Af Per Ingesman
I 500-året for Martin Luthers opslag af de 95 teser om afladen er der kommet adskillige bøger om Luther og reformationen. Nogle vil formodentlig være glemt, når 2017 er rundet ud, men andre vil have blivende værdi. De største og vigtigste af årets forskningsbaserede udgivelser er Reformationen i dansk kirke og kultur fra Syddansk Universitetsforlag og Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution fra Aarhus Universitetsforlag. Det førstnævnte værk, som er redigeret af Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen, giver i tre bind dækkende hver sin tidsperiode – bind 1: 1517-1700, bind 2: 1700-1914 og bind 3: 1914-2017 – en fremstilling af reformationen og dens betydning som kirkeligt og kulturelt program, altså reformationens virkningshistorie, i Danmark frem til i dag. I modsætning hertil holder det værk, som jeg har været med til at redigere sammen med Ole Høiris, sig mere strikte til reformationen som historisk begivenhed, dens baggrund, forløb og konsekvenser; men til gengæld behandler værket både Europa (bind 1) og Danmark (bind 2).
I denne artikel vil jeg redegøre for de tanker, der ligger bag værket fra Aarhus Universitetsforlag. Forlaget har haft stor succes med sin serie af ’verdensbøger’, pragtværkerne om Antikkens verden, Middelalderens verden, Renæssancens verden osv., hvori forskere fra Aarhus Universitet har formidlet deres viden i et alment forståeligt sprog, og da reformationsjubilæet nærmede sig, var det nærliggende at planlægge en Reformationens verden som endnu et bind i serien. Ved nærmere eftertanke fandt Ole Høiris og jeg dog ud af, at vi ville prøve at skabe noget andet. Nok ville vi genbruge det grundlæggende koncept: at udgivelsen skulle være et stort og rigt illustreret, formidlingsorienteret værk skrevet af forskere fra mange forskellige fag, men hvorfor skulle vi begrænse os til de århusianske universitetsforskere? Som et passende bidrag til markering af 500-året for en så vigtig begivenhed i Danmarkshistorien som reformationen ønskede vi, at værket skulle fremstå som resultat af en national forsknings- og formidlingsindsats, og derfor rekrutterede vi forfatterne fra universiteter og forskningsinstitutioner over hele landet.
Værket kaldte vi Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution, selv om vi godt var klar over, at undertitlen nok ville virke provokerende. Vil vi nu sammenligne Martin Luther med Mao Zedong? Og Luthers berettigede reform af den katolske kirke i 1500-tallet med den kulturrevolution, som Mao af magtpolitiske og ideologiske grunde igangsatte i 1960’erne? På ingen måde. Men vi ville gøre opmærksom på, at reformationen ikke bare drejede sig om at reformere kirken, men at den førte til kulturelle og samfundsmæssige ændringer, der var både dybtgående og havde langtrækkende betydning.
Vores fokus på kulturelle og samfundsmæssige ændringer afspejler også en ny tilgangsvinkel til reformationen. I en redegørelse for udviklingen i den moderne reformationsforskning, som den norske kirkehistoriker Tarald Rasmussen giver i første bind af Reformationen i dansk kirke og kultur, hedder det, at man lidt firkantet kan sige, ”at de gamle reformationshistoriske tolkningsbegreber teologi og politik er i færd med at blive erstattet med to nye hovedord: religion og kultur” (s. 40). Hvordan skal det forstås? Ifølge Tarald Rasmussen har reformationsforskningen længe været præget af en grundlæggende spænding mellem historikere og teologer. De førende reformationsforskere blandt teologerne var præget af den såkaldte ’Lutherrenæssance’, de ønskede at give Luthers teologiske anliggende fornyet aktualitet. For dem var det egentligt vigtige ved reformationen Luther og hans radikale brud med middelalderens skolastiske teologi. I modsætning hertil var historikerne ofte ikke særligt interesserede i Luther. De var mere optaget af de politiske og sociale aspekter i historien om reformationen, som de så som en vigtig del af den nationale historie.
Hvordan ser Tarald Rasmussen så udviklingen fra ”teologi og politik” til ”religion og kultur” afspejlet i ændrede forskningstendenser? Han peger på tre hovedtræk: For det første er Lutherrenæssancens billede af Luthers radikale brud med senmiddelalderen blødt op, idet Luther nu ses som dybt forankret i den senmiddelalderlige teologi og religiøsitet. For det andet er reformationshistorien ikke længere domineret af de teologiske og politiske tolkningsrammer, idet kulturhistorisk orienteret forskning har peget på de vigtige ændringer, som reformationen førte med sig på centrale områder i menneskers liv. Og for det tredje er de nationale reformationsfortællinger ved at blive udvidet, idet forskerne nu lægger vægt på, at reformationen er del af en større historie, som må studeres komparativt på europæisk plan (s. 37).
