Af Troels Nørager
Lokket af den såkaldt ’tredje alder’ og dens løfter om uforpligtende ’frihed’ har jeg valgt at fratræde min stilling med udgangen af september 2018. I den anledning har afdelingslederen bedt mig skrive en lille, tilbageskuende artikel. En art svanesang, kunne man vel kalde det.
43 år lyder voldsomt, kan det nu passe? Jeg indrømmer straks, at jeg har tilladt mig at regne studietiden med, for det er jo i høj grad her, man formes. Inden studiestarten i september 1975 brugte jeg sommerferien på at læse Prenters Skabelse og Genløsning, noget der vel antyder en vis seriøsitet? Men der skulle komme andre boller på suppen, for min teologistuderende søster havde introduceret mig til Den Teologiske Fagkritikgruppe, som blev mit faglige og studenterpolitiske hjemsted. Det betød, at jeg ud over Bibelen også studerede fagkritikkens ’bibel’, kollektivbogen Teologi og samfund. Bidrag til kritikken af den borgerlige teologi (1974) og læste marxisme, psykoanalyse og meget andet godt, som man nu gjorde i de år. Socialisationsteori fx, som indgik i min første publikation, guldmedaljeafhandlingen med den tidstypiske, tungebrækkende titel Socialisation og antropologisk normativitet, udgivet på fagkritikkens eget forlag FK-Tryk i 1982. Fagkritikken (som ebbede ud o. 1980) formede den grundholdning hos mig, at man som teolog også må beskæftige sig med det samfund og de mennesker, som teologien forholder sig til. Omkostningen ligger lige for: Man bliver en teologisk generalist, der ender med ikke rigtig at vide noget som helst.
Men hvad formede mig ellers i studietiden, hvor man kunne gå til forelæsninger hos både Løgstrup og Sløk? Løgstrup, helt sikkert, men bestemt også Jørgen K. Bukdahl, som var blandt de første (og bedste) til at introducere marxismen og Frankfurterskolens kritiske teori. Bukdahls faglige og menneskelige generøsitet gjorde stort indtryk på mig, men også hans intellektuelle overskud var imponerende: Jeg husker en bestemt forelæsning, hvor han præsterede at udlægge vanskelige passager fra Horkheimer og Adornos Oplysningens dialektik med sin lille søn Lars (i dag litteraturanmelder på Weekendavisen) siddende på skuldrene.
Interessen for Frankfurterskolen og den kritiske teori førte mig til Jürgen Habermas, som i 1983, hvor jeg opnåede et to-årigt forskningsstipendium, var en lysende stjerne på den filosofiske himmel. Han var og er heldigvis også en rar og sympatisk mand, og det semester, jeg tilbragte hos ham, var meget givende. Mine studier i hans tænkning resulterede i bogen System og livsverden (1985). Men hvordan komme videre, hvis man gerne vil blive på universitetet? Det var allerede dengang et problem. En god del held skal der til, så meget kan man i hvert fald sige. I mit tilfælde blev der opslået en adjunktstilling i religionspsykologi placeret ved Institut for Praktisk Teologi, hvor professor (og kongelig konfessionarius) Christian Thodberg residerede i ensom majestæt (ak ja, institutterne var små dengang). Jeg søgte og fik mirakuløst stillingen, selvom det jeg vidste om religionspsykologi kunne stå på bagsiden af et frimærke. Men man havde vel læst noget psykoanalyse, og gælder det ikke også om at være omstillingsparat?
Ideen var, at jeg skulle undervise i religionspsykologi på Religionsvidenskab og på Teologi i praktisk teologi, med særligt fokus på sjælesorg og pastoralteologi. Begge dele var spændende og gav mig mange nye perspektiver. Jeg fandt også en måde at kombinere religionspsykologi og sjælesorg på, da jeg i 1987 mødte Princeton-teologen Donald Capps (1939-2015), som blev en god ven. Jeg kom også til at sætte stor pris på Thodberg (og omvendt, tror jeg godt jeg tør sige). Vi havde et godt, kollegialt forhold, selvom vore interesser var vidt forskellige. En særlig erindring knytter sig til en påskelørdag engang i 1990erne, hvor Thodbergs havde inviteret min kone og mig hjem i privaten til et samvær med dronning Margrethe. Vel bekendt med vor prægtige monarks forkærlighed for tobak rullet ind i hvidt papir, havde jeg udrustet mig selv med en af de der billige plastic-lightere, så jeg som en god bordherre kunne være – bogstavelig talt – fyr og flamme, hver gang Hendes Majestæt fiskede en cigaret ud af etuiet. Lad mig nøjes med at sige, at jeg havde ondt i højre tommelfinger flere dage efter!
I samme periode modnedes ideen til det, der blev min disputats fra 1996, Hjerte og Psyke. Studier i den religiøse oplevens metapsykologi og diskurs. Jeg så et problemfællesskab i den måde, hvorpå henholdsvis teologi (det kristne hjertesprog i salmer og fromhedslitteratur) og religionspsykologi beskriver ’det indre’ på. Afhandlingens tese blev derfor, at man kan betragte moderne religionspsykologi som en ’oversættelse’ og delvis videreførelse af en religiøs diskurs.
Thodbergs pensionering i 1999 betød, at jeg skulle træffe et valg om min fremtidige placering. Selvom jeg befandt mig godt i praktisk teologi, så var det jo lige fra studietiden den systematiske teologi (og specielt religionsfilosofien), der havde min store interesse. Jeg var derfor glad for i 2000 at kunne vende tilbage som lektor i etik og religionsfilosofi, hvor en af de første opgaver blev at bidrage til færdiggørelsen af lærebogen Religionsfilosofi (2002), som mine gode kolleger Svend Andersen og Niels Grønkjær havde lagt et stort (for)arbejde i.
