Teologi har 75-års jubilæum ved Aarhus Universitet i 2017. Derfor ser en række artikler fra fagområderne tilbage på de forgangne år.
Af Hans Jørgen Lundager Jensen
GT-fagets 75-årige historie falder i to perioder, med et skifte i 1980’erne. I den første er faget Gammel Testamente en selvberoende videnskab, solidt forankret i sin ‘historisk-kritiske’ metode, dvs. med en tekstkritisk distance til den hebraiske Bibel og med den nærorientalske oldtid som den relevante ramme for forståelsen af GT’s tekster. Den anden periode ‒ som indbefatter den aktuelle tilstand ‒ er bestemt af en tættere kontakt imellem GT-faget og andre akademiske felter. En faktor i fagets særlige udvikling i Aarhus har formentlig været at det ‒ og det vil sige: et antal af forsker-underviserne ‒ henvendte sig til to uddannelser: til Teologi og til en humanistisk uddannelse i religion, der har haft forskellige navne: Kristendomskundskab, Religion og, siden 1990, Religionsvidenskab. Mens forventningerne til teologi-uddannelsen har været mere omfattende, men også ligget temmelig fast (hebraisk, Bibelkundskab, eksegese i Genesis, Salmer, Profeter, frit valgte emner), har mulighederne i den humanistiske uddannelse været mere begrænset (kun et semesters obligatorisk undervisning), men til gengæld med større muligheder for variation.
Fagets første professor, Erling Hammershaimb, en af grundlæggerne af det teologiske fakultet i 1942 og rektor for Aarhus Universitet i 1960’erne, var primært filolog og forskede blandt andet i det dengang nyopdagede sprog ugaritisk, og han sluttede sin karriere i et nyoprettet institut for semitisk filologi (det som igennem transformationer nu er en underafdeling for Arabisk sprog og islamisk kultur under Religionsvidenskab). Et vigtigt resultat heraf var Hammershaimbs medvirken til den danske oversættelse af De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, udgivet fortløbende fra 1953 til 1976.
Særlig tre udgivelser med interesse for uddannelse og offentlighed kan ses som monumenter over denne første periode. Den første var Gads Dansk Bibelleksikon fra 1965, en fælles indsats af navnlig forskere fra Københavns og Aarhus Universiteter. Den anden var bogen Myter i Det gamle Testamente (1973), skrevet af Benedikt Otzen, Hans Gottlieb og Knud Jeppesen. Dette var en sammenfatning af den ‘skandinaviske skole’, som havde domineret dansk GT-forskning siden 1920’erne. Grundideen her var at en stor del af GT skulle forstås på baggrund af mytologiske forestillinger og rituelle fester, som fandtes bredt i GT’s nærorientalske omverden: at verden var skabt i urtiden efter en kamp med kaosvæsener, og at den guddommelige magt rituelt blev sikret ved årlige nytårsfejringer, hvor den guddommelige hersker, og eventuelt kongen som hans jordiske repræsentant, blev indsat eller genindsat. Den tredje udgivelse var den nye autoriserede oversættelse af hele Bibelen. Den udkom i 1992, men den var varetaget af forskere hvis teologiske og litterære idealer for flertallets vedkommende hørte til denne første fase.
Særlig den skandinaviske skole er værd at fremhæve. Selv om ikke mindst visse salmer var særligt relevante for den (rekonstruerede) mytologi med tilsvarende rituelt liv, antog denne skole at meget i GT, blandt andet i Genesis og i profetskrifterne, også var bestemt af dette myte-ritual-kompleks; det blev udfoldet i bogens kapitler om myter i henholdsvis Genesis, salmerne og den profetiske litteratur.
Selv om GT-faget i denne første periode var selvbærende mht. teorier og metoder, lå der bag myte-ritual-visionen inspiration fra ældre forskningsmiljøer. Dels kom der en påvirkning fra den tyske forsker Hermann Gunkel og hans ‘formhistorie’, der antog at salmerne i GT havde været tekster beregnet til brug i gudstjeneste. Denne måtte, if. den skandinaviske skole, have været kulten i Jahves tempel i Jerusalem. Dels var der en bagvedliggende inspiration fra slutningen af 1800-tallet, der så israelitisk religion i tiden før det babyloniske eksil som en variant af en udbredt religionsform med guder, templer, ritualer og mytologi, og som kunne genfindes også i oldtidens græske religion. Vigtige forskernavne her var tyskeren Julius Wellhausen og skotten William Robertson-Smith, der var i tæt gensidig kontakt. I det britiske miljø var Smiths elev James George Frazer med til at inspirerer til en optagethed af oldtidens mytologi og ritualliv, der i 1930’erne blev til ‘the myth-and-ritual-school’, en parallel til den skandinaviske skole. Men Smith var også en vigtig inspirationskilde til Emile Durkheim og den franske sociologi, der hurtigt udså sig religion som det mest oplagte undersøgelsesfelt. Her blev afsat en idehistorisk tråd der først skulle indoptages i Aarhus-GT-forskningen meget senere.