Efter min mening er der flere grunde til, at både teologer og historikere i vore dage angriber reformationen på en ny måde, og at de er fælles om et forsøg på at nyskrive reformationens historie med vægt på religion og kultur. Især vil jeg pege på den udvikling inden for de seneste tiårs internationale historieforskning, man kalder ’den kulturelle vending’. I reformationsforskningen har den ført til, at historikerne stiller nye typer spørgsmål og tager gamle tematikker op til behandling på en ny måde. Men den har også betydet, at den ofte ufrugtbare spænding mellem teologernes og historikernes tilgang til og tolkning af reformationen er afløst af samarbejde og gensidig inspiration. Historikerne har forladt deres traditionelle koncentration om social, økonomisk og politisk historie, mens teologerne har opgivet den konfessionelt prægede tilgang til reformationen med dens fokusering på Luther og hans teologi. I stedet for at arbejde i hver sin retning og fjerne sig fra hinanden arbejder teologer og historikere sig nu ind mod et fælles mål, nemlig en forståelse af reformationen som en historisk begivenhed, der i sin kerne drejede sig om religion, altså om menneskers frelse, men som – fordi religion i datiden var det bånd, vinculum societatis, der holdt samfundet sammen – ikke bare havde religiøse, teologiske og kirkelige implikationer, men berørte stort set alle sider af samfunds- og kulturlivet.
Som det måske bedste eksempel på, hvorledes en ny tematik og tilgangsvinkel inden for moderne reformationsforskning er opstået som et samlet resultat af historikeres arbejde med religion og teologers åbenhed over for kulturhistoriske tilgange, vil jeg nævne behandlingen af den periode og problemstilling, man traditionelt har omtalt som ”den lutherske ortodoksi”.
Udtrykket ”den lutherske ortodoksi” antyder, at den folkelige reformationsbevægelse, som Luthers teseopslag havde igangsat i begyndelsen af 1500-tallet, ved slutningen af århundredet havde mistet sin dynamik og var blevet til en stivnet kirkeinstitution, der opfattede det som sin vigtigste opgave at sikre, at befolkningen havde den rette tro. Talen om den lutherske ortodoksi har man opgivet i nutidens forskning, efter at de to tyske historikere Wolfgang Reinhard og Heinz Schilling i 1980’erne introducerede betegnelsen ”den konfessionelle epoke”. I en tysk kontekst er det normalt at lade den egentlige reformationstid være perioden fra Luthers teseopslag i 1517 til religionsfreden i Augsburg i 1555. Reinhard og Schilling foreslog nu at opfatte den efterfølgende, hundredårige periode fra 1555 til afslutningen på Trediveårskrigen i 1648 som en særlig historisk epoke, den konfessionelle. I denne periode foregik der, siger de, i Det tyske Rige, men også i andre europæiske lande, en konfessionalisering af kirke, stat og samfund, hvorved meget af det, reformationen havde sat i gang, blev ført ud i livet. De nye kirker, der var dannet som følge af reformationen, styrkede sig indadtil og afgrænsede sig udadtil, blandt andet ved formulering af nye bekendelser, konfessioner. I udviklingen af de moderne statsmagter var den konfessionelle epoke af stor vigtighed. Statsopbygningen styrkedes igennem statens overtagelse af kirkens administration og gods, men staten fik tillige nye kompetencer ved at overtage de tre vigtige samfundsområder, som i middelalderen havde hørt til kirkens domæne: ægteskabs- og familieanliggender, skole- og opdragelsesvæsen samt fattig- og socialforsorg. I forhold til samfundet var det et vigtigt mål for myndighederne, at befolkningen ikke bare havde den rette tro, men også levede i overensstemmelse med denne tro – at ’læren’ og ’livet’ hang sammen. I de store protestantiske lande gik stat og kirke hånd i hånd for at få folk til at leve det rette kristenliv, men også på katolsk område fandt der en konfessionaliseringsproces sted, og også her førte den til en skærpelse af de kirkelige og statslige myndigheders indsats for at kontrollere og regulere, hvordan almindelige mennesker tænkte og levede.
Siden Reinhard og Schilling fremsatte deres konfessionaliseringstese i 1980’erne, har den været genstand for omfattende diskussion i den internationale reformationsforskning. Det vigtigste bidrag til diskussionen er kommet fra den tyske teolog Thomas Kaufmann, der er professor i kirkehistorie i Göttingen. Han accepterer grundlæggende eksistensen af en konfessionel epoke, men mener, at Reinhard og Schilling giver staten alt for megen opmærksom i deres tese og af den grund kommer til at lægge for stor vægt på de ligheder, der er imellem de tre store konfessioner på tysk område: lutheranismen, calvinismen og katolicismen. Fokuserer man på de kirkelige forhold, siger Kaufmann, er det snarere forskellene mellem de tre konfessioner, der springer i øjnene. Til at indkredse, hvorledes hver af de tre konfessioner har deres egen profil, har Kaufmann udviklet begrebet konfessionskultur, og han har selv anvendt det i adskillige studier af den lutherske konfessionskultur. Den fremviser en hel række særtræk, hvoraf det vigtigste ifølge Kaufmann er en særlig stor vægt på det talte, skrevne og trykte ord, der fik ”en kultur-skabende betydning”. For Det tyske Rige kan det belægges statistisk, at antallet af trykte religiøse bøger – bønne- og salmebøger, teologiske pamfletter, prædikensamlinger, begravelsestaler, men først og fremmest katekismer – lå mange gange højere i lutherske områder end i både calvinske og katolske.