’Eller?’ har jeg tilføjet i overskriften. Det skal angive, at mine forskningsplaner stod noget forpjuskede tilbage, da jeg ganske uventet blev kastet ind i ledelsen af fakultetet. Kollegerne ønskede, at Carsten Riis (fra religionsvidenskab) og jeg skulle tage over som dekanat efter Peter Widmann og Armin Geertz. Det blev til knap ti spændende og udfordrende år, hvor jeg som prodekan bl.a. havde ansvaret for vores ph.d.-uddannelse. Mindre sjovt var det, da universitetets store omstrukturering i 2011 betød, at det teologiske fakultet blev lagt ind under ’Faculty of Arts’ som en del af Institut for Kultur og samfund. Her ville det være rart at kunne sige: ”Not on my watch!”, men det skete faktisk på vores vagt, dog desværre som et diktat, vi ikke kunne ændre på.
Samtidig må det siges, at debatten om ’nedlæggelsen af teologi i Aarhus’ i tilbageblik fremstår temmelig hysterisk og overspændt. Lad det derfor være slået fast med syvtommersøm, at teologi i Aarhus lever og har det godt med mange højt begavede og engagerede studerende (de kunne godt være mere flittige, men sådan har det jo altid været). Som sagt: ledelsesopgaver på et universitet er både spændende og udfordrende, men det er en (om)vej, der ikke kan anbefales den, der prioriterer at gøre akademisk karriere. I forhold til denne del at mit liv med teologien er det især det fortrinlige samarbejde med dekan Carsten Riis (som døde alt for tidligt i 2013), jeg tænker tilbage på med taknemmelighed.
Netop hjemvendt til etik og religionsfilosofi blev jeg i efteråret 2000 bedt om at holde et foredrag i Teologisk Forening. Ved blot at udskifte et enkelt ord i en kendt og elsket salme af Petter Dass blev titlen til ’Gud er død, om alle mand var døde’, hvilket vakte både kritik og forargelse, da foredraget efterfølgende blev trykt i Præsteforeningens Blad. Fra min side skulle titlen opfattes ikke provokatorisk, men programmatisk: Det ligger efter min mening i selve gudsbegrebets semantik, at Gud er Gud for nogen, og bl.a. af den grund må teologien forstå sig som erfaringsteologi. I denne grundtanke vedkender jeg mig at være formet af ungdomstidens fagkritik, men især af mange års beskæftigelse med religionspsykologi. Naturligvis anerkender jeg, at en triumfalistisk teologi (a là ’Gud er Gud, om alle mand var døde’) kan have en plads, når man synger under kirkens hvælvinger. Men når man som teolog og religionsfilosof tænker over sagen, går det ikke an at glemme, at det er vi mennesker, der svinger os op til at synge ’Gud er Gud, om alle mand var døde, – eller måske til at råbe: Allahu akhbar! Forsøget på at gøre alvor af en erfaringsteologi ud fra grundtanken ’Gud er kærlighed’ blev til bogen Hjertets længsel. Kærlighed og Gud religionsfilosofisk belyst (2003).
Terrorangrebet mod New York i 2001, som vi har vænnet os til blot at referere til som 9/11, vendte på mange måder op og ned på verden, som vi troede, vi kendte den. Og vi lever den dag i dag (og utvivlsomt flere årtier frem) med alt for hyppige tilfælde af islamistisk terror – og dens mange afledte konsekvenser. Også jeg blev naturligvis præget af denne ’nye’ virkelighed. Og det førte til en optagethed af spørgsmålet om, hvilken type religiøsitet/tro, der er forenelig med et demokratisk og pluralistisk samfund. Når jeg i bogen Taking Leave of Abraham: An Essay on Religion and Democracy (2008) tildelte fortællingen om Abrahams ofring af Isak en central rolle i denne diskussion, skyldtes det to ting: Dels at referencer hertil (i Koranens version) blev fundet blandt Mohammad Attas (den ene flykaprers) efterladenskaber, dels at jeg var udfordret af Kierkegaards geniale forsvar for Abraham i den lille bog Frygt og Bæven.
Også i dette tilfælde blev jeg mødt med forargelse og opfattet som én, der ville gøre op med hele Det Gamle Testamente. I den storm i et glas vand, der rejste sig, lykkedes det mig ikke at få den simple pointe frem, at det for mig grundlæggende handler om redelighed: Hvis vi vil kritisere et autoritært gudsbegreb i Islam (hvad jeg mener, der er god grund til), så bør vi først feje for vores egen dør og gøre op med elementerne af et autoritært gudsbegreb i vores egen tradition og forkyndelse. Hertil kommer (men det kan jeg af gode grunde ikke bevise), at havde Kierkegaard levet i dag, så er jeg sikker på, at han havde forholdt sig mindre beundrende og lovprisende over for den Abraham, der blindt adlød en autoritær Guds befaling om at slå ihjel.
Mine mange år med teologi har ingen konklusion, for teologi bliver man heldigvis aldrig færdig med. Jeg har betegnet mig selv som erfaringsteolog (med hældning mod liberal teologi og inspiration fra amerikansk pragmatisme) og som en generalist, der ikke rigtig véd noget om noget. Og det er alt sammen sandt. Men der findes sjældne undtagelser fra denne regel: tyske Gerd Theissen er derfor den nulevende (og sjældent vidtfavnende) teolog, som jeg nærer størst beundring og respekt for, og hans Tro & tanke. Poetisk-kritisk katekismus (hvor han i øvrigt selv bekender sig som erfaringsteolog) betragter jeg som en af de vigtigste, teologiske udgivelser fra de senere år.
