Af Hans J. Lundager Jensen, professor i Gammel Testamente og Religionsvidenskab

I GT-faget plejer vi at skelne imellem spåmænd og profeter: Spåmænd kan i princippet forudse alt i fremtiden, profeter derimod kun én ting; og spåmænd siger hvad der vil ske, mens profeter gerne nøjes med at advare om hvad der kan ske, hvis ikke … Hvis nogen som hverken er spåmænd eller profeter, skal udsige noget om de næste 75 år, er det uden hverken spåmandens eller profetens autoritet. Kun én ting er nogenlunde sandsynligt om det følgende, nemlig at det nok ikke vil ske, eller ikke vil ske på den måde det er muligt at forudse i dag.

Alle videnskaber er afhængige af forandringer i deres teknologiske infrastruktur (bøger, biblioteker, papir, fyldepen, kartotekskort, breve, bogtryk, togbilletter til kongresser …). For 75 år siden kunne ingen forudse at de vigtigste forskningsredskaber i 2017 i GT-faget som i alle andre fag ville være computer, internet, mobiltelefon, flyrejser til kongresser, at tekstlæsnings- og oversættelsesproblemer skal diskuteres på grundlag af elektroniske programmer med hebraisk grundtekst, antikke versioner og oversættelser på alle sprog indbygget; engang skulle alle oplysninger slås op i tunge og dyre, indbundne bøger. Den amerikanske teknologi-futurist Ray Kurzweil forudså i 2005 at ‘the singularity is near’, dvs. at computerintelligens bevæger sig henimod at overgå den samlede menneskelige intelligens, hvorefter alt bliver uforudsigeligt; dette skulle indfinde sig i 2045. Vi kan ikke vide om maskinerne vil fortsætte GT-forskningen på egen hånd, om de vil overlade det til de mere begrænsede menneskelige bevidstheder, eller om mennesker og maskiner tilsammen danner gennemførte cyborgs (der jo allerede findes: glem pacemakeren: Menneske-smartphone-symbioser er mere relevante). Måske lever mennesker evigt eller uendeligt meget længere end nu – der arbejdes jo seriøst på sagen – og måske vil det være meningsfuldt for nogle at vie nogle hundrede år af et liv til GT-studier.

Få ville for 75 år siden have forudset den eksponentielle vækst i antal af videnskabelige publikationer. Det er blevet hævdet at 99% af al tilgængelig information er blevet tilvejebragt de seneste 10 år. Det betyder at forskning frembringes i et rasende, voksende tempo, og at langt det meste glemmes igen i et næsten lige så rasende tempo. Ingen kan nå at konsumere hvad der publiceres inden for ens felt – inkl. et så relativt beskedent felt som det gammeltestamentlige – og den umiddelbare beskyttelsesmekanisme er at indsnævre sit felt. Det er en gammel joke at eftersom en specialist er en person som ved stadigt mere om stadigt mindre, må den fuldendte specialist derfor være den som ved absolut alt om absolut intet.

GT-faget er en lille videnskab; men den samme logik gælder her. Den enkelte forsker ved stadigt mere om stadigt mindre. Og så er der i Danmark markant færre gammeltestamenteforskere nu, end der var for 30 år siden. Samfundets økonomi er vokset enormt; gammeltestamentefagets økonomi er skrumpet. i 1980’erne var der én professor, fire lektorer (inkl. én i Kristendomskundskab/Religion) plus to kandidatstipendiater. De kommende år vil faget være normeret til to stillinger. Engang var et hebraiskkursus med en time om ugen over et år obligatorisk i teologistudiet. Nu er det et kursus på 10 ECTS-point, dvs. en tredjedel af et semester. Hvis den udvikling fremskrives, vil der slet ikke være noget GT-fag om 75 år.

Mindre apokalyptiske visioner er selvfølgelig mulige. Det kan være at tilbagegangen stopper op og faget bevares. Måske vil den litterære bølge tage af. Siden 1970’erne er GT af mange forskere, og med gode resultater, blevet kategoriseret som en slags litteratur. Men rigtig litteratur (Goethe, Dostojevskij, Martin A. Hansen), skrevet og trykt i bøger for dannede mennesker, der kan læse bøger, er blevet et randfænomen. Den kulturelle arena har længe været de elektroniske medier; det er derfra de fleste indtager de daglige store doser af livsopretholdende fiktion. En kategori som ‘fantasy’ – jf. Ringenes Herre, Harry Potter, Game of Thrones – vil være mere erfaringsnær nu, mere relevant for de fleste, end kategorier litteratur eller som ‘poesi’ (på Grundtvigs tid). ‘Bibel og litteratur’ vil måske transformere sig til ‘Bibel og fiktion’ og mest angå bibelske temaer i TV-serier, computerspil og musik- og scenekunst.

Omvendt kan GT som indgangen til fortidige kulturer og deres tænkemåde måske blive styrket. GT-faget har de seneste 150 år fungeret som prolegomena til nærorientalske studier: først hebraisk og GT, derpå egyptisk, mesopotamisk, hittitisk, ugaritisk. Globaliseringen indebærer at et begreb om ‘vestlig kultur’ er blevet svækket. Engang var det muligt at kategorisere kultur- og bevidsthedshistorien i to dele: På den ene side var der den vestlige tradition, den eneste relevante, båret af de to søjler Jerusalem og Athen; på den anden side alt andet, som var irrelevant. Man kan opleve hvad der menes med ‘the West and the Rest’ i det storslåede Museum of Natural History i New York. Det omfatter mineraler, planter, dyr (også forhistoriske) og menneskelige kulturer, inkl. oldtidens Egypten, indianske, afrikanske og Indien og Kina. Dette museum er altså for ‘the Rest’: sten, dinosaurer, totempæle og kinesere.

