Af Per Ingesman

Kirkehistorie er et af de fag, der undervises i på teologistudiet. Undervisningen gives af faste forskere med speciale i kirkehistorie, in casu en professor og fire lektorer, der sammen med løsere tilknyttede stipendiater og post.doc.’er udgør en faggruppe. Institutionelt er den en del af Afdeling for Teologi på Institut for Kultur og Samfund. Jeg vil derfor opdele fremtidens udfordringer til faget i undervisningsmæssige, forskningsmæssige og institutionelle udfordringer.

Bachelorstudiets grundlæggende indføring i den kristne kirkes historie er siden 2012 blevet givet med udgangspunkt i den lærebog, Kirkens historie 1-2, som fire af fagets lærere har skrevet. Hvor mange år der vil gå, før lærebogen er forældet og skal afløses af et nyskrevet værk, er ikke til at sige; men det ligger nok temmelig langt ud i fremtiden. Allerede i dag kan man dog konstatere, at det nuværende værk med sine to indbundne bind på hver knap 800 sider er så tungt, at en del studerende ikke orker at medbringe det til timerne! En ny og mere handy 2. udgave kunne tilvejebringes ved, at tobindsværket blev opdelt og udgivet som fire paperbackbind, med oldkirken i bind 1, middelalderkirken i bind 2, tiden 1500-1800 i bind 3 og kirkehistorien fra 1800 til i dag i bind 4. Samtidig ville det være oplagt at supplere bogværket med en interaktiv hjemmeside, hvor de studerende f.eks. kunne finde yderligere oplysninger og relevante links til digitale ressourcer, og hvor en blog gjorde det muligt for dem at komme i dialog med lærere og medstuderende.

Lærebogen suppleres i undervisningen af duplikerede hæfter med kirkehistoriske kildetekster. Det har været overvejet at udgive disse hæfter i en trykt kildesamling. Fremtidsrettet bør der dog hellere søges tilvejebragt en kirkehistorisk ’kildebank’ på internettet, som foruden tekster også kunne indeholde billeder af kunstværker, bygninger og udgravninger, der kan anvendes som kilder til kirkens historie.

Også hvad angår undervisningsformer, repræsenterer den digitale udvikling en udfordring. Med den fulde udnyttelse af mulighederne i Blackboard og fremtidige systemer til e-læring vil de studerende kunne involveres mere aktivt i undervisningen. Og takket være den mængde af kildemateriale og forskningslitteratur, der ligger tilgængelig på internettet, vil det være muligt at lade dygtige studerende på kandidatstudiet give sig i kast med opgaver af forskningsmæssig art. Dermed vil flere studerende blive motiveret til at skrive speciale i kirkehistorie, og flere vil binde an med ph.d.-projekter i faget.

Allerede nu er rekrutteringen af nye forskere til faget et problem, som er en af fremtidens store udfordringer på det institutionelle plan. Det er vanskeligt at tiltrække lovende unge forskere, når et egentligt forskningsmiljø mangler. Der fandtes et kirkehistorisk forskningsmiljø, indtil den særlige Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi blev nedlagt i forbindelse med den såkaldte ’faglige udviklingsproces’ i 2010-11. Dengang fulgte kirkehistorikerne ledelsens klare opfordring til at indgå i tværfaglige forskningsenheder og -programmer, og det har også givet værdifulde resultater – f.eks. inden for udforskningen af den antikke kristendom, den kristne orient og den lutherske reformation. Bagsiden af tværfagligheden er, at den kirkehistoriske kernefaglighed er forsvundet.  Hvordan kan vi reetablere et kirkehistorisk forskningsmiljø og gøre det så attraktivt, at det kan tiltrække ikke bare specialestuderende og nyuddannede forskerspirer, men også f.eks. udenlandske gæsteforskere – for slet ikke at tale om eksterne forskningsbevillinger? Fremover kræver det en bevidst og aktiv indsats, som oplagt kan tage udgangspunkt i de forskningsmæssige tyngdepunkter og særlige indsatsområder, der allerede findes i faget.

Et lille tilbageblik på den kirkehistoriske forskning i Aarhus viser, at den i sine første 50 år, fra 1942 til 1992, havde tre, markant forskellige tyngdepunkter: for det første patristik og andre oldkirkelige emner, for det andet den almeneuropæiske kirkehistorie i middelalderen og for det tredje den danske kirkes historie i det 19. og 20. århundrede (se ”Nyt fra Aarhusteologerne”, januar 2017). På sidstnævnte område fandtes den århusianske forsknings absolutte flagskib: det store kollektive projekt om de danske vækkelsesbevægelsers historie, som P.G. Lindhardt søsatte og A. Pontoppidan Thyssen førte i havn.

