Af Signe Helbo
Jeg er blevet bedt om at sætte et par ord på, hvilken betydning teologien har for kulturen – herunder velsagtens om teologi har sin berettigelse. Visse ateistiske stemmer er jo hurtige til at dømme den ude.
Først og fremmest tak til Studienævnet for denne anmodning. Jeg vil således snuppe små ti minutter af jeres dyrebare tid til præsentationen af nogle af mine yderst beskedne synspunkter. Forhåbentlig kan I holde jer vågne så længe – om ikke andet så i forventningens glæde mod lanciers og festivitas i aften.
Det er åbenlyst, at religion som samlet størrelse fylder overalt i samfundet. Det gælder den synlige påvirkning, - det skarpe øje vil have bemærket det kors, der pryder min hals og vi er formentlig ikke længe om at komme i tanke om andre religiøse symboler, der farver gadebilledet. Ligeledes gælder det den usynlige påvirkning, som kristendommen selvsagt har på hele vor kulturarv.
Samtidig har vi mennesker et uudslukkeligt behov for at frisætte os. Drastisk var det nok i 70’erne, hvor jeg har ladet mig fortælle, at nogle i deres opgør mod alle normer, helt nægtede at give hånd – denne ellers åbenbart så danske skik. Behovet for frisættelse lever stadigvæk i bedste velgående.
’Lykke-Per’ er lige blevet filmatiseret. Bille August pådrog sig den ansvarsbetyngede opgave at forvandle Pontoppidans forblændende roman til film. I begge fortællinger, der ganske vist har sine forskelligheder, forsøger præstesønnen Peter Andreas at løsrive sig fra Gud, fra sin far og sin familie – ja, faktisk fra alt, hvad der ikke betaler sig for ham. Peter Andreas – eller Per – hylder visionerne, rationaliteten og jagten på lykke. Alt andet tjener ham ikke og derfor kan han ikke bruge det til noget.
I bund og grund burde rationaliteten, fornuftsdyrkelsen, for længst have skudt religionerne i sænk. Alligevel står de, på godt og ondt, i fuld flor på tværs af samfund og kulturer.
En ting, der har spillet en ikke helt uvæsentlig rolle for mig henover sommeren er vort menneskelige behov for at skabe. Herunder vor stræben mod det ideelle. Det perfekte. Det absolutte.
Et udtryk herfor er robotteknologien og kunstig intelligens. Jeg skal ikke stå her og lade som om, jeg ved noget som helst om det emne, men noget tyder på, at vi inden for relativt kort tid har udbredt teknologi, der er mennesket overlegent på det produktive plan. Teknologi der så at sige overflødiggør det legemlige menneske. Nogle mener, at man i fremtiden bliver nødt til at indføre borgerløn, fordi der ikke vil være jobs til alle mennesker, mens andre mener, at robotterne vil være jobskabende. På mange måder en spændende fremtid, man går i møde – spændende er vel det ord man bruger, om de ting, man ikke helt ved, hvad man skal mene om.
En anden sag, vi har hørt tale om, er muligheden for at indoperere livmødre i mænd, således at også de kan mærke glæden ved at bære og føde et barn, der førhen kun har været tiltænkt kvinden – eller med andre ord: det køn, der naturligt er givet en livmoder. Selv disse kønsnormative rammer er jo udfordrede for tiden. Min holdning til sagen er underordnet. Pointen er, at vi som mennesker higer efter at skabe ud over de grænser, der er os givet.
Nogle gange har det vist sig frugtbart – hertil kan man vel beundre Lykke-Pers visioner, om end de ikke just blev modtaget med kyshånd. Andre gange sker der dog det, at vi glemmer det hele menneske i stræbsomheden. Lykke-Per siger et sted: ”Alt det jeg har stræbt mod er blevet min ulykke”.
Som troende menneske og præst giver det mening – hvor højpandet det end kan lyde – at forklare det med, at Per har glemt Gud. Ikke nødvendigvis en dogmatisk funderet Gud, der blev udtrykt gennem hans tugtende, sorte præstefar, men i det mindste en Gud, der hensætter ham under en grænse. Nemlig grænsen af at være skabt.
I Pers iver efter at skabe og hans kynisk kalkulerende tilgang til tilværelsen glemte han at erkende sin egen skabthed. Han gjorde sig selv til sin absolutte herre og ønskede ingen formynder. Det blev i sidste ende hans ulykke. I sit utrættelige behov for ikke at være underlagt nogen eller noget blev fortabelsen hans skæbne.
Jeg tror, vi alle kender det fra vort eget liv om end forhåbentlig i mindre grad: At man i egocentreret hovmodighed svinger sig op til troen på, at det man for tiden foretager sig er af eviggyldig betydning – og at fiasko vil være jordens undergang. Måske er I ikke alle så teatralske som jeg, men jeg tror næppe, jeg er den eneste, der har følt mig så skamfuld, pinlig eller stolt over noget ligegyldigt, at det pludselig blev overskyggende for alle andre og vigtigere aspekter af mit liv. Det er den risiko, der er forbundet med stræbsomheden, hvis man glemmer at sætte tilværelsen i perspektiv.
I sommerferien var jeg en tur i Skotland for at vandre i højlandet. Jeg tror, at hvis lykken rent faktisk findes et sted, så er det dér. På turen mødte jeg to amerikanske kvinder, der fortalte mig, at den amerikanske drøm er verdens største falliterklæring. At det er et slogan, der er blevet mantra for mange, men som er en tom illusion om et liv, der ikke kan opnås ved egen fortjeneste: det lykkelige liv. Havde Lykke-Per vidst det, havde det nok sparet ham for megen ulykke.
”Formløsheden er frihedens fjende” har K. E. Løgstrup udtalt. Det kunne man fristes til at sige til dem, der ikke ville give hånd i 70’erne. Man fristes gentagne gange til at sige det til Lykke-Per, når man glædeligt gnasker sig igennem de 800 siders guf af en roman. Og man fristes til at skrige det til himlen, når man opdager den åndsløshed, der ligger på lur i vort ellers kristne Danmark. Vort liv må have form, hvis vi skal føle os frie.
Heri er teologiens berettigelse, venner: Den giver formen til det menneske, der aldrig bare er legeme, men altid også både er sjæl og ånd. Den giver perspektiv til eksistensen og livet. Med den in mente kan vi hylde menneskets evne til at skabe i ydmyg erkendelse af, at vi altid først af alt er skabt. Med den erkendelse kan det forhåbentlig gå os sådan, at vor stræbsomhed ikke leder mod ulykke og fortabelse, men i stedet mod et jævnt og muntert, virksomt liv på jord for at tale med Grundtvig.
Derfor kan jeg til alle jer nye teologistuderende sige: stort tillykke med optagelsen på et fantastisk studium. Til alle jer andre studerende: hold ud – og husk at det giver mening. Uanset hvor frustrerende det kan være at bøje verber og studere fag uden facit er det dog af uvurderlig betydning, at et fag som teologi fortsat dyrkes af dygtige studerende. Og til alle jer undervisere og ansatte her på stedet: Tak for at gøre Teologi på AU til en fest. Tak for jeres tid – og velsignet semesterstart!