Bogen om myter i GT var en sammenfatning og en svanesang ‒ selv om den fik en anden udgave i 1990 på forlaget Anis med et nyskrevet kapitel om strukturel myteanalyse ved Hans J. Lundager Jensen. I deres egen forskning fokuserede Aarhus-forskerne blandt andet på profetforskning i en mere tysk-inspireret interesse for teksternes redaktionelle tilblivelse (Otzen, Jeppesen), tidlig jødedom (Otzen) og visdomslitteratur (Bent Rosendal). Men i sin indledning til Myte-bogen gik Benedikt Otzen (fagets professor 1964-1993) dog uden for den gammeltestamentlige fags normale område og inddrog religionshistorikeren Mircea Eliade for at gøre myte-ritual-forbindelsen forståelig. Her åbnedes GT-faget indirekte i forhold til religionsfænomenologien, en central gren af religionsvidenskaben.
I 1970’erne og 1980’erne satte der sig nye tendenser igennem i GT-faget internationalt. For eksempel havde myte-og-ritual-visionen ladet store dele af GT henstå uforklaret. Den internationale vending betød en større indflydelse fra den amerikanske forskning. Denne bragte nye problemstillinger med sig i synet både på GT’s tekster og på Israels historie. Den ‘historisk-kritiske’ forskning havde set GT’s tekster som arkæologiske lag, og den havde forsøgt at isolere disse og forbinde dem med Israels politiske og religiøse historie ‒ men uden at der syntes at kunne opnås enighed om hvordan. Nu kom der en vilje til at forstå teksterne i deres foreliggende skikkelse. Teksterne kunne ‒ og burde ‒ ses som selvberoende litterære tekster, i lighed med den dengang dominerende tilgang i litteraturviden, den såkaldte ’nykritik’. Mistænksomheden eller utålmodigheden over for den tekstarkæologiske tilgang blev støttet af et skærpet kritisk blik på Israels historie. Man havde tidligere taget for givet at ca. fra og med Josvabogen gav GT’s egen historiefortælling en nogenlunde pålidelig fremstilling om Israels historie. Nu blev et skærpet blik på teksternes genrer og tendenser kombineret med det nedslående resultat af intens arkæologisk udforskning: Man kunne hverken påvise nogen indvandring og erobring eller noget storslået kongerige under David og Salomo, og alt tydede på at GT’s historiefortælling må ses som en ideologisk konstruktion. Denne kritiske tilgang fik et aarhusiansk aftryk igennem lærebogen Det gamle Israel (1984), skrevet af den senere professor ved Københavns Universitet, Niels Peter Lemche. Denne bog var skrevet til uddannelsen i den humanistiske uddannelse i Religion.
Den litterære tilgang blev introduceret til GT-faget af Kirsten Nilsen, lektor ved den humanistiske uddannelse, som efterfulgte Otzen som professor i 1995. Med bøger som disputatsen For et træ er der håb (1985), Satan‒ den fortabte søn? (1991) og Gud, mennesker og dyr i Bibelen (2013) undersøger hun gammeltestamentlige bøger (Esajas, Job) ikke som kilder til for eksempel Israels politiske historie eller religionshistorie, men for dets brug af billedsprog; forskningsmæssig stagnation kunne modvirkes ved lige som i amerikansk forsknings at samarbejde med blandt andet litteraturvidenskab. Interessen for bibelsk metaforik kan også ses som udslag af en optagethed i dansk systematisk teologi i 1970’erne for Bibel, og kristendom i bredere forstand, som poesi, fortælling og retorik. En lignende forskningsinteresse gælder for Else K. Holts undersøgelser af et udvalg af GT’s bøger, navnlig Jeremias’ Bog og Salmerne. Foruden at redigere en lærebog til faget Bibelkundskab, skrevet af fagets undervisere i begyndelsen af 1990’erne, var Nielsen og Holt sammen om at redigere Dansk kommentar til Davids salmer i tre bind (2002), en udgivelse, der langt mere havde sine rødder i den tyske og amerikanske forskning i kompositionen af Salmernes Bog end i den tidligere formhistorie. Snarere end som kilder til en kultisk fortid beskrives salmerne her som litterære værker med et teologisk indhold. En udløber af denne kommentar var i øvrigt Holts Kommentar til Salmerne i Bibelselskabets populærvidenskabelige serie. Holts oprindelige interesse i profetbøgernes traditions- og redaktionshistorie, der også blev afspejlet i den reviderede ph.d.-afhandling Prophesying the Past: The Use of Israel's History in the Book of Hosea, har i de senere år udviklet sig til en beskæftigelse med spørgsmålet om, hvordan teologi formidles litterært-kompositorisk i profetismen. Endelig kan nævnes, at Holt er en af hovedoversætterne bag Bibelselskabets aktuelle nu-danske oversættelse af GT.
