Af Line Marschner
Kirkearkitekturens formsprog er gennemgående særegent og udmærker sig ved en kraftfuld arkitektonisk bearbejdning af rum, stof og lys. I ingen anden bygningsgruppe er det arkitektoniske register udnyttet i en grad som i netop kirkebygninger. Spørgsmålet om disse særegne formers betydning for og indvirkning på os mangler imidlertid selvstændig forskningsmæssig interesse. Hvordan påvirkes vi af kirkebygninger? Har de autonom betydning for det, der tænkes og forstås i kirkerummet? Med ambition om at trænge ind i sådanne spørgsmål har jeg skrevet og i januar 2018 forsvaret en ph.d.-afhandling. Afhandlingens titlen lyder Kirkearkitektur som erkendelsesvej. En undersøgelse af kirkearkitekturens autonomi belyst gennem arkitektparret Johannes og Inger Exners kirkebygninger, og den placerer sig i krydsfeltet mellem arkitekturteori, teologi og filosofi.
Afhandlingen hviler grundlæggende på den tese, at kirkebygninger kan bevirke gudserkendelse, og at en sådan erkendelse kan formes i og igennem den enkelte kirkebygninger. Omkring en sådan tese står imidlertid et tæt problemfelt. Om end den har en vis erfaringsmæssig tilslutning, er den udfordret af at sætte begrebet Gud i forbindelse med erkendelse. Som begreb dækker ’Gud’ måske bedst det, vi ikke kan erkende. I deres materialitet og funktionalitet yder kirkebygninger selv en modstand mod forestillingen om, at de skal kunne formidle indsigt i noget transcendent. Forestillingen synes at forudsætte, at kirkebygninger, om end de er artefakter, har en agens og besidder autonomi. Spørgsmålet om, hvorvidt kirkearkitektur besidder agens og autonomi, og på hvilken måde den i så fald gør det, står derfor centralt i afhandlingen.
Afhandlingens undersøgelsesfelt er de tretten kirkebygninger, som det danske arkitektpar Johannes Exner (1926-2015) og Inger Exner (f. 1926) har tegnet i perioden 1957-1997, samt parrets kirkebyggende virke. Undersøgelsen bygger på et tredelt empirisk materiale bestående af kirkebygningerne, Johannes Exners artikler om kirkearkitektur og to interviews, jeg gennemførte med dem i 2013. Eftersom det er afhandlingens ærinde at undersøge kirkebygningers selvstændige mulighed for at bevirke erkendelse, undersøges Exnerkirkerne ikke i relation til de handlinger, der foregår i rummet. De undersøges derimod som rum, hvis rumlige og stoflige kvaliteter spontant øver en indvirkning på os – som rum, vi gør nogle erfaringer i, førend nogen kirkelig handling går i gang og også uafhængigt af disse bestemte handlinger. Afhandlingen fokuserer således på Exnerkirkerne i det, der af kirkearkitekturteoretikeren Bert Daelemans’ model til analyse af kirkearkitektur, fremlagt i Spiritus Loci (2015), betegnes den synæstetiske dimension.
Afhandlingen er overordnet struktureret i to hoveddele. Første del rummer fænomenologisk-hermeneutiske analyser, fordelt på tre kapitler. I anden del behandles de resultater, der er tilvejebragt gennem fortrinsvis kirkebygningsanalyserne, inden for en teoretisk ramme af filosofisk æstetik og specifikt af filosofferne Gernot Böhme, Hans-Georg Gadamer og Martin Heidegger.
I relation til spørgsmålet om kirkearkitekturens mulighed for at bevirke erkendelse kortlægger afhandlingens analyser en spænding mellem på den ene side nogle af Exnerparrets principielle tilkendegivelser i spørgsmålet, og på den anden side deres kirkebygninger og parrets faktiske tilgang til opgaven.
