Af professor emeritus Svend Andersen

Da jeg i 1966 startede mit teologistudium, havde jeg allerede i gymnasietiden stiftet bekendtskab med tre af repræsentanterne for faget Etik og religionsfilosofi. Vi var nogle stykker, som læste Søren Kierkegaard og i den forbindelse blev bidt af eksistentialismen. Derfor var det næsten uundgåeligt at støde på Johannes Sløk og hans populære bog Eksistentialisme. Lidt mere indirekte var det, da en kammerat gennem sin fysikstuderende storebror kunne fortælle om en teolog Jørgen K. Bukdahl, der læste Marx. Og det var før 68 og nymarxismen! Men størst indtryk gjorde det, da jeg blev opmærksom på den relativt nye bog Den etiske fordring. K.E. Løgstrups måde at behandle menneskelige grundspørgsmål på var den udslagsgivende grund til at jeg besluttede mig for teologien – et ikke indlysende valg for en matematisk student. Filosofi ville også have været en mulighed. Men jeg havde forstået så meget, at i Aarhus beskæftigede man sig udelukkende med såkaldt analytisk filosofi. Og det var dengang for blodfattigt for mig. Derfor faldt valget på teologien, men altså i høj grad af filosofiske grunde, og følgelig var det faget Etik og religionsfilosofi, jeg fra starten var mest optaget af. I det følgende giver jeg mit syn på faget og dets udvikling de sidste godt og vel 50 år. Jeg knytter udviklingen til de personer, som varetog faget, og som mange ikke kender mere.

Løgstrups periode

I midten af 1960’erne var det Løgstrup, der i Aarhus satte dagsordenen for faget. Skønt hans seneste monografi hed Den etiske fordring, var det ikke etikken, der dominerede diskussionen. Løgstrup var præget af den eksistentiale fænomenologi, hvis filosofiske hovednavn var Martin Heidegger (1889-1976). I teologien var det Rudolf Bultmann (1884-1976), der stod for denne tankeretning i form af eksistensteologi. Kristendommen bliver her forstået som en forkyndelse, et budskab, der rammer den enkelte med et krav om at afgøre sig for, hvordan han eller hun vil forstå sit liv. Ifølge Løgstrup blev kristendom her en temmelig formal eller ligefrem indholdsløs størrelse. Uden at forlade eksistensteologien fremhævede han tanken om skabelse: menneskelivet er en gave, som skal modtages i kærlighed til medmennesket.

Diskussionen om menneskeforståelsen, antropologien, blev skærpet, da Løgstrup i 1968 udgav Opgør med Kierkegaard. Efter hans mening er eksistensteologien hos Kierkegaard direkte livsfornægtende, idet kristendom dybest set er ensbetydende med lidelse. I sit opgør fremhævede Løgstrup de ”suveræne livsytringer” – tillid, medlidenhed, barmhjertighed, talens åbenhed -, der netop er udtryk for det skabte menneskelivs iboende godhed.

Når Løgstrup fik blik for menneskelivets godhed på trods af menneskets radikale ondskab, skyldtes det ikke mindst, at en af hans yngre fagfæller, Ole Jensen, havde fremlagt en tolkning af hans tænkning, der pegede i den retning. Men mod slutningen af hans virke skete der en afgørende vending i Løgstrups tænkning. Medens ’metafysik’ nærmest var et skældsord i eksistensteologien, blev det nu den positive overskrift for hans opfattelse. Vendingen var for så vidt indlysende: hvis menneskelivet er skabt, må dets guddommelige skaber være ophav til mere end mennesket, nemlig hele universet. På en måde vendte Løgstrup tilbage til den klassiske gudstanke: Gud er ”magten til at være til i alt, hvad der er til”. Og mennesket fattes kun til bunds, hvis dets liv forstås med det skabte univers som ophav.

Parallelt med udviklingen hen mod metafysikken modificerede Løgstrup også sin etiske opfattelse. I 1970’erne tilføjede han til grundtankerne om den etiske fordring og de suveræne livsytringer begreber som karakteregenskaber og menneskeværd. Og ved siden af disse grundovervejelser tog han stilling til konkrete etiske problemer som forholdet mellem politik og økonomi. Det sket i bogen Norm og spontaneitet fra 1972. Et centralt emne i Løgstrups etik er endvidere seksualiteten og dens forhold til kærligheden. Det blev taget op til kritisk undersøgelse af den alt for tidligt døde Knud Münster (1941-1982).