I de seneste 25 år har disse traditionelle tyngdepunkter i kirkehistorieforskningen gradvis forskubbet sig. Med Grundtvig og hans arv som en vigtig undtagelse er vækkelsesforskningen et overstået kapitel i århusiansk kirkehistorie. Det 19. og 20. århundredes kirkehistorie står fortsat som et tyngdepunkt, men til forskningen i den danske folkekirkes historie og kirkeret er kommet en betydelig forskningsindsats også inden for nordisk, europæisk og endda global kirkehistorie. Oldkirkestudier vejer særdeles tungt i den aktuelle forskning, og århusianske kirkehistorikere deltager i internationale forskningsprojekter på dette felt. Forskningen i middelalderen er fortsat et tyngdepunkt, men orienterer sig nu specifikt mod senmiddelalderen og mod samspillet mellem den danske og den internationale kirke. Mest bemærkelsesværdigt er måske, at reformationen fremstår som et vigtigt nyt tyngdepunkt for den århusianske forskning, der her foregår inden for tværfaglige rammer med deltagelse af både teologer og historikere.

Hvordan skal de fire aktuelle tyngdepunkter, der her er skitseret, videreføres og styrkes på en måde, der kan give et løft til hele det kirkehistoriske fagmiljø? Lad mig starte med at gøre opmærksom på, at alle fire tyngdepunkter står over for en række generelle udfordringer af teoretisk, metodisk og teknisk art.

Den teknologiske udvikling har ført til, at ikke blot megen forskningslitteratur, men også stadigt stigende mængder af historisk kildemateriale bliver gjort tilgængelige på internettet. Muligheden for at overskue, søge i og bearbejde et meget omfattende kildemateriale er godt på vej til at ændre grundvilkårene for al historisk, også kirkehistorisk forskning. Det, der nu er og i fremtiden vil blive digitaliseret og lagt på nettet, er ikke blot håndskrifter og andet utrykt materiale, der tidligere skulle opsøges i diverse arkiver og samlinger i ind- og udland, men også f.eks. alle europæiske bøger trykt før år 1700. Hertil kommer digitaliserede udgaver af moderne kildemateriale såsom aviser, radio- og TV-udsendelser, museers og bibliotekers samlinger af genstande og billeder osv.

Digitaliseringen af kildemateriale muliggør anvendelsen af mere specielle metoder i arbejdet med historiske og kirkehistoriske problemstillinger. Som eksempler på anvendelsen af metoder af særlig relevans for kirkehistorie kan nævnes prosopografiske studier af gejstlige gruppers sammensætning, netværksanalyser af forbindelser mellem ledere af kirkelige eller religiøse bevægelser og bibliometriske analyser af spredningen af opbyggelseslitteratur. På dette metodiske felt er sket en rivende udvikling inden for ’moderfaget’ historie, siden J. Oskar Andersen indførte den erslevske kildekritik i kirkehistorien for over 100 år siden.

Samtidig er der sket en indholdsmæssig udvikling af historiefaget. Hvor historikerne indtil omkring 1970 koncentrerede sig om social, økonomisk og politisk historie, og helst undgik al teoridannelse, så har især de nye og mere teoretisk reflekterede strømninger som historisk antropologi, mentalitetshistorie og kulturhistorie bevirket, at fortidens religiøst funderede forestillingsverden er kommet til at stå centralt i historiefagets arbejdsområde. Det betyder, at kirkehistorikere kan hente megen inspiration fra nutidens historieforskning. Kønshistorie og erindringshistorie kan nævnes som eksempler på nyere strømninger fra historiefaget, der allerede har påvirket stedlige kirkehistorikere. Derimod venter vi stadig på, at udfordringen fra de forskellige ’vendinger’, der har præget den internationale historievidenskab i det sidste par årtier, især ’den sproglige vending’, ’den materielle vending’ og ’den emotionelle vending’, tages op og udmøntes i konkrete kirkehistoriske forskningsprojekter.

For den kirkehistoriske udforskning af oldkirken ligger udfordringen i at videreføre og udbygge den igangværende udvikling. Området er forskningsmæssigt krævende, idet der forudsættes filologisk kompetence inden for en hel række antikke sprog, færdighed i at læse og udgive gamle manuskripter og fortrolighed med en meget omfattende international forskningslitteratur. Disse kompetencer er til stede på Kirkehistorie, og sammen med forskere fra Gammel Testamente, Ny Testamente og Systematik indgår fagets to oldkirkespecialister i det højt profilerede og internationalt ansete forskningsmiljø ved Aarhus Universitet, der beskæftiger sig med kristendommen i sin antikke kontekst. Arbejde med digitaliserede manuskripter og anvendelse af elektroniske databaser som forskningsredskab er en vej til nye, vigtige resultater, som allerede er taget i anvendelse i vore kirkehistorikeres udforskning af den antikke kristendom, og som vil blive stadig mere fremtrædende fremover.