Men nu ved vi at Indien og Kina har haft historiske udviklinger parallelt med den europæisk-nordamerikanske. Vi ved at hverken Jerusalem eller Athene har skabt sig selv, men var udviklinger af kulturer der gik forud (og fortsat eksisterede samtidig) og som på mange måder var mere imponerende og mindst lige så vigtige for at vores verden blev som den blev. Vi ved at al tænkning, al kultur, al kunst, hænger sammen i en proces der begyndte med menneskeartens opståen (og en ældre, robust teori hævder at det var netop i kraft af religion at proto-mennesker blev til homo sapiens). Vi ved at det først var i nyere tid (måske fra ca. 1500 e.Kr., eller senere) at Vesteuropa rykkede fra Kina i teknologisk henseende.

Vi må altså vide mere om Kina (og Japan, og Indonesien, og Indien), og da vores biologisk hukommelseskapacitet er begrænset, kommer vi til at acceptere også at vide mindre (kulturpessimister vil sige: endnu mindre) om den vestlige historie – som dermed i endnu mindre grad vil være ‘vores’. Vi må forvente at alle i skolen forstår at Jerusalem og Athen forudsætter Uruk og Theben, og vi må lære at skelne imellem Han- og Tang-dynastierne. Prisen for det vil være mindre viden om gamle grækere og romere og om europæisk middelalder, renæssance og nyere tid. Med ‘viden’ mener jeg her det der tidligere blev forstået som ‘almen dannelse’. Viden i betydning information går selvfølgelig ikke væk, men akkumuleres eksponentielt, så længe der er strøm til serverne og kablerne er intakte. Allerede nu plugger vi in via vores smartphones i den absolutte ånd (Wikipedia), når vi, igen og igen, erkender at vi ikke ved og ikke forstår.

Engang længtes man i Nordeuropa til landet hvor citronerne blomstrer, og drømte om dog engang at måtte få lov til at se Neapel og dø. Nu er der studerende ved Aarhus Universitet som har været i Thailand, men ikke set nogen grund til at besøge København. Men en sideeffekt af den globale trivialisering er at Europas historie, som er kristendommens historie, er blevet eksotisk. Kirkehistorikere må være fortids-etnografer; teologifaget tager ved lære af den traditionelle antropologi, som udviklede greb til at forstå underlige, fremmede kulturer. Jeg anbefaler at tage studerende med til Aarhus Domkirke eller til Sankt-Annen-museet i Lübeck. Her kan man få en kognitiv svimmelhedsfornemmelse der svarer til hvad man vil få i et hinduistisk tempel i Sydindien.

Gammel Testamente har altid været det fremmedes, det etnografiskes repræsentant i teologien. Grundtvig så dette ganske klart og, efter nutidige standarder, korrekt: ‘Abraham var Guds gode Ven, men Christen ingenlunde’. Ved at acceptere faget Gammel Testamente som en obligatorisk del af sit curriculum har teologien legitimeret og promoveret paganologien, altså hedenskabsstudierne. Måske vil elektronikken endelig tilvejebringe oversættelses- og tekstanalyseprogrammer, så studerende af sig selv kan arbejde med kileskrifts- og hieroglyf-tekster.

I hebraisk-undervisningen tidligere, da man brugte Johannes Pedersens grammatik, fik man to sprog for ét. Forudsætningen for at forstå hebraisk var at forstå ursemitisk. Det var vigtigt at vide at kælæb, seper og ‘ozæn (‘hund’, ‘skrift’, ‘øre’) skulle have tryk på første stavelse, og at de, hvis der var tale om ‘min hund / min bog / mit øre’, hed kalbî, siprî, ‘åznî; men hvorfor det kunne man kun forstå hvis man vidste at de engang havde heddet kalbu, sipru, ‘uznu.  Tilsvarende: Når man lærer om GT, får man ikke kun én ikke-kristen religionsform (og der er flere i GT allerede), men mange, for GT vil i praksis ofte sige mesopotamisk, egyptisk osv. Man kan kun forstå gammeltestamentlig tempelteologi, pagtteologi og skabelsesteologi, hvis man ved at de alle er videreudviklinger af nærorientalsk religion. Vel er der brud og forskelle; noget nyt kommer til, og noget af det tidligere marginaliseres eller forvinder. Men det er deri udviklingen ligger; der er intet nyt der ikke er en transformation af noget der allerede var der; og meget lever videre, evt. under et andet navn, så det ikke stikker for meget frem – eller dukker op igen, hentet ind og op fra kulturens grænser og dybder, eller gendannet, som af sig selv.

Grundtvig forstod parallellen imellem det ontogenetiske (et enkelt væsens dannelse) og det fylogenetiske (en arts, fx en religions, en kulturs) dannelse. Ontogenetisk: Alle mennesker er hedninger, før de bliver kristne; og hvis de ikke engang er det, må de hjælpes til at tage sig sammen til at blive det. Fylogenetisk: Før reformationen var dansk kristendom romersk-katolsk; før kristendommen blev kristendom, var den jødedom; og før det var den arkaisk, nærøstlig religion. Det var ikke kun skriften, staten og arbejdsdelingen der blev opfundet i Uruk ca. 3000 f.Kr., men også religiøse pragtbygninger, præsteskaber og himmelske magter. Men trangen til at forsamles md ligesindede og med lyd, rytme, tale vise taknemmelighed, respekt og frygt over for mægtige, fremmede magter – det var selvfølgelig meget ældre end Uruk. 

At afdække vore indre hedninger (som selv har flere lag, som det forstås) – if. Grundtvig forudsætningen for at forbinde noget meningsfuldt med kristendom – det er noget GT faget er godt til. Så at kunne gøre det mere og bedre, det er måske en relevant vision for de næste 75 år.