Kaufmann har udviklet begrebet ’konfessionskultur’ på baggrund af forholdene i Det tyske Rige, som i 1500- og 1600-tallet var opdelt i mange mindre stater, således at de forskellige konfessioner ofte fandtes tæt op ad hinanden. Det gjorde behovet for konfessionel afgrænsning særlig stærkt, vil Kaufmann sige. Hvor godt passer hans begreb så på forholdene i Norden, hvor vi i både Danmark-Norge og Sverige-Finland har samfund, hvor lutherdommen er statsreligion, og andre kristne konfessioner ikke tolereres? Det er et spørgsmål, som historiske og teologiske forskere med speciale i reformation og konfessionalisering i de nordiske lande først for nylig er begyndt at interessere sig for. Netop ved Aarhus Universitet har det reformationshistoriske forskningsmiljø sat udviklingen af en luthersk konfessionskultur som et af de vigtigste forskningsmæssige spørgsmål inden for rammerne af det nydannede center LUMEN (Center for the Study of Lutheran Theology and Confessional Societies). Arbejdet her vil kunne levere et vigtigt nyt bidrag til dansk og nordisk forskning ved at inddrage den konfessionelle epoke som reformationshistorisk forskningsobjekt, men vil tillige være af interesse for den internationale forskning, hvis diskussioner vil kunne kvalificeres med bidrag fra den kontekst, hvor en luthersk konfessionskultur må formodes at kunne ses mest rendyrket og udfoldet, nemlig i de nordiske landes monokonfessionelle samfund.
En række af de århusianske reformationsforskere, der er tilknyttet LUMEN, har bidraget til Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution, og selv om værket har været flere år undervejs, afspejler det da også aktuelle interesser i forskningsmiljøet: Der er en klar erkendelse af, at reformation og konfessionalisering må ses som to sider af reformationshistorien, idet meget af det, som reformationen havde sat i gang, først førtes ud i livet i den konfessionelle periode. Og der er også en begyndende interesse for udviklingen af en luthersk konfessionskultur i Danmark; det gælder især i de artikler i bind 2, der er samlet under overskriften ”Hverdagsliv fra fødsel til død”, og som fortæller om kulturelle fænomener, hvor en særlig luthersk ’farvning’ eller ’tone’ gør sig gældende: i ægteskab og familieliv, i opdragelse og undervisning, i synet på døden og de døde.
Den ’kulturelle vending’ inden for reformationsforskningen ses klart afspejlet i vores reformationsværk. Ud over de netop nævnte forhold i hverdagslivet behandles også så vidt forskellige emner som hekseprocesser og jødeforfølgelser, religiøse ritualer og musik, billedforståelse og økonomiske ideer, skriftemål og strafferet.
Ikke mindst vigtigt er efter min mening, at Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution på en lang række punkter lægger op til fortsatte studier af reformationens kulturhistorie generelt og udviklingen af en luthersk konfessionskultur i Danmark specielt. For fremtidig forskning vil det være oplagt at tage afsæt i konfessionskulturbegrebet og foretage nærmere studier af det daglige fromhedsliv i 1500- og 1600-tallet, herunder brugen af religiøse bøger blandt lægfolk. Men helt generelt står mange vigtige spørgsmål stadig tilbage at besvare, og jeg skal bare nævne nogle af de mere overordnede: Førte statens og kirkens bevidste prægning af lægfolket i luthersk retning i løbet af 1600-tallet til en internalisering af lutherske normer og handlemåder, der dannede baggrund for 1700-tallets pietisme og 1800-tallets folkelige vækkelsesbevægelser? Hvad betød den lutherske legitimering af autoriteterne, fra kongen over herremanden og præsten til husfaderen, konkret – hvordan satte den sit præg på samfundstænkning og social adfærd hos adelige og gejstlige eliter på den ene side og hos deres fæstebønder og sognebørn på den anden side? Hvilken rolle spillede den lutherske samfundsideologi i praksis for det danske samfunds indretning og funktion?
Spørger man mig, hvad reformationsforskerne skal lave, når Lutheråret 2017 er rundet ud, og den store offentlige interesse er taget af, vil jeg derfor svare, at der er masser af forskningsmæssigt interessante spørgsmål at tage fat på. Jeg kan ikke forestille mig, at forskerne selv vil være trætte af Luther og reformationen. Mit håb er derfor, at Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution kan tilføre dansk reformationsforskning nyt momentum, måske ligefrem give den et spark fremad, som kan vise sig frugtbart i de kommende år.
Professor Per Ingesman