Analyserne af Johannes Exners artikler om kirkearkitektur viser, at der heri gennemgående kommer en forbeholden eller direkte afvisende holdning til udtryk i spørgsmålet om arkitekturens erkendelsesbefordrende potentiale. Han pointerer kirkebygningers opgave som liturgisk funktionelt tjenende. De tilkendes ganske vist en form for autoritet til at forme udsagn om Gud, men i sekundær forstand: ved at tjene liturgien kan de styrke dens udsagn om Gud og relationen mellem Gud og mennesker. Kirkebygninger selv fremskrives som usikre i relation til at føre mennesker mod Gud. De kan vække stærke følelser og autogenerere fornemmelser af hellighed, hvori Johannes Exner ser en risiko for forførelse og vildfarelse af den enkelte. Afhandlingens analyser viser endvidere, hvordan Exnerparrets delvise underkendelse af arkitekturen selv i en sammenhæng af kirkebygninger sætter sig til udtryk i kirkebygningerne som tiltag til at dæmpe dens affektive kraft.
Exnerparrets kirkebygninger står derimod gennemgående i kontrast til de forbehold over for arkitektur, som arkitektparret og fortrinsvis Johannes Exner udtrykker. Ud over at være liturgisk funktionelle er de righoldige arkitektoniske værker. Gennem dynamiske rumvirkninger, stærke stoflige virkninger og intense og varierede bearbejdninger af lyset engagerer bygningerne den besøgendes sensitivt. Ankomstforløbet ind i kirkerne er bearbejdet i en række rumlige kontraster, der har til hensigt at bevirke en mental ”omstilling” (jf. J. Exner) og ro i den besøgende. I analysernes argument bidrager de endvidere til at vække forventninger til kirkerummet som et ’andet’ sted, et sakralt rum. I praksis nyttiggør Exners dermed den agerende kraft i arkitektur, som de udtrykker store forbehold overfor verbalt. I afhandlingen analyseres ligeledes den særegne behandling af tegl og lys i Exnerkirkerne. Gennemgående er Exnerkirkerne kendetegnet af kontraster mellem materiel tyngde og transcendente lysvirkninger; kontraster, der kan bevirke fornemmelser af et ’Andet’ i kirkerummene, men også af, at dette ’Andet’ er nærværende i det konkrete. Rummene muliggør derigennem både refleksion over og erfaringer af en række af de eksistentielle vilkår, menneskelivet udfolder sig på, samt transcendenserfaringer. Navnlig mine interview med Exnerparret afdækker en stor og gradvis mere bevidstgjort drivkraft i dem mod at lade deres kirkebygninger udtrykke, hvad de betegner det ’uudsigelige’. En drivkraft, der altså kun sporadisk kommer til udtryk i Johannes Exners artikelproduktion.
På et grundlag af analyserne argumenterer jeg i afhandlingen for, at denne diskrepans hos Exnerparret synliggør en kompleks side ved arkitektur. Den kan bevirke væsentlige overskridende erfaringer af et ’Andet’, og mens dette potentiale på den ene side er skabt af arkitekten, er det på den anden side ikke et potentiale, arkitekten kan skabe intentionelt eller fuldt kontrollere. Bygningerne rummer på denne måde mere end deres ophav. Analyserne synliggør, at der er mekanismer i arkitektur, der ikke nødvendigvis er gennemsigtige for arkitekternes forståelse, men som de ikke desto mindre kan lægge til rette for i den skabende praksis.
Hvori nogle af disse mekanismer består, og hvordan dét samspil mellem mennesker og kirkebygninger udspiller sig, der kan foranledige erfaringer, forståelser og erkendelser, gør jeg rede for i afhandlingens anden del. Heri redegør jeg også for, hvordan jeg finder det muligt at tale om arkitektonisk formidlet gudserkendelse. Disse redegørelser foretages inden for en ramme af filosofisk æstetik, der med sin identifikation af en sensitiv erkendeevne eller af en hermeneutisk fænomenologisk iagttagelsesevne i mennesker kan redegøre for de erfaringsdannelser, der opstår i mødefladen eller ’mellemverdenen’ mellem os og vores omgivelser.
Afhandlingen trækker på den tyske filosof Gernot Böhmes (f. 1947) tænkning om atmosfære. Atmosfære er det stemte indtryk i os af bestemte (rumlige) kvaliteter i vores omgivelser, eksempelvis i kirkebygninger. På dette grundlag argumenterer jeg for, at Exnerkirkerne gennem deres bevægelsesforløb, monumentale rumhøjde, brug af tegl med kraftige stoflige virkninger, poetiske og transcendent virkende lys mv. bidrager til at skabe bestemte atmosfærer. Derved muliggør rummene nogle bestemte erfaringsdannelser: de muliggør nogle som udgangspunkt religiøst åbne erfaringer af at stå over for noget ’større’, af at opløftes mod dette ’større’ mv. Afhandlingen argumenterer for, at kirkebygninger bidrager til at stemme os og åbne os følelsesmæssigt, så vi overhovedet bringes i en tilstand, hvor vi kan lade os gribe af det, der foregår i kirkerummet. De kan bevirke transcendenserfaringer eller erfaringer af et ubestemt ’Andet’ og etablerer derigennem en erfaringsgrund i den enkelte, der overhovedet gør nogen forestillinger om dette ’Andet’ eller om Gud nærværende og vedkommende.
