Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bo Kristian Holm er gæsteprofessor ved Det teologiske Fakultet i Kiel

Lektor ved Afdelingen for Teologi er skandinavisk gæsteprofessor ved Det teologiske Fakultet i Kiel

 

Det teologiske Fakultet i Kiel har fået mulighed for at invitere Bo Kristian Holm til Kiel, hvor han er skandinavisk gæsteprofessor fra oktober til februar. Derfra sender han en hilsen til denne decemberudgave af nyhedsbrevet

 

Mehr Songs, die Sie lieben

NDR 1 Welle Nord.

Wir lieben Musik. Wir lieben Schleswig-Holstein

Moin

 

Sådan lyder jinglen i radioen hver morgen, når jeg kører fra min lille étværelseslejlighed helt nede ved vandet og op til Det Teologiske Fakultet på Christian-Albrechts-Universität zu Kiel. Det er vigtigt med faste ritualer, og da min bilradio opgav at hænge på P1s radiosignal ved broen over Kielerkanalen, fandt den selv en ny kanal, og jeg har ladet den bestemme. Så nu får jeg også et lille lokalt input hver morgen og får også indstillet hjernen på, at fra nu af foregår resten af dagen på tysk.

Siden 1964 har universitetet i Kiel haft et fast skandinavisk gæsteprofessorat. Indtil 2003/2004 var det et dansk gæsteprofessorat. Derefter blev det udvidet til at omfatte hele Skandinavien. Meningen med det er, at knytte det engang danske universitet i Kiel tættere til Norden. Proceduren er den, at fakulteterne søger rektoratet om at få lov at anvende professoratet i konkurrence med de øvrige fakulteter. Det teologiske fakultet har et par gange forsøgt med mig som kandidat, og denne gang lykkedes det så. 

Som gæsteprofessor er man ansat på lige vilkår med de øvrige professorer og skal påtage sig den mængde undervisning og almindelige forpligtigelser, der hører til. Jeg har tre øvelser og er derudover gæsteunderviser på et par hold, og skal også i januar lave en præsentation af LUMEN-centret ved et fakultetsarrangement. 

Universitetet i Kiel ligger tæt på Aarhus. Det tager ca 2,5 time at køre hertil, så det er oplagt at styrke forbindelsen mellem de to universiteter. Jeg har allerede haft en ph.d.-studerende fra Kiel, Kinga Zeller, som nu er videnskabelig medarbejder hos professor Hartmut Rosenau, som er min egen hovedkontakt i Kiel, og der er helt sikkert potentiale for at udbygge de allerede eksisterende relationer. Det er én af de ting, som jeg skal undersøge, mens jeg er hernede.

Ellers går dagene i høj grad med undervisning i henholdsvis gavens teologi, Luther og Melanchthon og sjælesørgerisk teologi, og endeligt et forløb om Prenter som luthersk teologi. Det sidste er, som en tysk kollega bemærkede, vist det man kalder et special-tema, men faktisk er det meget velegnet til at vise dels, hvordan luthersk teologi udvikler sig anderledes i Danmark end i Tyskland, dels hvordan dansk teologi er utænkelig uden forbindelserne til de tyske forskningsdiskussioner. Navnlig hvad det sidste angår, kunne man godt ønske sig, at tyskkendskabet var større i Danmark ikke bare inden for teologi.

Radio NDR 1 Welle Nord er nu begyndt at opfordre lytterne til ringe ind med eksempler på sælsom julepynt. Jeg slukker og finder et passende billede fra byens Weihnachtsmarkt og ønsker en ”frohes Weihnachten” til alle læsere.