Da det middelalderlige tyngdepunkt i den århusianske kirkehistorieforskning er flyttet til senmiddelalderen, mens reformationens kirkehistorie er kommet til som et vigtigt nyt forskningsfelt, synes en fremtidig udfordring at være at forsøge at slå bro over det traditionelle periodeskel mellem middelalder og moderne omkring år 1500. Det kunne ske ved at forene de to hidtidige tyngdepunkter under overskriften ”Reformationen – baggrund, forløb og konsekvenser” og så fokusere på den tidsperiode, man internationalt kalder ’early modern’ eller ’frühe Neuzeit’, dvs. ca. 1400-1700. Det er forkert, når man traditionelt har set religiøsiteten i senmiddelalderen som præget af forfald, hvorfor reformationen kom som en naturlig reaktion herpå. Måske skal reformationen i stedet forstås som en religiøs bevægelse, der lå i forlængelse af den religiøse udvikling i senmiddelalderen frem for at repræsentere et brud med den? Hidtidig reformationsforskning har i høj grad drejet sig enten om teologi, med fokus på Luther og de andre reformatorer, eller om kirkepolitik, hvor der er fokuseret på fyrsternes interesse i reformationen, på organiseringen af de nye protestantiske kirker osv. En fremtidig forskningsindsats må tage reformationen alvorligt som en religiøs bevægelse og sætte fokus på andre end reformatorer og fyrster, ligesom forløbet af reformationen må studeres ikke blot på det store plan som hidtil, men også på lokalt og individuelt plan. Med hensyn til reformationens konsekvenser er forskningen i Aarhus i tæt kontakt med den del af den internationale reformationsforskning, der har sat begreberne ’konfessionalisering’ og ’konfessionskultur’ i centrum. Derved er det blevet muligt at trænge dybere ned i spørgsmålet om, hvilken langsigtet betydning reformationen havde, idet reformationens indførelse blot var starten på en udvikling, der i løbet af et par århundreder satte et stærkt konfessionelt præg på det danske samfund og den danske kultur. I en sådan udvidelse af fagets tyngdepunkt i reformationen er der rige muligheder for forskningsmæssige nybrud, ikke mindst fordi stadig større mængder af utrykte arkivalier og ældre litteratur foreligger tilgængelige i digitaliseret form. Forskere fra Kirkehistorie og andre fag har været centrale i indeværende års markering af 500-året for reformationens start med Luthers teseopslag; forhåbentlig vil kommende kirkehistoriske forskere her på stedet også stå centralt, når man i 2036 skal fejre 500-året for den danske reformation! Den slags jubilæer rummer vigtige muligheder for, at vi som forskere kommer ud af elfenbenstårnet og formidler vores forskning bredt og populært.

Fremtidens udfordring for den del af den århusianske kirkehistorie, der har arbejdet med 19. og 20. århundrede, ligger i at samle og fokusere den hidtidige indsats. Med digitaliseringen af Grundtvigs værker, der foregår i et særligt center, men med tilknytning til Kirkehistorie, vil det være naturligt at følge op med forskning i Grundtvig og hans arv. Her vil man kunne bidrage også til belysning af folkekirkens historie, som den hidtidige forskning kun har studeret vidt forskellige aspekter af, men som måske kunne fokuseres og samles i et større projekt, f.eks. om ”Folkekirken, velfærdsstaten og civilsamfundet”. Der foreligger allerede ansatser til at sætte den danske folkekirkes historie ind i en bredere europæisk kontekst og foretage komparativt anlagt forskning, og de bør videreføres og udbygges af fremtidige forskere. En særlig udfordring for kommende kirkehistorikere er forvaltningen af det arbejde med den europæiske og globale kirkehistorie i det 19. og 20. århundrede, som den nu pensionerede professor Jens Holger Schjørring igangsatte. Eventuelt kunne eksisterende forskning i arbejdet med kirkehistorien på de dansk-vestindiske øer udbygges til også at omfatte andre danske kolonier samt Grønland.

Kirkehistorie kan naturligvis få andre udfordringer i fremtiden end dem, der her er skitseret, også udfordringer, der kan true selve fagets eksistens som universitetsfag i Aarhus. De kan komme fra staten, kirken, universitetet eller medierne – eller de kan være en simpel konsekvens af det, man lidt ubestemt kalder ’udviklingen’, uanset om der er tale om den samfundsmæssige, videnskabelige eller teknologiske udvikling. I så fald vil der dog formodentlig være tale om udfordringer, som er fælles for alle de teologiske fag og altså ikke specifikt rammer Kirkehistorie. I denne artikel har jeg derfor koncentreret mig om de fremtidige udfordringer, der – på nuværende tidspunkt og efter mit skøn – aftegner sig, idet jeg optimistisk har koncentreret mig om de udfordringer, der på det undervisningsmæssige, det institutionelle og det forskningsmæssige plan forekommer at have potentiale til at styrke og løfte faget Kirkehistorie som sådan.