Ved endvidere at inddrage Hans-Georg Gadamer og hans begreb spil synliggør afhandlingen iagttagelsen af arkitektur som en dynamisk begivenhed, hvor betydning opstår mellem den besøgende og bygningsværket. Med afsæt i analyserne af Exnerkirkerne viser afhandlingen, hvordan spillet – dvs. den iagttagende udveksling – med sådanne kirker ikke nødvendigvis bliver, men kan blive produktivt af religiøs forståelse. Afhandlingen tilvejebringer således et indblik i den aktive hermeneutiske proces, hvori indtrykkene af kirkebygningerne fortolkes og etablerer sig i den enkelte som refleksivt bearbejdede (guds)forestillinger. Ved tillige at trække på hermeneutisk funderede teologier (Jan-Olav Henriksen og Erik A. Nielsen) viser jeg, hvordan Exnerkirkerne med rumlige og stoflige virkemidler stimulerer refleksion og forestillingsdannelse, der i nogen grad kan påvirkes af værkernes religiøse kontekst. Jeg viser endvidere, at kirkebygningerne – med deres i nogen henseender provokerende nytænkning af det kirkearkitektoniske formsprog – opretholder en uro om, hvad og hvordan ’Gud’ er. Ad bl.a. den vej kan de udfordre, omstyrte og revitalisere den besøgendes gudsforestillinger.
På et grundlag af mine analyser og af analysernes filosofiske behandling af Böhme og Gadamer konkluderer afhandlingen, at kirkebygninger kan bevirke gudserkendelse. De kan bevirke fornemmelser af et ’mere’; fornemmelser, der for den enkelte har erfarings- og derfor vishedskarakter, og som fortolkes individuelt, potentielt i et stadigt samspil med kirkebygningen. Under forudsætning af vores egen aktive deltagelse kan kirkebygninger således autonomt igangsætte og udvikle de erfaringer, der i den refleksive bearbejdning kan resultere i religiøs erkendelse. Mens afhandlingen fastholder sådanne (guds)erfaringers selvstændige erkendelsesmæssige værdi for den enkelte, viser den også, at de kan stå i et dynamisk forhold til diskursiv teologi. I det hermeneutiske spil kan kirkearkitektonisk genererede erfaringer således trække på kristendommen som fortolkningsressource, men også selv udgøre hermeneutiske nøgler til at åbne kristendommens fortællinger og binde dem sammen med den besøgendes eget liv.
Afhandlingen inddrager endelig Martin Heidegger og hans betragtninger om kunst som en sandhedsbegivenhed. Det er ifølge Heidegger kunstens væsen at synliggøre eller afsløre det, der trækker sig tilbage fra vores forståelse. Denne spændingsfyldte dynamik, som Heidegger også tilskriver arkitektur, bruges til at fremkalde et perspektiv på specifikt kirkearkitektur. Afhandlingens analyser af Exnerkirkerne har vist, at de med virkemidler af rum, stof og lys kan synliggøre døden, livet, universet, tiden, historien, evigheden. På den måde kondenseres disse store ’rum’ i det konkrete kirkerum. Rummene bringer os det, der er abstrakt for forståelsen, nær som atmosfære, og herigennem kan vi tilegne os det som erfaringer. Kirkebygningerne kan imidlertid også vise os, at noget vedbliver at trække sig fra vores fulde forståelse, og at vi i en række af livets store forhold er og forbliver henvist på fortolkninger. Et medium til vores fortolkning af det, der trækker sig tilbage fra forståelsen, er i afhandlingens argument netop kirkearkitektur.
Afhandlingen Kirkearkitektur som erkendelsesvej kan downloades fra hjemmesiden www.linemarschner.dk.