Fagets seneste professor (fra 2009), Hans J. Lundager Jensen, kommer fra den humanistiske uddannelse. Han inddrager andre elementer af fagets vending, navnlig fra antropologien (bl.a. i disputatsen Den fortærende ild, 2000) og fra en almen religions- og kulturvidenskab. Her aktiveres fagets forbindelse tilbage til Frazer og Durkheim i synet på gammeltestamentlige temaer som elementer i en omfattende religions- og kulturhistorisk evolution. Lærebogen Gammeltestamentlig religion (1998), også i første omgang for religionsvidenskabsstuderende, er beslægtet med den litterære tilgang ved at se GT som en foreliggende tekstsamling, men her med vægt på religiøse temaer og teologiske, og indbyrdes stridende, tendenser. Hans publicerede GT-forskning har fokuseret på fortællende og kultiske tekster. Et aktuelt forskningsområde er temaer askese, pietisme og aksetid i GT.
Også denne anden fase blev sammenfattet i et leksikon: Gads Bibel Leksikon (GBL, 1998). Det var tænkt som en justering af værket fra 1965, ikke mindst på grund af de ændrede navneformer i 1992-oversættelsen. Men et nyt værk var nødvendigt ‒ så meget havde opfattelsen af centrale dele af GT-faget ændret sig. GBL er langt mere tilbageholdende med at argumentere ud fra Israels historie og ud fra teorier om teksternes redaktionelle vækst. Her fremstår GT mere som et univers af litteratur og kildetekster og dets mangfoldighed af litteratur, ideologi, religion og teologi.
Bibeloversættelser har længere holdbarhedstid end leksika, og forskerne fra denne anden fase har ikke stået for en ny autoriseret oversættelse. Til gengæld har de stået for den første Studiebibel på dansk med faglige kommentarer til den officielle oversættelse ‒ også denne et fælles værk i samarbejde med kolleger fra Københavns Universitet (2015).
Den hidtil seneste ansatte, lektor Jan Dietrich (fra 2012), indfører en fornyet inspiration fra aktuel tysk forskning. Han sætter de gammeltestamentlige tekster ind i den større kontekst af det gamle Israels religions- og kulturhistorie (arkæologi, ikonografi, epigrafi) og inddrager kilderne fra det gamle Egypten og den gamle Orient. Det kan ses ud fra hans doktorafhandling Kollektive Schuld und Haftung (2010) der behandler loven om ‘mord uden gerningsmand’ (5 Mosebog 21,1-9) samt dens mesopotamiske, syriske, hittitiske og græske paralleller. I sit habilitationsskrift Der Tod von eigener Hand (2017) undersøger han selvmordet i GT og de gamle højkulturer og præsenterer alle indtil nu kendte kilder om selvmord i GT den hebraiske bibel, det gamle Egypten og den gamle Orient ved at inddrage såvel tekster som ikonografiske og arkæologiske kilder. Med sine nuværende projekter, udgivelsen af en håndbog om gammeltestamentlig antropologi og et netværk om ‘second order thinking’ i de gamle højkulturer, forbinder han den gammeltestamentlige forskning med såvel antropologi som idéhistorie.
I praksis vil en afdeling et langt stykke være identisk med de ansatte forsker-undervisere. Med udgivelse af publikationer og arbejdet i forskningsenheden for Gammel Testamente bygges der videre på den gammeltestamentlige forskningstradition der begyndte ved Aarhus Universitet for 75 år siden.
