Af Miriam DeCock, Marie Curie postdoc
Oversat af Ulrik Becker Nissen



Mit navn er Miriam DeCock, og jeg er canadisk forsker inden for tidlig kristendom. Jeg er for nyligt (december 2018) uddannet fra McMaster University's Department of Religious Studies (i Hamilton, Canada) og begyndte at arbejde som Marie Curie-postdoc ved Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet i februar 2019.

For næsten tre år siden sad jeg ved et bord på McMaster Universitys pub for ph.d.-studerende, “Phoenix”, over for Eve-Marie Becker, som dengang var Aarhus Universitets professor i Ny Testamente. Hun havde tilbragt nogle af sine egne postdoc år på McMaster, og var tilbage på et besøg for at dele ny forskning. I vores samtale fortalte hun mig om en mulighed for at udføre postdoc forskning i Danmark og spurgte, om jeg og min mand ville være villige til at bevæge os på tværs af hele verden for en sådan mulighed. Da jeg sad der og sagde “ja!”, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg nu ville finde mig selv siddende på mit kontor på Aarhus Universitet og skrive denne artikel til nyhedsbrevet. På samme måde, da jeg sad i klasseværelset på Aarhus Universitet med andre håbefulde Marie Curie ansøgere i maj 2017, havde jeg ikke forestillet mig, at bygningen ville blive en del af min hverdag bare to korte år senere. Nu hvor jeg har været her i Aarhus i 9 måneder, er det svært at forestille mig at være andre steder, når jeg gennemfører mit nuværende projekt. Kollegerne her Afdeling for Teologi, inklusive min nuværende vejleder Anders-Christian Jacobsen, og Jakob Engberg, der leder afdelingens Center for Studiet af Antikken og Kristendommen, har givet mig en fantastisk velkomst. Jeg føler mig næsten hjemme som (ortodoks kristen) patristisk forsker ved en dansk (læs: luthersk) afdeling systematisk for teologi!

Ph.d.-forskning i Canada 

I min hidtidige forskning har jeg været interesseret i, hvordan kristne i den senantikke periode (ca. 250–500 e.Kr.) fortolkede deres hellige skrifter og anvendte dem i deres menigheder. Min canadiske doktorgrad var fokuseret på fortolkningen af ​​en særlig vigtig bibelsk tekst fra den tidlige kirke, Johannesevangeliet. Jeg undersøgte eksegetiske kommentarer og prædikener skrevet af fire indflydelsesrige græsksprogede forfattere fra to fremtrædende kristne akademiske centre, Alexandria og Antiokia. Jeg undersøgte kommentarerne skrevet af Origenes (d. ca. 253) og Kyril fra Alexandria (d. ca. 444) og af Johannes Chrysostomos (d. ca. 407) og Theodore of Mopsuestia (d. Ca. 428), som begge var tilknyttet Antiokia. På grund af den massive størrelse på disse fortolkende værker om Johannesevangeliet valgte jeg fem passager fra evangeliet, som alle mine forfattere kommenterede: renselsen af ​​templet i Johannesevangeliet kapitel 2; kvinden ved brønden i Johannesevangeliet kapitel 4; helbredelse af den blindfødte i Johannesevangeliet kapitel 9; lignelsen om den gode hyrde i Johannesevangeliet kapitel 10; og opvækkelsen af ​​Lazarus i Johannesevangeliet kapitel 11.

I betragtning af at jeg arbejdede med de eksegetiske værker fra to forfattere fra hver af de to vigtigste fortolkningstraditioner i antikken, Alexandria og Antiokia, var et af de vigtigste spørgsmål, jeg stillede, da jeg sammenlignede disse tekster, om jeg kunne opdage reelle forskelle i måderne, hvorpå forfatterne i Alexandria arbejdede med den bibelske tekst sammenlignet med de antiokenske forfattere? Der har været en lang diskussion herom i studiet af den tidlige kristendom. Indtil 1990'erne foretog forskere en skarp sondring mellem de to grupper. Alexandrinerne blev karakteriseret som "allegorikere", mens antiokenerne blev betragtet som "bogstavelige fortolkere". Der blev sat spørgsmålstegn ved dette traditionelle syn i 1990erne efter en genopblussen af ​​forskningen i Origenes eksegese. Forskere indså, at denne "allegoriker" var ret interesseret i den bogstavelige og historiske bibelske fortælling samtidig med hans interesse for den åndelige betydning, som teksterne måtte have for hans menighed. Forskerne indså, at der måske var meget mere sammenfald mellem fortolkningsmetoderne i de to skoler, end man tidligere havde troet, da de havde fået den samme træning i klassisk grammatik og retorik. Dette førte til en ny konsensus: det er ikke nyttigt at tænke på disse to centre som to distinkte fortolkningsskoler. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte på min afhandling, var dette den udbredte opfattelse blandt forskere, der studerede den tidlige kristne bibelske fortolkning.