Under Løgstrups virke eksisterede der – som jeg erindrer det – ikke nogen forbindelse til praktiseringen af faget ved Københavns Universitet. Etikken blev her forvaltet af N.H. Søe, hvis lærebog Kristelig Etik alene ved sin titel markerede en dyb modsætning til Løgstrup. Og religionsfilosofi var dér i høj grad ensbetydende med en Kierkegaard-forskning, som dengang ikke rigtig var på højde med Løgstrups kritik.

Løgstrups praktisering af faget Etik og religionsfilosofi var præget af to overordnede træk. ”Teologen skal arbejde filosofisk” – og han/hun skal arbejde tværfagligt.

Generationen efter Løgstrup arbejdede mere eller mindre direkte i forlængelse af hans tænkning. Mest direkte skete det hos Ole Jensen, der i sin disputats uddybede Løgstrups kritik af eksistensteologien ved at gribe tilbage til Bultmanns lærer W. Herrmann (1846-1922). Ifølge Jensen handler hans kristendom om et menneske, der som bevidsthedsvæsen er helt adskilt fra naturen. Men naturen har som skabt en iboende betydning, der blandt andet lægger op til agtelse og varetagelse fra menneskets side. Hvor Løgstrup udvider perspektivet fra antropologien til en filosofisk metafysik, udvikler Ole Jensen en naturteologi og, ikke mindst, en natur-etik, som sætter økologien på den teologiske dagsorden. Det skete i populær form med bogen I vækstens vold fra 1978.

Den allerede nævnte Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) var i mindst ligeså høj grad påvirket af Johs. Sløk, hvilket bl.a. kom til udtryk i en mere åben læsning af Kierkegaard. I forbindelse med Marx fordybede han sig endvidere – usædvanligt for en dansk teolog dengang - i Hegel. Men Bukdahl var en usædvanligt bredt favnende forsker, der på tværfaglig vis bidrog til introduktionen af tidens internationalt toneangivende tænkere.

En påvirkning fra Sløk var der også tale om hos Jan Lindhardt (1938-2014), der fulgte sin læremester i interessen for renæssancens tænkning, som han endvidere genfandt hos Luther. Jan Lindhardt praktiserede religionsfilosofi som idéhistorie. Men desuden deltog han så at sige i den vending mod de konkrete problemer, som skete i etikken. Således kom han i sit meget omfattende forfatterskab ind på etiske problemstillinger i tilknytning til politik, økonomi og arbejde.

En mere filosofisk linje var repræsenteret af H.C. Wind (f. 1932), der beskæftigede sig med Heidegger og den filosofiske hermeneutik hos H.-G. Gadamer (1900-2002). Religion og kristendom bliver her forstået i lyset af menneskets sproglige og fortolkende forhold til virkeligheden. En anden vinkel på denne problemstilling fandt Wind i Jürgen Habermas’ – oprindeligt marxistisk inspirerede – samfundsfilosofi med kommunikation som nøglebegreb.

Til den lidt yngre årgang hørte Viggo Mortensen (f. 1942), der som led i etiske grundovervejelser gik i dialog med biologiske menneskeopfattelser. Det ledte naturligt nok til en beskæftigelse med de etiske spørgsmål vedrørende de nye biomedicinske muligheder (bioetik). De hertil hørende tværfaglige relationer førte i 1980 til dannelsen af Forum Teologi Naturvidenskab.

I den periode, jeg har skildret indtil nu, var fagets internationale orientering næsten udelukkende rettet mod syd: det var tysk teologi og filosofi, der prægede diskussionen – med få afstikkere til det franske. Tilsvarende var det en selvfølge, at man i undervisningen kunne læse Luther og Kant på tysk. Viggo Mortensen var mig bekendt den første, der satte kurs over Atlanten og skabte faglige kontakter i Chicago og Berkeley, som tilførte et angelsaksisk islæt til Etik og religionsfilosofi i Aarhus.

Indtil da var de internationale diskussioner blevet ført inden for to europæiske fora. Societas Ethica var blevet grundlagt i 1960’erne, bl.a. med det formål at inddrage fagfæller fra det socialistiske Østeuropa. Desuden var det økumenisk ved at rumme både katolske og protestantiske teologer. Deutsch-Skandinavische Gesellschaft für Religionsphilosophie var mere begrænset rent geografisk. Det var dannet efter et tysk ønske om at styrke disciplinen religionsfilosofi, der ofte druknede under samlebetegnelsen ”Systematisk teologi”. Det var og er jo et skandinavisk særkende, at etik og religionsfilosofi – enten som et eller som to fag – udgør en selvstændig disciplin inden for universitetsteologien. Selskabet blev senere udvidet til European Society for the Philosophy of Religion.

