden kan æresbegrebet benyttes til betegnelse af religiøse handlinger såsom lovprisning, taksigelse og gudsdyrkelse. På lignende vis definerer ærens modbegreber skam og ydmygelse både indre følelser samt ydre, sociale normer, der understøtter en given samfundsstruktur.

Luther benytter ære og herlighed (honor, gloria, Ehre, Herrlichkeit) som synonyme begreber, der kan betegne både guddommelig og menneskelig ære. Luthers forståelse af ære er påvirket af det omgivende senmiddelalderlige samfund, hvor kampen om ære og frygten for skam spillede afgørende roller for etablering og opretholdelse af den sociale orden. Ærestildeling var i senmiddelalderen knyttet til de enkelte stænder, der havde specifikke æreskodekser, og til familien, hvis ære gik i arv og måtte forsvares. Med den tiltagende retliggørelse af samfundet mod slutningen af middelalderen blev tildeling af ære og skam i stigende grad et spørgsmål for domstolene. Luther kender således udmærket ærens samfundsstrukturerende funktion og, som jeg udfolder i afhandlingen, baserer Luther sin forståelse af det verdslige regimente på det fjerde bud: “Du skal ære din far og din mor.” Ifølge Luther byder dette bud mennesket at vise ære overfor ikke bare forældre, men overfor enhver form for øvrighed, der handler som stedfortræder for Gud.

Luthers teologi er dog først og fremmest præget af en bibelsk og teologisk tradition, der understreger, at Gud tildeler sin ære til den enkelte uafhængigt af hans familie og stand. På baggrund af især Augustins teologi og dens monastiske aftapning hos Augustinereremittermunkene, der former Luthers tidlige ydmyghedsteologi, understreger Luther, at den evige, indre ære ofte viser sig som skam og ydmygelse i verden og dermed står i skarp modsætning til verdens ære. I modsætning til klosterteologien og til den herskende skolastiske teologi når Luther dog til den erkendelse, at Gud tildeler sin ære uafhængigt af ikke bare familie og stand, men også af dydige gerninger.

Synderen stjæler Guds ære
Luther indskriver sig i en bibelsk og teologisk tradition, der forstår ære og skam som grundlæggende fænomener ved den postlapsariske eksistens. Ifølge Luther mister mennesket efter syndefaldet sin gudbilledlighed og dermed sin skabelsesgivne delagtighed i Guds ære. Luthers opgør med den skolastiske frelsesforståelse beror på den fortvivlende erkendelse af, at ethvert forsøg på at generobre denne ære gennem uophørlige bodshandlinger er forgæves. Luther beskriver, hvordan synderen ligesom Adam og Eva forsøger at tildække sin nøgne skam enten med verdslig ære eller ved at gøre retfærdige gerninger. I forsøget på at frelse sig selv styrter mennesket Gud ned fra hans trone og stjæler hans ære. Luther erfarer personligt den syndige stræben efter Guds frelsende tilgivelse, der udmønter sig i uendelige bodsgerninger. Hermed føres Luther til at fortvivle over sig selv og til at hade Gud for at bringe ham i tvivl om frelsen.

Guds distributive ære
Ud af Luthers fortvivlede kamp for at kunne betragte sig selv som værdig til Guds nåde vokser en ny forståelse af menneskets rolle i retfærdiggørelsen, der beror på en redefinering af Guds væsen og af hans egenskaber. Imod den skolastiske teologi understreger Luther, at Gud ikke kan kendes per se, men udelukkende sådan som han giver sig til kende pro nobis.

I afhandlingen viser jeg, hvordan denne åbenbaringsteologiske accent ved Luthers teologi hænger tæt sammen med forestillingen om Guds ære eller herlighed i Biblen. Den bibelske herlighedsterminologi, udtrykt i begreberne כָּבוֹד og δόξα, benyttes i både Det Nye og Det Gamle Testamente til at benævne Guds væsen og indbefatter en æstetisk dimension, der udtrykker Guds åbenbarede nærvær, og en social-hierarkisk dimension, der betoner gensidighed i forholdet mellem Gud og menneske. Guds ære betegner hans overvældende nærvær, som må skjules i buske og skyer for ikke at slå mennesket ihjel. Og Guds ære beskriver den anerkendelse, som Gud og menneske tilkender hinanden i deres indbyrdes afhængighed.