Da jeg læste de eksegetiske tekster, som jeg havde valgt til min afhandling, begyndte jeg dog at se mønstre, der matchede det traditionelle syn på disse to skoler snarere end den nyere konsensus. Den største forskel, der dukkede op igen og igen, var relateret til, hvordan forfatterne i de to traditioner anvendte teksten i deres menigheder. I Antiokia fandt forfatterne moralske forelæsninger og undervisning i kristne læresætninger, og de tøvede med en allegorisk læsning af Johannes' evangelium i Det Nye Testamente. Selv om de også fandt moralske forelæsninger og undervisning i dogmer, stoppede alexandrinerne ikke der. De fandt yderligere anvendelser af teksten, som de opdagede ved hjælp af allegorisk læsning. Man kan argumentere for, at måderne, hvorpå den bibelske tekst blev anvendt i ens menighed, var en af ​​de vigtigste, hvis ikke det vigtigste aspekt af den tidlige kristne bibelfortolkning. Det vil sige, at tidlige kristne forfattere, måske i modsætning til moderne fortolkere, ikke sondrede mellem de forskellige stadier af fortolkningen, hvor man først opdagede en teksts betydning og derefter anvendte teksten i deres menigheder. Tekstens betydning var simpelthen bundet sammen med dens anvendelse. At finde en sådan sondring mellem de to skoler var betydningsfuld.

Derfor begyndte jeg at fremsætte det (upopulære) argument på forskellige konferencer og møder, at vi burde holde fast ved en form for skelnen mellem de to fortolkningstraditioner. I de første år af mit Ph.d.-studium blev sådanne argumenter mødt med en vis modstand, for mange antog, at forskerne i 1990erne havde løst problemet definitivt, da de hævdede, at de idéen om to skoler var en videnskabelig fantasi. Imidlertid har jeg især i de sidste to år bemærket en stigende interesse for at opretholde en sondring mellem de to fortolkningstraditioner baseret på forskeres arbejde med forskellige gamle fortolkere, og derfor har responsen på mit arbejde ændret sig.

Overvejelser om mit forskningsfelt

Siden jeg kom til Aarhus Universitets fagmiljø for systematisk teologi, er jeg begyndt at tænke over, hvorfor moderne forskere har været så interesserede i forskellen mellem disse fortolkningstraditioner i antikken. Og hvorfor har jeg været så interesseret? Jeg var mere uvillig til at stille disse spørgsmål i løbet af min ph.d., måske fordi de lå uden for rammerne af min afhandling. Jeg har ikke klare svar på disse spørgsmål endnu, selvom jeg formoder, at ens egen kirkelige tilknytning og teologiske sympati ikke er løsrevet fra ens historiske bestræbelser eller resultaterne af ens historiske forskning. For eksempel så mange forskere i tidligere generationer en skarp opdeling mellem antiokenerne og alexandrinerne, og de så de historisk sindede fra Antiokia som forløbere for den historisk-kritiske metode i bibelfortolkningen og argumenterede derfor for antiokenernes eksegese over og imod Origenes’ eksegese. Omvendt kan den nyere rehabilitering af Origenes’ tilgang, som mit arbejde trækker en del på, på en eller anden måde høre til en slags post-post(?)-moderne kritik af den historisk-kritiske eksegese af Skriften. Jeg beskriver ofte Origenes’ eksegese som meget mere "sjov" og "kreativ" end antiokenernes. Jeg tror måske, at vores aktuelle debatter om, hvordan man læser de bibelske tekster i dag, kan have en tendens til at præge vores forskning i de gamle tekster.

En af hovedlinjerne i min forskning har været at spore de måder, hvorpå de tidlige kristne forfattere anvendte de metoder til at fortolke tekster, som de lærte i de græsk-romerske grammatik- og retorikskoler, i deres fortolkning af Bibelen. To eksempler præsenteres i to kommende udgivelser. Det første princip er antagelsen af, at en given (inspireret) gammel teksts væsentlige betydning er nyttig eller gavnlig for læseren og de sammenhænge, som læseren er en del af. I de græsk-romerske skolelokaler var det Homers epik, der var nyttig, men de tidlige kristne flyttede deres fokus til den bibelske tekst, som var nyttig for dem. I en kommende artikel, "The Spiritual Pay-Off of Searching the Scriptures: The Principle of the Bible’s Usefulness in the Exegesis of Origen and Chrysostom", undersøger jeg komparativt Origenes’ og Johannes Chrysostomos’ anvendelse af princippet på to bibelske tekster for at demonstrere de to forfatteres forskellige fortolkningsmetoder. På trods af disse to forfatteres fælles antagelse om, at skriften er "nyttig", var deres forståelse af måderne, det var nyttigt på, meget forskellig.