Hvis man vil forsøge at give et samlet signalement af Etik og religionsfilosofi i den behandlede periode, kan man meget groft sige, at faget blev bedrevet inden for et kontinental-europæisk paradigme. Det var tysk filosofi: eksistential fænomenologi, hermeneutik og social-emancipatorisk kommunikationsteori, der satte dagsordenen. Spørgsmålet var, om der overhovedet var plads til religion i den moderne verden. Og et dominerende synspunkt var, at etik var et ikke-religiøst gebet.

Denne forståelse af faget afspejles meget sigende i Religionen i krise, titlen på den lærebog, fagets medarbejdere udgav i 1980. Dengang var Løgstrup blevet afløst som professor af Johs. Sløk (1916-2001), der vendte tilbage efter i ti år at have forestået det af ham selv grundlagte Institut for Idéhistorie. Sløk kastede sig ind i faget med et frontalangreb på Løgstrups metafysik i bogen Teologiens elendighed fra 1979. Her var hans udgangspunkt stadigvæk eksistentialismens påstand om tilværelsens absurditet. Men i sine følgende bøger afspejlede Sløk på sin egen måde det paradigmeskifte, der var ved at ske. Jeg tænker på den tankeforskydning, man ofte sammenfatter under stikordet postmodernisme. Man vendte sig mod forestillinger om en almenmenneskelig virkelighed, fx præget af en oplysningens fornuft. Modbilledet var en pluralistisk virkelighed uden sandhed og altomfattende visioner.

I Det religiøse sprog (1981) afviser Sløk, at religion og kristendom har noget med fornuft at gøre. Tværtimod betragter han myten som religionens sproglige grundform, der er helt modsat det rationelle, videnskabelige sprog. Senere peger han på fortællingen som en yderligere kategori i kristendommens sprog.

Den postmoderne vending har ikke entydigt domineret faget, hverken i Aarhus eller generelt. Snarere kan man sige at Etik og religionsfilosofi er præget af modsætningen mellem en i bredeste forstand fornuftsorienteret, og en ’postmoderne’ tankegang. Jeg kan illustrere spændingen med to af mine yngre kolleger.

Troels Nørager (f. 1954) forholdt sig til sit fag ud fra en Habermas’k fornuft. Vi lever i en moderne verden præget af videnskab, oplysning og demokrati, og den verden må religion og kristendom ikke stå i modstrid til. På den baggrund kritiserede Nørager Kierkegaards irrationelle afvisning af det almene, eksemplificeret i Abrahams ofring af Isak. Han inddrog desuden religionspsykologien, hvilket ligeledes indebærer, at religion og kristendom forstås i lyset af almenmenneskelige vilkår.

Niels Grønkjær (f. 1955) var med til at introducere den italienske filosof Gianni Vattimo (f. 1936) i Danmark. Hans idé om udviklingen fra en ’stærk’ tanke om et fast verdensfundament til ’svækkede’ virkelighedstræk omsættes hos Grønkjær til en teologisk tale om ”den nye Gud”. Ikke den stærke dømmende skaberfar, men den, der i Jesus kommer mennesker i møde.

Det postmoderne paradigmeskifte har medført en fornyet diskussionen om en kristen etik. Løgstrups påstand om, at en sådan ikke findes, har haft en teologisk og kirkelig indflydelse som få andre. Uden direkte sammenhæng skete desuden religionens genkomst, hvilket befriede teologien fra den permanente mistænkeliggørelse fra positivistisk eller marxistisk ateisme.

Min egen uforgribelige mening

Jeg afsluttede mit studium med to større skriftlige opgaver, begge inspireret af Løgstrups religionsfilosofi. Som nævnt argumenterede han i sin skabelsesfilosofi for tanken om Gud som værensmagt og påberåbte sig i den forbindelse Luther. Det inspirerede mig til at skrive en opgave om skabelsestankens gudsbegreb hos Luther, hvor ikke mindst hans skrift om den trælbundne vilje spiller en vigtig rolle. I modsætning til Luther var Kant genstand for kritik fra Løgstrups side. Det udfordrede mig til at undersøge det udbredte dogme, at Kant udelukker gudstanken fra erkendelsen og placerer den ensidigt i etikken. Min konklusion var, at Kant faktisk tildeler gudstanken en positiv rolle, også i sin erkendelsesteori.

Den indsigt ville jeg gerne uddybe, hvorfor jeg efter min kandidateksamen i 1974 tog til Heidelberg, der dengang var et filosofisk kraftcenter. Gadamer underviste stadigvæk, og i Dieter Henrich (f. 1927) havde man verdens formentlig bedste Kantkender. Jeg besluttede mig for at gøre Kants gudstanke til emne for en tysk doktorafhandling.