Luther fortolker retfærdiggørelsen med udgangspunkt i den æstetiske forståelse af Guds ære som et åbenbaret nærvær, der formidles sub contrario i Kristi inkarnation, lidelse og død. Luther bryder med skolastikkens spekulationer om Guds metafysiske væsen og understreger, at Gud som giver delagtiggør mennesket i sine guddommelige egenskaber. Guds retfærdighed, visdom, kærlighed og ære er gaver, der gives til mennesket i Kristus.

Luther udfolder denne retfærdiggørende proces ved hjælp af forestillingen om communicatio idiomatum, udveksling af egenskaber, der oprindelig blev anvendt på forholdet mellem Kristi to naturer, men som Luther benytter til at forklare forholdet mellem Kristus og den troende. Når mennesket får del i Kristi retfærdighed, ære og liv, giver det til gengæld Kristus sin lidelse, skam og død. Afhandlingens analyser af ære i Luthers skrifter afslører, at Luthers såkaldt reformatoriske gennembrud ikke udelukkende angår Guds retfærdighed, men er en omtolkning af alle de guddommelige egenskaber ud fra forestillingen om Gud som et herligt og overvældende nærvær, der viser sig i Kristi skamfulde lidelse og dermed distribuerer sin ære til genoprettelse af menneskets imago Dei.

Retfærdiggørelsen som en bevægelse af ydmygelse og herliggørelse
Med baggrund i det grundlæggende skel mellem Gud som skaber og mennesket som skabning, der stadfæstes i syndefaldet, udfolder Luther sin teologiske antropologi gennem paradokserne det indre og det ydre menneske, synder og retfærdig samt ydmygelse og forherligelse. Forestillingen om enheden af det guddommelige og det menneskelige i Kristus danner mønster for Luthers binære antropologi. Med udgangspunkt i den bibelske fortælling om Guds søn, der lader sig ydmyge og blive menneske for siden at blive herliggjort, genfortolker Luther retfærdiggørelsen som en affektiv bevægelse af ydmygelse og herliggørelse, der finder sted i tro.

I sin udlægning af Fadervor, Deutsche Auslegung des Vaterunsers für die Einfältigen Laien fra 1519, beskriver Luther, hvordan mennesket i bønnen kan erfare retfærdiggørelsens affektive dobbeltbevægelse af ydmygelse og forherligelse. Først konfronteres det syndige menneske med lovens dømmende ord, og derefter opløftes mennesket i mødet med evangeliets trøstende løfte om herliggørelse og bliver i stand til at bekende sin synd og lovprise Gud.

Det troende hjerte giver Gud æren
Luther understreger, hvordan mennesket på baggrund af retfærdiggørelsen bliver i stand til at ære Gud gennem tro. Ifølge Luther ærer mennesket Gud, når det i syndsbekendelsen giver afkald på sin egen ære og anerkender sin passivitet i frelsen. Desuden ærer mennesket Gud gennem lovprisning og taksigelse samt gennem ydmyge kærlighedsgerninger for næsten. Ifølge Luther er gudsforholdet således karakteriseret ved både en frelsesindstiftende herliggørelse af mennesket og en doksologisk herliggørelse af Gud. I Den Store Galaterbrevskommentar understreger Luther troens doksologiske dimension og fastslår, at “det troende hjerte giver Gud æren.”

Overflod og gensidighed i gudsforholdet
Gennem hele Luthers værk er begreberne ydmygelse, tro og gerninger centrale for beskrivelsen af menneskets forhold til Gud. Luthers brug af begreberne er dog karakteriseret ved en tilsyneladende ambivalens mellem præskriptiv og deskriptiv terminologi, der bærer brænde til den løbende diskussion om menneskets rolle i gudsforholdet. Luther beskriver for eksempel troen som en gave, men også som en forpligtelse og en gerning. Denne ambivalens afslører, hvordan en modsætning mellem Guds ensidige given og gudsforholdets gensidige udveksling, mellem menneskelig passivitet og givende modtagelse, sameksisterer i Luthers værker. Jeg argumenterer for, at disse modsætninger har rod i den bibelske skelnen mellem en æstetisk-åbenbaringscentreret og en social-hierarkisk dimension af gudsforholdet. Når Gud åbenbarer sin herlighed etableres en overskuddets reciprocitet, der genindsætter mennesket i fællesskab med Gud. Ifølge Luther er dette fællesskab baseret på en gensidig, men radikalt asymmetrisk udveksling af ære, der finder sted i tro. En analyse af æresbegrebet i Luthers skrifter afslører dermed, at Luther forstår menneskets forhold til Gud som karakteriseret ved både overflod og gensidighed.