Det andet princip, jeg undersøger, i en anden kommende artikel, er identificeringen af ​​"taleren" eller "personen" i en given gammel tekst. Igen tilpassede de tidlige kristne læsemetoden, de fik til at læse Homer, og anvendte den på Bibelen. Denne artikel er baseret på et oplæg, som jeg præsenterede på et lille kollokvium afholdt i Washington DC i 2017, som var dedikeret til en samling af 29 græske prædikener over Salmernes Bog af Origenes af Alexandria, som blev opdaget i 2012. Dette kollokvium var en del af den tidligste fase af forskningen i disse nye tekster bortset fra offentliggørelsen af ​​den tekstkritiske udgave. I mit bidrag med titlen ”Origen’s Identification of the ‘Person’ in his Homilies on the Psalms” undersøgte jeg, hvordan Origenes anvendte dette græsk-romerske retoriske princip systematisk på de bibelske salmer, en fortolkningsmetode, som den kristne fortolkningstradition anvendte i århundreder efter ham. Jeg demonstrerede, at materialet i de nye tekster bekræfter, hvad en tidligere generation af forskere argumenterede for ud fra et lille tekstmateriale, nemlig, at Origenes var fleksibel i sin brug af princippet. Med dette mener jeg, at for det tredje århundredes fortolkere kunne ordene i en given salme antages at blive talt af skiftende “personer” eller talere. Dette står i modsætning til de fortolkere, der fulgte efter Origenes, der havde en tendens til at identificere salmernes taler som Kristus. Ikke alene giver de nye prædikener os mulighed for at se Origenes’ brug af princippet i større skala, men de giver os også et særligt besynderligt eksempel på, hvor Origenes føler sig bundet til at identificere salmens taler som Kristus på grund af Det Nye Testamentes fortolkning af salmeteksten. Jeg undersøgte Origenes behandling af denne salme, for den giver os mulighed for at se ham arbejde med en anden græsk-romersk retorisk teknik, hvor han rejste ”problemer” i teksten og derefter leverede ”løsninger”. Da han arbejdede sig gennem salmen vers for vers, rejste Origenes problem efter problem med salmens ord, problemer med teksten og problemer med teologien forårsaget ikke mindst af hans identifikation af salmens "person" som Kristus.

Postdoc forskning ved AU

Jeg er fortsat med at arbejde på Origenes Homilies on the Psalms i mit postdoc projekt ved Aarhus Universitet. I dette projekt undersøger jeg den kristne prædikengenre i det tidlige tredje århundrede, især i Cæsarea, Palæstina, hvor Origenes menes at have holdt disse prædikener. Jeg håber at skrive en bog om dette emne, der får titlen, The Alexandrian Museion and the ‘Homilies’ of Origen: Evidence of the Schoolroom in Origen’s Homilies on the Psalms. I denne bog vil jeg argumentere for, at vi kan se en stærk indflydelse fra den gamle alexandrinske skole (filosofi, grammatik og retorik) på forfatterens prædikener fra det tredje århundrede. I dette arbejde bygger jeg på eksisterende forskning i metoder og curriculum i de gamle alexandrinske skoler for at demonstrere, at Origenes, som sandsynligvis selv studerede i de nordegyptiske skoler, arbejdede med de bibelske salmer på samme måde, som man i de Alexandrinske skoler behandlede eperne fra Homer. I lyset af lighederne mellem Origenes’ prædikener over Salmerne og forelæsningerne i de alexandrinske skoler stiller jeg spørgsmålstegn ved mange forskeres ubestridte antagelse om, at disse tekster er prædikener, som dem vi finder et par århundreder senere. I stedet for liturgiske prædikener vil jeg argumentere for, at denne tekst bedre forstås som et offentliggjort sæt af forelæsningsnotater fra Origenes’ skole, potentielt til katekumener, dvs. dem, der forbereder sig til den kristne dåb.

Jeg har en toårig kontrakt på dette projekt på Aarhus Universitet, og jeg håber at have mulighed for at forlænge det, hvis det er muligt, da det har været en så positiv oplevelse her indtil videre – måske bliver mit danske bedre i de kommende måneder!