Ved siden af klassisk tysk filosofi beskæftigede man sig i Heidelberg til min store overraskelse med analytisk filosofi. Det gjaldt bla. Ernst Tugendhat, der havde sin baggrund i fænomenologi og eksistensfilosofi. Forholdet mellem analytisk filosofi og eksistential fænomenologi inspirerede mig til mit næste forehavende: at undersøge forholdet mellem de to filosofiske retninger, fokuseret på sprogopfattelsen og med henblik på det religiøse sprog.

I 1981 døde Løgstrup helt uventet, midt i sit arbejde med den Metafysik i fire bind, hvoraf kun to var udkommet. Hans enke Rosemarie Løgstrup nedsatte en arbejdsgruppe bestående af Ole Jensen, Viggo Mortensen, nordmanden Karstein M. Hansen og mig, for at få udgivet de to manglende bind. Min opgave blev at samle stoffet til Ophav og omgivelse, der rummer Løgstrups originale teori om sansningen. Desuden gennemgik og registrerede jeg en del af Løgstrups upublicerede manuskripter. De kom senere sammen med et stort materiale bearbejdet af Karstein M. Hansen til at udgøre grundlaget for Løgstrup Arkivet. Beskæftigelsen med Løgstrups ofte håndskrevne manuskripter gav et enestående indblik i hans arbejdsform, hvilket jeg har fulgt op med et par udgivelser i Løgstrup Biblioteket på forlaget KLIM.

For at få et førstehåndskendskab til den analytiske sprogfilosofi opholdt jeg mig i 1982 nogle måneder ved universitetet i Oxford, hvor P.F. Strawson blev min vejleder. Men arbejdet med sprogfilosofien blev afbrudt på forskellig måde.

Jeg tilsluttede mig Viggo Mortensens initiativ til dannelse af Forum Teologi Naturvidenskab, som vi derefter ledede sammen med en biolog og en fysiker. Diskussionen med naturvidenskaben er efter min mening en uomgængelig del af det teologiske arbejde. I 1980’erne skete der afgørende gennembrud inden for biomedicinsk forskning og dens anvendelse i sundhedsvæsenet. Fosterdiagnostik, kunstig befrugtning, reagensglasbørn og organdonation er de vigtigste stikord. Her var tale om helt nye handlemuligheder, som krævede etisk nytænkning. Feltet bioetik blev født og blev på sin vis indgangen til mit arbejde med den etiske del af mit fag, et arbejde, der bla. førte til medlemskab i Det Etiske Råd fra dets start i 1988.

I 1989 forsvarede jeg min disputats Sprog og skabelse. Fænomenologisk sprogopfattelse i lyset af analytisk filosofi med henblik på det religiøse sprog. Her argumenterer jeg for, at selve den sproglige kreativitet og sprogets uudtømmelighed kan tolkes religiøst. Desuden for, at kristendommens sprog – fx talen om Gud – nok indeholder helt andre sprogformer end de ’rationelle’, men at det ikke desto mindre har sin egen realisme.

I disputatsen forudsætter jeg den såkaldte vending mod sproget (the linguistic turn): vores sproglige opfattelse af virkeligheden må være filosofiens udgangspunkt. Dette filosofiske paradigme er der siden blevet stillet spørgsmålstegn ved takket være biologiens indtog i form af neurovidenskab, genetik og evolutionsteori. Religionsfilosofien skal ikke afvise disse former for naturvidenskab, men den skal gøre op med deres latente reduktionisme, som tager biologisk patent på menneskeopfattelsen. I den forbindelse skal vi også forholde os kritisk til en religionsvidenskab, der tilsyneladende er fristet til at overtage den biologiske reduktionisme. Det er et nødvendigt led i besvarelsen af religionsfilosofiens grundspørgsmål: kan kristendommen være en overbevisende virkelighedsforståelse i nutidens verden?

For etikkens vedkommende er jeg mest inspireret af Luther. Han forfægter en kristen etik i den forstand, at troen giver sig udslag i næstekærlighed. Men han antager også en almenmenneskelig, universel, etik i form af den såkaldte naturlige lov, der er sammenfattet i den gyldne regel: ”Hvad du vil, andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem”. Med denne dobbelte etik kan den kristne være en ligeværdig borger i et demokratisk samfund uden at prisgive sin kristne tro.

Alt i alt vil jeg mene, at vores lokale faglige tradition i Etik og religionsfilosofi er så stærk, at vi har lige så meget at byde på internationalt som vi har behov for import.